Nu ruller lokalpolitiet ud nær dig

24. november 2023

Hvordan narrer du indbrudstyve og svindlere, så de ikke tømmer din bolig og lænser din bankkonto? Nu besøger lokalbetjente Ishøj med tip, trick og fiduser til dig om at undgå tyve i juletiden og svindlere hele året

Den 4. december kan du i Ishøj møde lokalbetjente, som er tungt bevæbnede med gode råd om, hvordan du beskytter dig selv mod forskellige kriminalitetsformer.

Et par af de gode fif er at få tændt en masse lys i din bolig for at undgå indbrud her i den mørke tid og at få smækket røret på, hvis en telefonsvindler fisker efter dine konto- eller kreditkortoplysninger.

”Kom forbi os, hils på og få konkrete råd med hjem til at undgå indbrud og svindel. Invitér gerne din nabo, genbo eller overbo med. Børn er også meget velkomne,” siger politiassistent Agim Memisi fra Københavns Vestegns Politi.

Her kan du møde lokalpolitiet:

  • Tid: Mandag den 4. december klokken 15 til 18
  • Sted: Ishøj Bycenter, Lille Torv ved Bilka

Skræm tyven væk

Du kan gøre livet svært for en indbrudstyv på flere måder, men tre ting kan ret nemt gøres: Tænd lys, lav aftaler med dine naboer og ring straks til politiet, hvis du spotter en tyv:

”Lys skræmmer tyven væk. Sørg for at din bolig er godt oplyst ude og inde i den mørke tid, så den ser beboet ud – især når du ikke er hjemme,” siger Agim Memisi.

Han opfordrer til, at man taler med sine naboer for gode naboskaber, hvor man sammen holder øje med kvarteret og hinandens boliger, gør det svært for en tyv at bevæge sig rundt og arbejde uden at blive set.

Spotter man en tyv, der lusker mistænkeligt rundt, så ring fluks til politiet. Ring 114, hvis det ikke haster, og ring Alarm 1-1-2, hvis det er akut.

Indbruddene er faldet markant på Vestegnen de seneste år og aktuelt på et lavt niveau:

”Det er så dejligt, at langt færre oplever indbrud i deres hjem, og derfor er det vigtigt, at man holder fast i gode, små tiltag, så den gode udvikling fortsætter,” siger Agim Memisi.

Vær skeptisk over for uventede telefonopkald

Banken eller politiet vil aldrig bede dig om numre på din konto, kreditkort eller pinkode over telefonen – og du skal aldrig udlevere den slags oplysninger eller overføre dine penge til andre konti, hvis du bliver spurgt.

For så har du muligvis en svindler i telefonen, som er ekspert i at få oplysninger ud af dig, så de kan tømme din konto.

  • Smæk røret på, hvis nogen beder dig udlevere dine private oplysninger
  • Overfør aldrig penge til en anden konto, hvis nogen beder dig om det
  • Hvis nogen møder op hjemme hos dig, så luk dem ikke ind og giv dem ikke dit betalingskort eller kode
  • Ring hellere til politiet, så det kan blive undersøgt