Referat
Teknik- og Bygningsudvalget onsdag den 15. juni 2016 kl. 19.00

Mødelokale 2D / Svedala, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Byrådet skal sende et forslag til planstrategi for Ishøj Kommune i høring. Planstrategien giver borgere, virksomheder og investorer et overordnet overblik over byrådets strategi for den fysiske udvikling af Ishøj, og hvilke temaer byrådet vil fokusere på i den fremtidige planlægning.  

Sagsfremstilling

Byrådet skal vedtage en strategi for kommuneplanlægningen i kommunen. Strategien udstikker retningen for den fysiske planlægning af Ishøj Kommune de næste 10 – 15 år. Planstrategi 2016 er byrådets strategi for, hvordan Ishøj Kommune kan omsætte visionen om, at mangfoldighed er en styrke, til den fysiske planlægning, og for hvordan byrådet ønsker at arbejde med at udvikle Ishøj som en kunst- og naturkommune.

Med planstrategi 2016 sættes der fokus på 6 temaer:

  • Forbindelser knytter bånd
  • Byrum binder byen sammen
  • Flere boliger skaber liv
  • Levende landsbyer
  • Kunsten og naturen i Loop City
  • Et stærkt erhvervsliv

I henhold til planloven skal strategien indeholde byrådets beslutning om, hvordan kommuneplan 2014 skal revideres. Administrationen lægger op til, at Kommuneplan 2014 revideres delvist, således at planstrategiens fokusområder afspejles i Kommuneplan 2017. Byrådet skal virke for kommuneplanens realisering, og kommuneplanen er grundlaget for udarbejdelse af lokalplaner, landzonetilladelser og byggetilladelser.

I henhold til planloven skal planstrategien offentliggøres digitalt på kommunens hjemmeside med en frist på mindst 8 uger, hvor der kan fremsættes ideer, forslag og kommentarer til den offentliggjorte strategi. Strategien sendes desuden til erhvervs- og vækstministeren, samt øvrige statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres. Da høringsperioden er henover sommerferien foreslås det, at perioden forlænges til 10 uger.

Planstrategien behandles parallelt i alle fagudvalg.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til Planstrategi 2016 sendes i offentlig høring i 10 uger.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 23a.

 

Bilag

Resume

Tempo Huset A/S ønsker at udvide deres salgslokale udenfor byggefeltet, der er angivet i lokalplanen samt at bygge over matrikelgrænsen, som er Ishøj Kommunes areal.

Sagsfremstilling

IC Arkitekter søger på vegne af Tempo Huset A/S, Søhesten 1C dispensation til, at kunne udvide deres salgslokale med 62 m2 udenfor byggefeltet, der er angivet i lokalplanen.

Da ejendommen er fuldt udbygget, ønsker de at udvide over matrikelgrænsen på Ishøj Kommunes areal.

Det nye salgslokale på 62 m
2 ønskes tilbygget i forlængelse af eksisterende kontor og salgslokaler ned mod havnepromenaden.

Tilbygningen ønskes opført i èn etage, hvor tagkonstruktionen udnyttes som et hævet opholdsareal/terrasse. Til udvendig materiale anvendes glaspartier og metalplader, som vil fremstå i mørkegrå og sorte farver.  

Teknik og Miljøudvalget gav den 29. juni 2009 dispensation til, at hovedbygningen kunne opføres i glas og metal.

Sagen har været forelagt Økonomi- og Planudvalget, som betinger et evt. salg af kommunens areal med, at der opnås dispensation fra lokalplanen.

En tilladelse til tilbygningen og udvidelse ud i det tilstødende areal kræver en dispensation fra følgende paragraffer i lokalplan 1.54.
Af § 6.1 fremgår det, at bebyggelse placeres i byggefelter som vist på kortbilag 3.
Af § 7.2 fremgår det, at facader kun må udføres med bræddebeklædning.

Tilbygningen fremstår ikke dominerende og er pænt integreret sammen med det eksisterende bebyggelse.

Sagen har været i høring hos Plan, og der er ikke modtaget nogen bemærkninger.
Sagen har været i nabohøring og i høring hos Havnekontoret og der er ikke modtaget nogen indsigelser.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager,
at der gives dispensation til, at tilbygningen kan udvides udenfor byggefeltet ud i et areal som ellers forbeholdes til havnepromenade og
at facadebeklædning kan udføres i andet materiale end bræddebeklædning, og
at udvidelsen af tilbygningen kan ske på matr.nr. 44a Tranegilde By, Ishøj, såfremt arealoverførslen kan godkendes af GEO-datastyrelsen.  

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planloven §19

Bilag

Resume

DEAS søger om tilladelse til udhængsskilte og skiltning på torvet i Ishøj Bycenter til Baresso Coffee.

Sagsfremstilling

I forbindelse med indretning af Baresso Coffee i Ishøj Bycenter har DEAS A/S fremsendt et skilteprojekt til godkendelse hos Ishøj Kommune. De ansøgte skilte er opsat, men kræver en lovliggørelse.

Skilteprojektet omfatter:
-       Opsætning af ”Baresso skilt” på facaden,
-       et rødt logo på facaden (flamme),
-       2 x skiltning på torvet.

Ishøj Bycenter er omfattet af lokalplan 1.42 – Ishøj Bycenter.

Af § 8.2 fremgår, at skiltning og reklamering reguleres i særskilt aftale mellem centret og Ishøj Kommune.

Der er ift. den særskilte aftale udarbejdet en skiltemanual med retningslinjer for skiltning i Ishøj Bycenter. Skiltemanualen foreskriver, at butikker på Lille Torv skal have kvadratiske udhængskilte monteret i loftet eller på facade med en bredde på mellem 60 og 100 cm og en højde på max. 30 cm. Da det ansøgte ligger udenfor aftalen, kræver det en tilladelse.

Der vil være en løbende udvikling af skiltning og butikker i Ishøj Bycenter, som skiltemanualen ikke kan tage højde for. Det vil derfor være nødvendigt med en konkret vurdering af nye muligheder for skiltning. Eksempelvis har der ikke tidligere været et fast cafèareal på Lille Torv.

Baresso-skiltene har en tilpas størrelse, er ikke for store og er indpasset til torv og facade. Det vurderes derfor, at tilladelse kan gives.

Sagen har været i høring hos Plan, som er positive overfor ansøgningen.

Center for Ejendomme og Byggesager ønsker bemyndigelse til at kunne administrere skiltemanualen. Ansøgninger vil blive behandlet individuelt med udgangspunkt i skiltemanualen og blive sendt i høring hos Plan.

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager,
at give tilladelse til det ansøgte og
at meddele Center for Ejendomme og Byggesager bemyndigelse til at kunne administrere skiltemanualen med en delegation.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

S/I Ishøj Havn har fremsendt en ansøgning om adgangsbegrænsning til Ishøj Havn med et pullertsystem, således at havnen afspærres for køretøjer uden for dagtimerne. Brugere med adgangskort har fri adgang til havnen. Der søges desuden om tv-overvågning af området.

Sagsfremstilling

S/I Ishøj Havn har ansøgt om opstilling af et pullertsystem ved indkørslen til Ishøj Havn, samt tv-overvågning af området.

S/I Ishøj Havn oplyser i ansøgningen, at der i sommerperioden er åbent for kørende trafik fra kl. 8:00 til kl. 22:30, og i vinterhalvåret fra kl. 8:00 til kl. 18:00. Uden for dette tidsrum vil pullertsystemet hindre adgang for køretøjer til Ishøj Havn. Hvis man har et adgangskort til havnen, vil man have fri adgang til havnen.

Baggrunden for ansøgningen er at hindre tyveri og hærværk. Det fremgår af ansøgningen, at der jævnligt er hærværk og tyveri fra bådene i havnen. Der er også blevet stjålet en båd fra havnen. S/I Ishøj Havn forventer, at antallet af tyverier og hærværk vil falde, hvis deres ansøgning imødekommes

Ansøger har oplyst, at de afholder alle udgifter.

Vejadgang
Vejene på Ishøj Havn er offentlige kommunale veje, privat fællesvej, og privat vej. Vejstatus fremgår af Bilag B.

Det ansøgte pullertsystem med adgangskort, som ofte anvendes ved for eksempel campingpladser, vil medføre gener for de brugere af Ishøj Havn, som ikke har adgangskort, eksempelvis gæster til restauranter, taxaer og lignende ærindekørsel. Hvis vejen spærres kl. 18:00 om vinteren, vil der eksempelvis være gener for gæsterne til restauranten ved Søhesten 16, som holder åbent til kl. 22:00. For gæster til restauranten medfører pullertsystemet, at de i vinterhalvåret skal gå cirka 450 meter fra parkeringspladsen ved Arken og ned til restauranten. Det kan ikke forventes, at restauranten kan drives videre med de betingelser.

Videoovervågning
Private og virksomheder må som udgangspunkt ikke foretage tv-overvågning af veje og pladser, som benyttes til almindelig færdsel. Det bør derfor i samarbejde med Politiet og Havnebestyrelsen undersøges mulige løsninger, eksempelvis dispensation, således at en tv-overvågning kan etableres.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager,
at det ansøgte pullertsystem afslås, idet generne for de øvrige brugere af havnen er for store,
at der i samarbejde med Politiet og Havnebestyrelsen undersøges mulige løsninger for tv-overvågning, eksempelvis dispensation, således at en tv-overvågning lovligt kan etableres på havneområdet.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje
Lov om private fællesveje
Lov om TV-overvågning

Bilag

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Til efterretning.