Ishøj Kommune giver lejebolig-listen et servicetjek

03. marts 2023

Det skal være lettere for borgerne at se, hvor de er placeret på kommunens opskrivningsliste til lejeboliger. Derfor har listen fået et servicetjek

Reglerne for at få en lejebolig i Ishøj skal være mere enkle.

Derfor har det nye byråd i Ishøj i en længere periode arbejdet på at give opskrivningslisten til lejeboliger et servicetjek og gøre den lettere at forstå for boligsøgende borgere.

”Formålet er, at det skal være lettere for borgerne at se, hvor de er placeret på listen. Det har for nogle borgere været svært at forstå opskrivningslisten, fordi vi som kommune har anvisningsret på lejeboliger og skal vurdere ansøgerne individuelt. Men med de nye kriterier skulle det gerne være lettere at forstå sin placering på listen,” siger borgmester Merete Amdisen.

Opskrivningsliste bliver slankere

En af de ting, som kommunen nu vil gøre, er at slanke den nuværende liste, så den kun indeholder aktivt boligsøgende.

”Vi har lige nu næsten 3.000 ansøgere på opskrivningslisten, og vi skal sikre os, at personerne på listen stadig ønsker en lejebolig. Indtil nu har ansøgerne selv skulle kontakte os for at blive fjernet, men man kan sagtens forestille sig, at en masse personer på opskrivningslisten har fundet en bolig, siden de blev skrevet op. Derfor forventer jeg også, at vores opskrivningsliste snart bliver kortere. Men selvom listen forhåbentlig snart bliver kortere, er der stadig stor efterspørgsel på lejeboliger i Ishøj, så boligsøgende må stadig væbne sig med tålmodighed,” siger Merete Amdisen.

I praksis vil opskrivningslisten bliver slanket ved, at kommunens medarbejdere vil kontakte personerne på listen for at klarlægge, om personerne stadig er boligsøgende.

De tidligere kriterier - som fx beskæftigelse og indkomst vil stadig være i spil, når lejeboligerne skal finde deres nye beboere, men ansøgningerne vil også blive vurderet ud fra anciennitet på opskrivningslisten.

Inaktive ansøgere kommer på berolisten

Personer, som ikke er aktivt boligsøgende, vil blive flyttet til en beroliste, hvor de kan bevare deres anciennitet, hvis de senere ønsker at søge en lejebolig igen.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at det hele kommer til at foregå i god kontakt med borgerne. Ingen bliver fjernet fra opskrivningslisten uden forudgående kontakt,” siger Merete Amdisen.

Boligtilbud bliver mere specifikke

Sidst, men ikke mindst, vil boligsøgerne i endnu højere grad få mulighed for at skræddersy deres ansøgning og dermed få indflydelse på, hvilke lejeboliger de vil få tilbudt.

Det vil blandt andet ske ved, at ansøgere får mulighed for at skrive sig op til lejeboliger i bestemte boligafdelinger. Ansøgerne skal også angive, hvor mange værelser, de ønsker, og hvor høj huslejen må være.

Endnu mangler de nye regler og kriterier at blive indarbejdet i samarbejdsaftalerne med boligforeningerne i Ishøj. Reglerne forventes at træde i kraft den 1. maj 2023.

Du kan se Ishøj Kommunes nye kriterier for opskrivning og anvisning her