Beskyttelse af drikkevand: Slut med pesticider ved sårbare drikkevandsboringer

11. april 2025

For at sikre rent drikkevand siger Ishøj Kommune nu stop til brug af pesticider tæt på drikkevandsboringer i kommunen

Ishøj Kommune varsler nu forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider på såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) på en række arealer nær kildepladser i Ishøj, som leverer drikkevand. Det sker på baggrund af skærpede regler fra 2024.

I første omgang var tanken, at udfasningen af pesticider skulle ske gennem frivillige aftaler, men i 2024 vedtog Folketinget en ny lov, som pålægger kommunerne at forbyde brug af pesticider, hvis frivillige aftaler, ikke kan opnås.

I Ishøj Kommune har forsyningsselskaberne lykkedes med at indgå frivillige aftaler med nogle enkelte af de berørte grundejere, men ikke alle. Kommunen varsler derfor den kommende tid nu forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider på 14 ejendomme. 

De berørte lodsejere vil få en erstatning for deres eventuelle økonomiske tab, som vil blive dækket af vandforsyningsselskaberne.

Miljøministeren har i starten af april 2025 oplyst, at han har anmeldt 25 kommuner, herunder Ishøj, til Ankestyrelsen, for ikke at have sendt forbud afsted til de berørte lodsejere inden fristen den 1. marts 2025. Forsinkelse i Ishøj Kommune skyldes lige som i en række andre kommuner, at det har trukket ud at få foretaget de nødvendige kompensationsberegninger.

På kommunens arealer, herunder bortforpagtede arealer, har der i mange år været forbud mod brug af pesticider. 

Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er områder omkring drikkevandsboringer, hvor der er en særlig risiko for forurening af grundvandet. Disse områder er udpeget af Miljøstyrelsen for at beskytte drikkevandet mod skadelige stoffer – fx pesticider.

BNBO fastlægges på baggrund af en risikovurdering, hvor man undersøger, hvor hurtigt og i hvilken grad forurenende stoffer kan nå grundvandet ved en boring. Hvis risikoen vurderes at være høj, kan der indføres restriktioner, såsom forbud mod brug af pesticider, opbevaring af kemikalier eller visse former for landbrugsdrift.

Formålet med BNBO er at sikre rent drikkevand. Derfor har staten siden 2019 stillet krav om, at kommunerne gennemgår og eventuelt indfører restriktioner i disse områder for at minimere risikoen for forurening.