Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 21. juni 2022 kl. 16.30

Mødelokale Fyrsten, Center for Park, Vej og Miljø. Balderbæksvej 6, 2635 Ishøj.

Resume

Regulativet for uddeling af arkitekturprisen er blevet opdateret, og der skal vælges to medlemmer til dommerkomiteen. Regulativet, samt udpegning af medlemmer vedtages i Økonomi- og Planudvalget.

Sagsfremstilling

Det nuværende regulativ for uddeling af Ishøj Kommunes arkitekturpris er fra 2001, og er blevet utidssvarende. Der har derfor været behov for at justere og opdatere regulativet. I det opdaterede regulativ er der blandt andet kommet nye overskrifter, en formålsbeskrivelse samt kriterier for udvælgelse og bedømmelse.


Efter hvert kommunalvalg vælges to medlemmer af byrådet til dommerkomiteen. Medlemmerne udpeges for en valgperiode ad gangen. Det foreslås, at der fremover vælges et medlem fra Økonomi- og Planudvalget og et fra Teknik- og Bygningsudvalget.


Dommerkomiteen deltager i en besigtigelsestur med et efterfølgende voteringsmøde. Procedure mv. fremgår af regulativet. Både det opdaterede regulativ samt regulativet fra 2001 er vedlagt som bilag.



Økonomi

Prisen uddeles indenfor eksisterende økonomiske ramme i Center for Byudvikling.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager regulativet, samt indstiller Ole Beckmann til at indgå i dommerkomiteen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende lokalplanforslag 1.98 Boligområde, Industrivangen 10-18 i offentlig høring i ti uger. Forslaget gør det muligt at opføre ca. 173 boliger som etagebyggeri efter den nuværende helhedsplans principper for Det Lille Erhvervsområde.

Sagsfremstilling

Lokalplanforslag 1.98 er udarbejdet med udgangspunkt i den nuværende helhedsplanens principper for Det Lille Erhvervsområde, som blev vedtaget i 2015.

Lokalplanforslaget gør det muligt at opføre ca. 173 boliger som etagebyggeri. Der stilles i forslaget krav til arkitektonisk kvalitet ift. bygningsstruktur, farver, materialer, forskydninger i etagehøjder og facader samt høj detaljeringsgrad i facadernes udtryk.

Derudover stilles der krav til, at bygningsstrukturen danner to gårdrum som fælles opholdsarealer, hvor der etableres klimatilpasningsløsninger og faciliteter, der understøtter ophold og aktivitet samt en høj grad af biodiversitet. Krav, der til sammen kan tilføre området identitet og kvalitet.

Forslaget gør det også muligt at opføre solceller på en del af bygningernes tage, hvilket understøtter en bæredygtig energiforsyning i området samt krav om etablering af 1 fælles lokale til brug for beboerne.

Der er udarbejdet en miljøscreening af lokalplanforslaget med afgørelse om ikke at udarbejde miljørapport. Afgørelsen behandles af Klima- og Miljøudvalget på udvalgsmødet i juni, og kan påklages i 4 uger efter offentliggørelsen.

Lovgrundlag

Planloven

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at lokalplanforslag 1.98 sendes i offentlig høring i 10 uger.

Beslutning

Tiltrådt, idet det ekspliciteres, at facadeintegrerede solceller er en mulighed.

Bilag

Resume

I forbindelse med opførelsen af nyt teater i Ishøj er der nu beregnet pris på baggrund af arkitektprojektet, som overskrider bevillingen fra A.P. Møller Fonden markant. Der skal tages stilling til det videre forløb. Der vil blive fremlagt supplerende materiale fra styregruppemøde med fonden d. 16. juni inden møderne i Teknik og Bygningsudvalget og Kultur og Fritidsudvalget.

Sagsfremstilling

Der er givet en pris på 54,6 mio. for byggearbejderne iht. bilag 1. Det er 28,2 mio. over det afsatte beløb til entreprenørudgifter. På nuværende tidspunkt er der fundet besparelser for 9 mio., så overskridelsen i alt ligger på 19,2 mio. kr. På styregruppemøde d. 17. maj tilkendegav fondens repræsentant, at der ikke ville blive givet en supplerende bevilling til at dække merudgifterne, som følge af prisstigningerne. Det blev derfor besluttet, at rådgiver skulle undersøge muligheder for yderligere besparelser, så projektet kan holdes indenfor budgetrammen. Disse forslag skal drøftes på et styregruppemøde d. 16. juni. Besparelserne vil indebære, at der fjernes funktioner fra teatret, som der skal findes plads til på andre lokationer i kommunen. Der vil i den forbindelse blive udarbejdet et notat og en supplerende indstilling, som sendes til KFU og TBU efter d. 16. juni.

Center for Ejendomme kan ikke anbefale at fjerne vitale funktioner fra projektet for at finde dem i kommunale bygninger, da der ikke umiddelbart findes faciliteter til de særlige formål i andre bygninger. Det vil således forudsætte ombygning af andre bygninger, og der vil ikke umiddelbart kunne forventes at opnå synergier ved udnyttelsen af lokaler. Det vil dermed ikke være i tråd med kommunens generelle fokus på at udnytte de kommunale m2 bedst muligt ved blandt andet at dele arealer for derigennem samtidigt at nedbringe udgifter på servicerammen.

Center for Kultur og Fritid gør opmærksom på, at det er vigtigt, at der i henhold til Egnsteateraftalen er et velfungerende teater under hele processen, hvor scenekunsten kan udfoldes. Periodisk vil det være muligt at flytte vitale dele af teaterproduktionen, men det er væsentligt, at alle dele samles under samme tag på sigt, da dette fordrer den bedst mulige udvikling for teatret. Derudover påpeger Center for Kultur og Fritid, at formålet med fornyelsen netop handler om at optimere forholdene for scenekunsten - herunder medarbejderforhold, publikumsfacilieter og øvesal. Særligt etableringen af en prøvesal giver mulighed for at levere mere teater til publikum. I dag bruges publikumssalen også som værksted og øvesal. Det låser forestillingssalen i lange perioder. Ved også at etablere øvesal og bedre værkstedsfaciliteter, bliver der mulighed for at afholde flere forestillinger og afprøve nye typer af samarbejder. Det kan give plads til, at teateret kan udvikle forestillinger for flere målgrupper (f.eks. større børn og voksne) og f.eks. lave flere skolesamarbejder på teatret. Ishøj Teater er i dag et landsanerkendt børneteater, som leverer kultur og oplevelser for vores mindste medborgere, primært i alderen 3-9 år, men fornyelsen vil give mulighed for også at præsentere teateroplevelser for større børn og unge. Udbygningen er således vigtig for teateret og dets videre udvikling til gavn for Ishøjs borgere, og som et stærk kulturelt fyrtårn i kommunen.

Den økonomiske situationen er meget stram. Der er umiddelbart 4 scenarier: 1) projektet skæres ned, så projektet kan afholdes indenfor den eksisterende budgetramme, 2) projektet udsættes og prioriteres i anlægsramme i f.eks. 2024 med håb om et mindre ophedet byggemarked 3) kommunen giver en anlægsbevilling 4) projektet nedlukkes. Scenarie 1 er ved at blive beskrevet af arkitekterne. Scenarie 3 kendes beløbsstørrelse op til 19 mio. kr.

Wohlert arkitekter har udarbejdet et supplerende notat, hvor muligheder for besparelser gennemgås. Se bilag 2.
Forslaget efter styregruppemøde d. 16. Juni er, at der udarbejdes et projektforslag til model økonomi 3 dog med elementerne i Økonomi 3 som en option. Projektforslaget prisfastsættes af entreprenøren og fremsendes til byggesagsbehandling.
Inden mellemliggende periode afklares, om det vil være muligt at finde finansiering til restbeløbet.

Økonomi

A.P. Møller Fonden har bevilliget 37,1 mio. kr. til realiseringen af et nyt teater, hvor selve targetprisen for byggearbejdet ligger på 24,4 mio. kr. + 2 mio. kr. til uforudsete. Den tilbudte pris på byggearbejderne ligger på 47,5 mio. kr. + 7,1 mio. kr til uforudsete. I alt en overskridelse på 28,2 mio. kr.. Der er fundet besparelser for 9 mio. kr. så overskridelsen nedbringes til 19,2 mio. kr. inden der skæres i teatrets funktioner.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orientering om økonomien vedrørende Ishøj Teater til efterretning for nærværende sag samt supplerende materiale og indstilling.


Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd godkendte i juni 2018 de seks hovedpolitikker. Samlet fungerer de som værdibaserede styredokumenter, der beskriver hvilken overordnet retning, der ønskes for Ishøj.

På udvalgsmøderne i maj har de stående udvalg behandlet den for udvalget relevante politik, og er kommet med input til rettelser og justeringer af politikkens indhold.

Sagsfremstilling

Som aftalt i processen for revidering af hovedpolitikkerne fremlægges alle de reviderede politikker nu for alle stående udvalg. Kulturpolitikken følger efter sommerferien.

I perioden august - oktober vil der være mulighed for at drøfte input til strategier og involvering af relevante interessenter.

Før endelig vedtagelse af de seks reviderede hovedpolitikker skrives nyt forord til alle.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget kommer med forslag til justeringer i hovedpolitikkerne i det omfang det måtte relevant.


Beslutning

Tiltrådt. Teknik- og Bygningsudvalget havde ikke forslag til justeringer.

Bilag

Resume

Udvalget har ønsket at der produceres et kort over cykelruter i Ishøj. Administrationen har udabejdet et kort der kan offentliggøres på kommunens facebook, printes af kommunens borgere mv.

Sagsfremstilling

Administrationen har nu udarbejdet et kort over cykelruterne i kommunen. Kortet kan lægges op på kommunens facebooke, hjemmeside mv. Kortet er lavet med udgangspunkt i eksisterende data og der er anvendt ressourcer svarende til ca. 1 uges arbejdstid.


I forlængelse af dette arbejde kan der igangsættes et egentligt udviklingsprojekt med det formål at understøtte cyklisme i Ishøj kommune. En målrettet indsats på området kunne blandt andet indeholde:

  • Udarbejdelse af mere detaljerede cykelkort til brug på digitale platforme mv.
  • Analyse af hvordan der kan laves bedre wayfinding for cyklister i Ishøj kommune, herunder opsætning af specifikke cyklist-skilte, opsætning af cykelkort på strategiske steder i kommunen ect.
  • Planlægning og gennemførelse af en kampagne "Fix Cykelvejen" hvor borgerne inviteres til at indberette fejl og mangler og til at komme med input til, hvor cykelforholdene kan forbedres


Indsatsen indebære både brug af egne medarbejderressourcer samt direkte omkostninger ift. bl.a. udvikling af data, indkøb af skilte og anden byrumsinventar.


Såfremt der er interesse for at igangsætte et egentligt udviklingsprojekt, kan administrationen med udgangspunkt i udvalgets drøftelse af indhold, udarbejde et økonomisk overslag.


Økonomi

Det aktuelle cykelkort er udarbejdet indenfor eksisterende ramme. Et kommende udviklingsprojekt vil kræve at der findes finansiering hertil.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at det vedhæftede kort lægges på kommunens facebook, hjemmeside samt andre steder, hvor det er relevant.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

På baggrund af budgetforlig 2020 er der frigivet 200.000 kr. til små grønne oaser i hhv. 2020 og 2021. Der er pt. ubrugte midler på kr. 157.000 tilbage i puljen. Det foreslås at opgradere to af de tre oaser, som blev etableret i 2020 langs Den Grønne Forbindelse for ca kr. 100.000 (anlæg plus udgifter under etableringsfasen). Det foreslås endvidere at overføre de resterende midler - ca. kr. 55.000 - til puljen til "Mere natur (f.eks. flere træer) og flere grønne områder/oaser".

Sagsfremstilling

”Den Grønne Forbindelse” løber igennem det tætte byområde i bykernen og binder de to ådale sammen gennem hvad der på sigt skal blive et aktivt og grønt forløb. Den Grønne Forbindelse har til formål at udvikle og sikre de grønne områder i Ishøj by og for at markere forbindelsen, blev der i 2020 etableret tre små oaser langs denne. Oaserne er beliggende i Baneparken, ved Brohuset og ved St. Vejleå.

På baggrund af erfaringerne med de 3 oaser har Center for Park, Vej og Miljø i samarbejde med tegnestuen Lassen Landskab udarbejdet et forslag til opgradering af to af de eksisterende oaser i hhv. Baneparken og ved St. Vejleå. Opgraderingen har til formål markant at styrke oplevelsen af en synlig grøn oase midt i byen. Der er to indhentet tilbud, hvoraf det billigste udgør ca. kr. 54.000.


Det foreslås på den baggrund at opgradere to eksisterende oaser for dette beløb samt at de resterende midler overføres til puljen for "Mere natur (f.eks. flere træer) og flere grønne områder/oaser". I forbindelse med udmøntningen af den nye pulje, foreslås det at der etableres to nye og mere markante grønne oaser langs Den Grønne Forbindelse efter et nyt koncept (se bilag A). Forslaget indgår på listen over indsatser for 2022, jf. sagsfremstilling vedr. udmøntning af den nye pulje.


Sagen forelægges også Klima- og Miljøudvalget.

Økonomi

Projektet beløber sig samlet til kr. 100.000 og omfatter etablering samt udgifter i de første år efter etablering, hvor anlægget stadig er sårbart. De resterende midler overføres til puljen til mere natur og flere grønne områder 2022-2025

Afledt drift fra 2026 ff udgør kr. 10.000 årligt.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at Center for Park, Vej og Miljø opgraderer to eksisterende oaser og overfører kr. 55.000 til puljen for mere natur og flere grønne områder 2022 ff. Samt at der bevilliges kr. 10.000 til afledt drift af oaserne fra 2026 ff.


Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Administrationen har foretaget en vurdering af, at der er indenfor de kommende år er behov for at udskifte tag på Vejlebroskolen, foretage renoveringstiltag på Kulturskolen og foretage renovering af vej og fortov i erhvervsområdet..

Sagsfremstilling

Hvis renoveringer af hhv. tag på Vejlebroskolen, renoveringstiltag på Kulturskolen og renovering af vej og fortov i erhvervsområdet skal gennemføres, er der behov for at afsætte midler på anlægsoversigten i de kommende år til to anlægsprojekter.

Udskiftning af tag på Vejlebroskolen:

Tagene på Vejlebroskolens bygninger har i en længere periode været plaget af utætheder. Center for Ejendomme har løbende fortaget afhjælpende vedligehold af tagene for omkring 500.000 kr. over de sidste 3 år. Beklageligvis uden at kunne afhjælpe problemet helt. Det anbefales derfor at få udskiftet tagene og efterisoleret efter gældende krav. I første omgang fokuseres der på skolens Bygning D og E, da disse er hårdest ramt og efterfølgende F, G og H.

Renoveringstiltag på Kulturskolen:

I forbindelse med nedrivningen af overdækningen i området mellem Vejlebroskolen og Idrætscentret i 2019 og flytning af kulturskolens kontorfaciliteter fra Ungdomsskolen (Vejledalen 7) til selve kulturskolen (Vejledalen 9) i 2021 er der kommet øget opmærksomhed på bygningens stand og ikke mindst funktion.

Vinduerne mod syd er de fleste steder rådne og skal udskiftes, og der har gennem de sidste 5 år løbende været problemer med utætheder fra rytterlysene i gangarealet. Ventilationssystemet er meget uholdbart energimæssigt og indeklimamæssigt og skal ændres fra et udsugningsanlæg til et korrekt ventilationsanlæg med indblæsning og udsugning. Man har været nødt til at blokere ventilationsristene i lokalerne, hvor der er kontorfaciliteter, da systemet bevirker at varmen trækkes ud af lokalerne om vinteren og trækker varm luft ind om sommeren.

Der søges derfor anlægsmidler til at udføre renoveringstiltag til fordel for både indeklima, energiforbrug og forskønnelse. Der er tale om udskiftning af vinduer i sydfacaden og på taget, etablering af balanceret ventilation med varmegenvinding, samt supplerende kunstbelysning på gangarealer og i udvalgte lokaler.


Renovering af vej og fortov i erhvervsområdet

Fortovet i erhvervsområdet ødelægges i dag, da lastbiler parkerer på selve fortovet. Der bliver derfor brugt mange ressourcer på reparation og vedligegholdelse af fortovet.
Administrationen foreslår derfor at nedlægge nuværende fortov, og i stedet etablere kørefast belægning, bestående af fiberarmeret beton og asfalt.
Administrationen afventer rapport fra Vejdirektoratet vedrørende standen, og kan derfor ikke pt. ikke indarbejde en afledt besparelse i drift af vejene.

Økonomi

Det skønnes, at der skal afsættes rådighedsbeløb på investeringsoversigten samlet 10,5 mio. kr. til udskiftning af tag på Vejlebroskolen. Beløbet fordeles over to år, f.eks. 4,0 mio. kr. i 2024 og 6,5 mio. kr. i 2025 – men gerne i 2023 og 2024, så det undgås at foretage løbende akut vedligeholdelse af det nuværende tag.

Det skønnes, at der skal afsættes 5,25 mio. kr. til renoveringstiltag på kulturskolen i 2024.

Det skønnes, at der skal afsættes 7,5 mio. kr til renoveringen af vej og fortov i erhvervsomådet, fordelt på 3,75 mio. i 2023 og 3,75 mio. i 2024.

Tildelingen af bevillingerne vil påvirke råderummet under anlægsloftet. 

Der tages forbehold for, at der frem mod en evt. igangsættelse af de tre anlægsprojekter kan ske markante ændringer i markedspriserne, der gør, at projekterne potentielt kan blive dyrere end skønnet i nuværende prisniveau.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at der i investeringsoversigten for 2023 indarbejdes rådighedsbeløb 10,5 mio. kr. til udskiftning af tag på Vejlebroskolen fordelt med 4,0 mio. kr. i 2024 og 6,5 mio. kr. i 2025, at der rådighedsbeløb på 5,25 mio. kr. til renoveringstiltag på Kulturskolen i 2024 samt et rådighedsbeløb til renovering af vej og fortov på 3,75 mio. i 2023 og 3,75 mio. i 2024.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Det er besluttet, at der skal udarbejdes et rådighedskatalog på kr. 22 mio, herunder at TBU skal bidrage med kroner 3 mio. Der fremlægges en række forslag til, hvordan beparelsen kan udmøntes indenfor udvalgets område.

Sagsfremstilling

Økonomi- og Planudvalget har på møde den 28. marts besluttet, at der i forbindelse med budget 2023 udarbejdes et rådighedskatalog på kr. 22 mio. Sagen har været 1. behandlet på alle fagudvalg i maj, og genbehandles nu med henblik på at finde råderum svarende til rammen i sagsfremstillingen, dvs. forslag til mulige besparelser vedrørende servicerammen. Administrationen fremlægger nu en række forslag til områder, hvor økonomien kan tilpasses samt i hvilken retning reduktionsforslagene kan formuleres.


Forslagene spænder bredt indenfor området, se vedhæftede bilag 1 og 2.


Udover de vedhæftede spareforslag, der skal munde ud i beslutning om hvilke, der skal indgå i rådighedskataloget, er der derudover behov for at foretage yderligere udgiftsreduktioner på det tekniske område. Dette skyldtes blandt andet ufinansierede driftsomkostninger på Arkenwalk. Se forslag til disse udgiftreduktioner i bilag 3.




Økonomi

Sagen indebærer en reduktion af servicerammen på kr. 3,0 mio.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at reduktionsforslag svarende til kr. 3,0 mio indgår i det kommende rådighedskatalog.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Økonomi- og Planudvalget har på møde den 28. marts besluttet, at der i forbindelse med budget 2023 udarbejdes et rådighedskatalog på 22 mio. kr. Sagen har været 1. behandlet på alle fagudvalg i maj, og genbehandles nu med henblik på at finde råderum svarende til rammen i sagsfremstillingen, dvs. forslag til mulige besparelser vedrørende servicerammen.

Sagsfremstilling

Det er på nuværende tidspunkt for tidligt præcist at vurdere den økonomiske status for 2023, ligesom størrelsen af service- og anlægsrammen først forventes kendt ultimo juni 2022. Det er trods de mange usikkerheder, der foreligger, administrationens vurdering, at det er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med henblik på at overforholde servicerammen. Økonomi- og Planudvalget har på møde den 28. marts 2022 besluttet, at der udarbejdes et rådighedskatalog på 22 mio. kr. med følgende fordeling på udvalgsniveau:

Økonomi- og Planudvalget 5 mio. kr.

Teknik- og Bygningsudvalget 3 mio. kr.

Klima- og Miljøudvalget 0 mio. kr.

Børne- og Undervisningsudvalget 8 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget 1 mio. kr.

Social- og Sundhedsudvalget 5 mio. kr.

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 0 mio. kr.


Med baggrund i overstående har Økonomi- og Planudvalget besluttet, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for fagudvalgets område på møderne i maj og juni med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning reduktionsforslagene kan formuleres. Fagudvalgene har således mulighed for at bekræfte idéer, som er drøftet på udvalgsmødet i maj med henblik på, at administrationen udarbejder endeligt rådighedskatalog.


Proces- og tidsplan for det fremadrettede arbejde med rådighedskataloget for budget 2023:

  • 24. juni: Deadline for indmeldelse af rådighedsforslag (overskrifter og beløb, så der kan dannes et samlet overblik).
  • 27. juni: Temamøde for Byråd og HovedMED vedr. økonomiaftalen for 2023.
  • 04. juli: Udfyldte skemaer med rådighedsforslag skal være indsendt til økonomiafdelingen senest den 4. juli.
  • 27. juni - 5.aug.: Hen over sommeren kvalitetssikrer administrationen forslag og beregninger. De endelige skemaer til rådighedskataloget skal være færdige den 5. august, hvor de samles i et katalog.
  • 10. aug.: Direktionen gennemgår det samlede rådighedskatalog.
  • 16. aug. - 31. aug.: Høringsperiode. Budgetmateriale sendes i høring i råd, brugerbestyrelser og MED-udvalg.

Indkomne høringssvar udsendes til Byrådet, når de er samlet i løbet af uge 36.

Indstilling

Fagudvalget beslutter råderumsforslag til budget 2023 inden for udvalgets områder svarende minimum til rammen i sagsfremstillingen.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Til efterretning fremlægges orientering om, at stigende energipriser betyder, at det vil kræve meget store energibesparelser at overholde energibudgettet i 2022 og 2023.Hvis energibesparelserne ikke opnås, vil der blive behov for at øge kommunens energibudget med 2 millioner kr. i 2022 og 2023.

Sagsfremstilling

Energipriserne er steget kraftigt det sidste års tid, og udviklingen er intensiveret siden krigen i Ukraine. Center for Ejendommes fremskrivning af energiforbruget viser, at udgifterne til energi ender lige over to millioner højere i 2022, end der er budgetteret. Billedet for 2023 forventes at være nogenlunde samme niveau som 2022.

Kommunens elpris er steget med over 20% fra 2021 til 2022, og forventningen er, at den først falder mærkbart igen i 2023. Derudover bidrager skærpede krav til afkøling af fjernvarmevand til den forventede budgetoverskridelse. Fjernvarmetaksten er stort set uændret i forhold til de seneste år, og Kommunes naturgaspris er fastlåst på et lavt niveau indtil udgangen af 2022. I 2023 forventes gasprisen dog at blive fordoblet, og dermed mere end udligne den faldende elpris.

Det kræver meget markante besparelser på energiforbruget at spare 2 millioner kroner. For at sætte det i perspektiv, svarer besparelseskravet til helt at lukke ca. 25.000 kvadratmeter i det sidste halvår af 2022.

Center for Ejendomme har en løbende energibesparende indsats, men den kommer ikke til at resultere i besparelser i sådan en størrelse, at det vil kompensere for de stigende priser. En intensivering af energibesparelsesindsatsen vil afbøde end del af udfordringen i 2023, men det vil kræve yderligere anlægsmidler, og da det tager tid at gennemføre tekniske tiltag, vil de have begrænset effekt i 2022.

Hvis budgettet for 2022, og sandsynligvis også 2023 skal holdes, kræver det kraftige reduktioner af energitunge funktioner. Det kan blandt andet inkludere 1) nedlukning af af svømmehal, idrætscenter og andre kommunale kvadratmeter, 2) mindre eller ingen ventilation, 3) stop for brugerreguleret (og derfor høje) rumtemperaturer og 4) stop for rumkøling i blandt andet Rådhusets mødecenter. Indgreb på disse områder vil have konsekvenser for medarbejdere og borgere. En kold weekend i juni gav syn for sagen, da sommerlukning af varmeanlæg betød mange klager over dårligt indeklima.

Center for Ejendomme arbejder videre med at gennemføre de mest skånsomme besparelser under forudsætning af, at energibudgettet skal overholdes. Direktionen har udsendt notat til kommunale ledere med varsel om indgribende energibesparelser og anmodning om forståelse og deltagelse i at gennemføre energibesparelser.

Økonomi

Ishøj Kommunes energibudget for 2022 ligger på 18.048.000 kr. Den forventede udgift til kommunalt energiforbrug forventes at beløbe sig til 20.100.000 kr. i 2022 og 20.200.000 i 2023

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Resume

På Teknik- og Bygningsudvalget i februar 2022 besluttede udvalget, at Center for Park, Vej og Miljø gik videre med ansøgning om tilskudsmidler, gennem Cykelpuljen 2022, til opgradering af Vejleåstien og en del af Vejlebrostien.

Cykelpuljen 2022 er nu uddelt og Ishøj Kommune er ikke tildelt midler.

Sagsfremstilling

Transportministeriet har nu offentliggjort, hvilke projekter, der får del af Cykelpuljen 2022 (se oversigt i bilag 1) og Ishøj Kommune er ikke tildelt midler.


Det betyder som udgangspunkt, at Ishøj Kommune selv må afsætte fuld finansiering, hvis der fortsat er et ønske om opgradering af Vejleåstien og Vejlebrostien. Ønsket om opgraderingen skal også ses i sammenhæng med ønsket i budgetforlig 2021 om etablering af en supercykelsti til Høje Taastrup.


Den tidligere sagsfremstilling om ansøgning til Cykelpuljen 2022 er vedlagt som bilag 2. Her fremgår økonomien i projektet. Overslagsmæssigt er opgradering af Vejleåstien og Vejlebrostien estimeret til 6,5 mio. kr. eksklusive moms.


Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Årshjul

Årshjul - se bilag 1 (sendes først ud efter formøderne)


Oversigt over dispensationer maj 2022

Se bilag 2

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Center for Park, Vej og Miljø har forberedt oplæg og rundvisning i centeret.

Sagsfremstilling

Tidsplan:

18:00 - 18:30: Rundvisning undendørs


  1. Rundvisning på pladsen ved Park, Vej og Miljø-center – fokus på maskinel, som anvendes til at løse opgaver i driften i PVMC (Ivan og Merete – driftledere, og Jesper, leder af værkstedet)
  2. Kort gåtur til nærområdet i det store industriområde for at vise veje/fortove (forslag om omlægning, der med en anlægsinvestering sikrer nødvendig vedligeholdeles og en afledt driftsbesparelse) (Max, driftleder).

18:30 - 19:30: Oplæg indendørs og aftensmad


  1. Spildevand (Lone, Miljø)
  2. Biodiversitet – kort om, hvordan driften arbejder med biodiversitet i praksis (Ivan, driftleder)

5.
Mere natur, træer og oaser – forslag til prioritering af puljen (Nicolai, Natur)


Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager tidsplanen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.