Mønsterbryder hædret med ridderkorset

16. februar 2024

Ishøjs tidligere byrådsmedlem Sengül Deniz er blevet tildelt Dannebrogordenens Ridderkors, og det blev fejret ved en ceremoni torsdag den 15. februar i byrådssalen

Sengül Deniz blev som den første kvinde med anden etnisk baggrund valgt ind i Ishøj Byråd tilbage i 2006. Hun har kurdisk baggrund og kom til Danmark fra Tyrkiet som 6-årig. I alt blev det til 17 år i byrådet, før hun sidste år trådte ud på grund af helbredsmæssige udfordringer.

Gennem årene har Sengül Deniz sat nogle vigtige fodaftryk i sit politiske arbejde, og det blev torsdag den 15. februar hædret ved en ceremoni i byrådssalen. Her var familie, venner, kolleger og tidligere samarbejdspartnere mødt talstærkt frem for at fejre hende.

Gav piger troen på egne evner

Under overrækkelsen af ridderkorset satte borgmester Merete Amdisen ord på nogle af de fodaftryk Sengül Deniz har sat gennem årene.

”Allerede inden du blev valgt ind i byrådet havde du gjort dig positivt bemærket som ansvarlig for Ishøj Kommunes pigeprojekt. Her gav du piger med anden etnisk baggrund troen på, at de var dygtige og i stand til at tage en uddannelse og bidrage med deres evner og talenter på arbejdsmarkedet. Du blev bindeleddet mellem pigerne, forældrene og kommunen og formåede med respekt og indsigt at bygge bro mellem alle. I dag er verden en anden. Pigerne tager i den grad uddannelser, og mange er højt uddannede. Det var slet ikke givet den gang, hvor du startede pigeprojektet op,” sagde Merete Amdisen.

Gjorde op med dem/os-tankegangen

Med praksiserfaring fra pigeprojektet blev Sengül Deniz, som nyt byrådsmedlem hurtigt valgt til posten som formand for Integrationsrådet. Her gik hun forrest i arbejdet med at få ændret tankegangen i kommunens integrationsarbejde.

”Du tog et stort og aktivt ansvar for at nedbryde dem/os-tankegangen, som dengang prægede vores integrationspolitik. Med dig ved roret fik vi en ny medborgerpolitik, og Integrationsrådet blev erstattet med et medborgerforum, hvor du også blev valgt som formand. Når vi i dag siger, at mangfoldigheden er vores styrke i Ishøj, så kan vi takke dig, Sengül,” sagde Merete Amdisen. 

Udover posten som formand for Medborgerforum har Sengül Deniz også igennem årene haft posten som formand for Kultur- og Fritidsudvalget og viceborgmester, hvor fællesskabets styrke i foreningslivet også var en hjertesag.

Dit mod har været til inspiration for mange

Til sidst overrakte borgmesteren ridderkorset og ønskede tillykke.

”Sengül, når du i dag bliver hædret med ridderkorset, så gør du det i mine øjne også for dit mod. At være mønsterbryder er ikke let. Du har helt sikkert mødt modstand og fordomme undervejs, da du begyndte at tage ordet og gøre op med fastlåste roller. Men du blev ved, og resultaterne fulgte efter. Den indsats har vi i byrådet og i vores lokalsamfund haft stor glæde af. Din indsats har ikke været forgæves, og dit mod har været til inspiration for mange. Stort tillykke med ridderkorset.”

Stolt og taknemmelig modtager

Sengül Deniz kvitterede i sin tale for hædersbevisningen, der kom som en glædelig overraskelse for hende.

”Jeg blev dybt beæret og ikke mindst overrasket, da jeg fik nyheden om, at jeg var blevet tildelt ridderkorset. Hvordan har en person, som jeg fortjent den ære? Jeg har mange huller i min skolegang og næsten ikke gået i folkeskole. Men fordi der hen ad vejen har været mennesker, som har troet på mig, så fik jeg alligevel en uddannelse som pædagog og et aktivt politisk liv, hvor jeg fik mange spændende tillidsposter og muligheden for at gøre en forskel – for piger og kvinder og foreningslivet i Ishøj,” sagde Sengül Deniz, mens hun undervejs takkede flere af de fremmødte, der gennem årene havde været nøglepersoner i hendes karriere - både som støtte og samarbejdspartnere.

I audiens hos Kong Frederik

Som modtager af ridderkorset får Sengül Deniz også muligheden for at være blandt nogle af de første modtagere af ridderkorset, der skal i audiens hos Kong Frederik.

”Jeg føler virkelig, at det er en stor ære at bære ridderkorset, og jeg glæder mig til at møde vores nye konge, når jeg skal forbi Christiansborg i audiens. Tak til alle jer, der er her i dag for at fejre mig,” sluttede hun.

Sengül Deniz sad i byrådet for Socialdemokratiet i perioden 2006 til 2021, hvor hun skiftede parti til Ishøjlisten.

Hun er uddannet pædagog og familierådgiver og har gennem mange år arbejdet med udsatte unge.