Flere børn og unge skal med i foreningslivet

20. september 2023

Fem stærke get2sport-foreninger, DIF Get2Sport og Ishøj Kommune har skrevet under på en partnerskabsaftale, der skal skabe opmærksomhed og fokus på fritidsaktiviteter i Ishøj Kommune.

Med partnerskabsaftalen er foreningerne klar til at lave flere forskellige aktiviteter og udviklingstiltag, for at få flere børn og unge med i foreningslivet. Et foreningsliv, der har stor betydning for det danske samfund. Særligt når det kommer til dannelsen af sociale relationer, netværksdannelse og følelsen af at være en del af et fællesskab.

”De frivillige bestyrelsesmedlemmer og trænere yder alle en stor indsats for områdets børn, der allerede er en del af foreningslivet, og de står klar til at tage imod endnu flere”, siger borgmester Merete Amdisen.

I Ishøj Kommune er foreningsdeltagelsen næstlavest sammenlignet med alle kommuner i landet

Resultatet af sidste års samarbejde viser sig allerede med medlemsstigninger i get2sport-foreningerne og målsætningerne for de nye partnerskabsaftaler er, udover at fastholde de nuværende børne- og ungdomsmedlemmer, at øge medlemstallene yderligere blandt get2sport-foreningerne.

Derudover at sikre et stærkere samarbejde mellem foreninger, Ishøj Kommune, den boligsociale helhedsplan ”Fælles om Vejleåparken”, daginstitutioner, skoler og DIF get2sport for at skabe fritidsaktiviteter for alle i Ishøj Kommune.

Get2sport-foreningerne i Ishøj Kommune er:

  • Ishøj IF (fodbold)
  • BK Ishøj Flamme (basketball)
  • Ishøj Karate klub
  • Ishøj Volley og Beachvolleyklub
  • Ishøj Bokseklub

get2sport i Ishøj Kommune understøtter også indsatser i samarbejde med Ishøj Håndboldforening og Ishøj Gymnastikforening.