Borgere skal fremover selv købe rengøringsmidler til hjemmeplejen
11. juli 2025
Fremover skal alle borgere selv købe rengøringsmidler til brug ved hjemmehjælp. Ændringen skal sikre ens vilkår for både privat og kommunal rengøring
Borgere, der modtager hjælp til rengøring i hjemmet, skal fremover selv sørge for at have de nødvendige rengøringsmidler og -artikler klar. Det sker som følge af nye retningslinjer, der træder i kraft hen over sommeren.
Ændringen betyder, at den kommunale hjemmepleje ikke længere må medbringe rengøringsmidler eller udstyr, når de kommer i hjemmet. I stedet skal borgerne selv stå for at købe og have de nødvendige ting klar til brug.
Baggrunden for tiltaget er et krav om ens vilkår for rengøring - uanset om hjælpen ydes af private leverandører eller hjemmeplejen. Det sker i henhold til ældreloven, som stiller krav om ligebehandling af borgere.
Kravene til de midler og redskaber, der må benyttes, er fastlagt ud fra arbejdsmiljøhensyn. En pjece med nærmere information bliver udleveret til borgerne i forbindelse med besøg fra hjemmeplejen.
Borgerne opfordres til at tage en snak med deres rengøringshjælp, hvis de har spørgsmål eller er i tvivl om, hvad der skal anskaffes.