Klima-og Miljøpris 2023 går til Strandgårdskolens skole- og produktionskøkken

11. december 2023

Eleverne bliver inddraget som en del af undervisningen og får mulighed for at træffe sunde og miljørigtige valg, der giver livskvalitet og livsglæde, samt gør eleverne til handlekompetente miljøbevidste voksne

Ishøj Kommune sætter stor pris på den indsats, som både virksomheder og borgere gør til gavn for vores fælles klima og miljø. Derfor uddeler Ishøj Byråd Klima- og Miljøprisen efter indstilling fra Grønt Råd, som består af repræsentanter fra organisationer, virksomheder, foreninger samt borgere, der er lokalt forankret, og som arbejder med klima og miljø.

Vinderen får en præmie, der har en værdi af 5.000 kroner.

Strandgårdskolen har i lang tid gået forrest

I 2010 blev Strandgårdskolen den første skolekantine i Danmark med det økologiske guldmærke, som er en statskontrolleret mærkningsordning Fødevarestyrelsen giver til offentlige og private spisesteder, der arbejder med næsten 100% økologiske indkøbte føde- og drikkevarer.

At skole- og produktionskøkkenet er årets prismodtager, handler ikke kun om, at der indkøbes økologisk, men også om at selve produktionen er forankret i klimavenlige og bæredygtige principper.

”Det vi ikke når i køkkenet, tager vi med ud i klasselokalerne og så arbejder vi videre med det der. Så der er en kobling mellem det praktiske og det teoretiske. I danskundervisningen kan vi lave opskriften, og i matematik kan vi regne kalorierne ud,” fortæller lærer Lykke Stagaard og bliver bakket op af køkkenassistent Susanne Clausen.

”Prisen er en anerkendelse af det arbejde, som vi laver i det daglige og har lavet i mange år. Vi har eleverne med i så mange af de processer, vi har i køkkenet, som overhovedet muligt.”

Mere end det gode eksempel

Formand for Klima- og Miljøudvalget Kalbiye Yüksel (F) uddyber, hvorfor det blev Strandgårdskolens skole- og produktionskøkken, der fik prisen ud af de fire nominerede i år.

”Børnene er vores fremtid. Hvis vi lærer dem fra barnsben, hvordan man skal tænke og behandle fødevarer, så kan de videregive den viden til familie og venner, og på den måde spreder det gode budskab sig som ringe i vandet. Strandgårdskolens måde at organisere skole- og produktionskøkken på, kan tjene som et virkeligt godt eksempel på en metode til oplæring af de kommende generationer. Det er et stort og flot stykke arbejde.

Præmien bliver brugt på en længe ønsket dehydrator-ovn, som kan tørre de urter eleverne selv dyrker og de planter eleverne sanker i nærområdet.