Beboere hjælper med at få Vejleåparken af parallelsamfundslisten
24. september 2024
Godkendte eksamensbeviser fra udlandet er midlet til at få Vejleåparken af parallelsamfundslisten. Sådan lyder den fælles mission, som beboere, boligforeninger, den boligsociale helhedsplan Fælles om Vejleåparken og Ishøj Kommune har været på de sidste par måneder
”Hvis mit gymnasiebevis fra Tyrkiet kan hjælpe med at få Vejleåparken af parallelsamfundslisten, så hjælper jeg meget gerne,” lyder det fra Imren Kutlu, beboer i Vejleåparken.
Andelen af beboere med uddannelse over grundskoleniveau skal nemlig være højere i Vejleåparken, hvis boligområdet skal gøre sig forhåbning om at komme af regeringens parallelsamfundsliste.
Derfor samarbejder beboere, boligforeninger, Fælles om Vejleåparken og Ishøj Kommune nu om at indhente udenlandske uddannelsesbeviser for at få dem oversat og godkendt i det danske system.
Idéen opstod, fordi boligorganisationerne AAB og Ishøj Boligselskab og Ishøj Kommune har en tro på, at uddannelsesniveauet i boligområdet er højere end de tal, der er registreret i det danske system.
Men det kræver, at uddannelsesbeviserne bliver sendt ind til godkendelse hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
40 beboere har allerede taget imod tilbud
I de sidste par måneder har beboerne fået tilbuddet om gratis hjælp til ansøgningen hos den boligsociale helhedsplans beboerrådgiver og jobcenteret, og det har omkring 40 beboere valgt at benytte. Heriblandt Imren Kutlu.
Hun har boet i Vejleåparken i 32 år og undrer sig over regeringens syn på boligområdet.
”Vi er ikke dumme og dårlige mennesker, der laver problemer her i Vejleåparken. Vi har uddannelse og arbejde og passer godt på hinanden og vores boligområde. Jeg er et godt eksempel på en beboer, der har højere uddannelse end grundskolen. Det ved regeringen ikke, fordi mit gymnasiebevis er fra Tyrkiet. Derfor ansøger jeg nu om at få mit eksamensbevis godkendt i Danmark,” fortæller Imren Kutlu, der er ansat som rengøringsassistent på Kærbo Omsorgscenter.
Artiklen fortsætter under billedet
Arafat har fået godkendt uddannelse som civilingeniør
Mens Imren stadig er i gang med at ansøge, så har andre beboere allerede fået godkendt deres papirer.
Arafat Hegazy har taget en uddannelse som civilingeniør med speciale i computer science fra hjemlandet Egypten og hans papirer er nu godkendt i det danske system.
Det giver ham mulighed for at bygge ovenpå civilingeniøruddannelsen via det danske uddannelsessystem, fortæller han.
”Jeg arbejder som entreprise arkitekt, men nu hvor mine papirer er godkendte, vil jeg undersøge mine muligheder for at tage en Ph.d. Derudover vil jeg også meget gerne hjælpe med at få vores boligområde af parallelsamfundslisten. Det er virkelig fornemt, at medarbejdere fra kommunen og boligselskaberne har været ude og banke på døren, så vi blev opmærksomme på tilbuddet om hjælp til godkendelse af vores uddannelsespapirer,” siger Arafat Hegazy, der har boet 11 år i Vejleåparken.
Artiklen fortsætter under billedet
Tilbuddet om gratis hjælp fortsætter
Tilbuddet om gratis hjælp til ansøgningen fortsætter, fortæller Den boligsociale helhedsplans beboerrådgiver, Line Bang.
”Har du et udenlandsk uddannelsesbevis kan du henvende dig hos jobcenteret eller lokalt her i beboerhuset i Strandgården. Når et udenlandsk uddannelsesbevis skal godkendes i Danmark, skal en ansøgning med papirerne sendes ind til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det kan godt være uoverskueligt, når man sidder med det alene. Derfor er det en god idé at bruge tilbuddet som er gratis. Beboerne kan få hjælp med alle dele fra oversættelse til ansøgning,” fortæller Line Bang.
Hvad skal du gøre?
- Kom ned i Beboerhuset i lokalcenteret eller jobcenteret
- Medbring dit uddannelsesbevis.
- Vi hjælper dig med ansøgningen.
- Det er gratis.
Hele september kan du få hjælp:
- Beboerhuset
Onsdage kl. 8.30-19.00
Adresse: Strandgården 21 (lokalcenteret) - Jobcenteret:
Hverdag ml. 8.15-11.30
Adresse: Vejlebrovej 59 A
Efter september måned kan du kontakte beboerrådgiver Line Bang direkte, som kan hjælpe dig videre med din ansøgning.
Tlf. 2130 9747, mail: lba@aab.dk.
Du kan også følge en guide på dansk eller engelsk til, hvordan du selv indsender dit uddannelsesbevis til godkendelse. Guiden fås i beboerhuset eller jobcenteret.