Lægekapacitet i Ishøj er nu besat

22. marts 2024

Der var store smil og positive forventninger i luften, da regionsrådsformand Lars Gaardhøj og borgmester Merete Amdisen var på besøg hos Ishøjcenterets læger, som åbner op for 2.000 nye patienter

Region Hovedstaden og Ishøj Kommune har de senere år haft et tæt samarbejde om at sikre lægedækningen i Ishøj.

Hvert år analyserer Region Hovedstaden data for bl.a. befolkningstilvæksten i kommunerne og antallet af patienter hos de enkelte læger for at kunne forudse behovet for læger i de forskellige kommuner.

På baggrund af den årlige vurdering besluttede regionen sidste år at tildele Ishøj Kommune en ekstra lægekapacitet, så Ishøj-borgerne også i fremtiden kan få lægehjælp i deres nærområde. En lægekapacitet svarer nogenlunde til en fuldtidsansat læge.

Muligt at ansætte flere læger

Siden beslutningen om at udvide med ekstra lægekapacitet i Ishøj, har Region Hovedstaden og Ishøj Kommune haft en række indsatser for at tiltrække læger, der ønskede at nedsætte sig i den ledige lægekapacitet i Ishøj Kommune. Der var derfor stor glæde, da Ishøjcentrets læger besluttede sig for at udvide deres praksis med en ekstra lægestilling.

”Når man siger ja til en lægekapacitet, så følger der en forpligtigelse med. Vi er forpligtet til at tage mellem 1600 og 2500 patienter på den udvidede kapacitet. Det er ikke let for nogen i øjeblikket at finde læger, men det er et vilkår, som ikke er anderledes for andre, end det er for os. Men vi har et år til at besætte stillingen, og så håber vi på at få udvidet lokalerne i mellemtiden, så vi kan få to eller tre konsultationsrum mere,” siger Thomas Birk Kristiansen fra Ishøjcentrets læger.

Besøg fra Region Hovedstaden

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj har sammen med borgmester i Ishøj, Merete Amdisen, været på besøg hos Ishøjcenterets læger for at markere, at den sidste ledige lægekapacitet i Ishøj nu er afsat.

"Lægemangel er et landsdækkende problem, og også i Region Hovedstaden har vi også mange områder, hvor vi mangler praktiserende læger. Ishøj er et af de områder, hvor vi længe har været udfordret, og derfor er det også glædeligt, at vi sammen med Ishøj Kommune nu er lykkes med at få afsat en ekstra læge kapacitet og derved giver borgerne i Ishøj bedre mulighed for at vælge en læge tæt deres bopæl,” fortæller Regionrådsformand Lars Gaardhøj (S). 

”Den er vigtigt at have adgang til en læge i sit eget lokalområde. Vi glæder os til at styrke en af de vigtigste grundsten for mere lighed i sundheden,” tilføjer borgmester i Ishøj Merete Amdisen.