Aktivitetscentret Egely er flyttet til Kærbo
13. marts 2023
Torsdag den 2. marts kom dagen endelig, hvor aktivitetscentret Egely flyttede ind på Omsorgscentret Kærbo.
Aktivitetscentret Egely har de seneste seks år haft adresse på Vejlebrovej 132, men er nu blevet en del af aktivitetscentret på Omsorgscentret Kærbo.
Tilbage i 2016, da Egely blev indviet, var formålet at give borgere med anden etnisk baggrund muligheden for at prøve forskellige aktiviteter, som kunne forstærke følelsen af at være en del af et fællesskab.
”Fra start har Egely været et samlingssted for pensionister med anden etnisk herkomst end dansk. Der har været en tryghed og et fællesskab, som har gjort det muligt for brugerne at prøve nye ting og aktiviteter,” siger Leyla Ulas, som er aktivitetsmedarbejder på Kærbo.
Den tryghed bliver der ved med at være fokus på, men ved at bo side om side med resten af aktivitetscentret bliver begrebet ”dem” og ”os” helt fjernet.
”Ved at flytte til Kærbo er der kommet et meget større udvalg af aktiviteter, som brugerne kan deltage i, og de kan gøre det sammen med andre fra aktivitetscentret. De bliver mere synlige, og det er med til at fremme integrationen,” fortæller Henriette Elisabeth Christiansen, som er teamleder for aktivitetsafdelingen.
Det er aktiviteter som gymnastik, yoga, madlavning, strik, hækling og syning, der nu kan udføres side om side på samme adresse.
Du kan se mere om Aktivitetscentret her: