En helt ny oplevelse venter ved Ishøj Strand og ARKEN
14. juni 2021
Den 2,2 km lange ARKENWALK fra Ishøj Station til kunstmuseet ARKEN er nu klar til de flere end 300.000 gæster, der besøger Strandparken og ARKEN hvert år. Følg blot de 32 knaldrøde kunstlygter
Gadebelysning som på ARKENWALK har du måske ikke set før. Lygterne er hverken grå eller kedelige, men har en flot rød farve og hvert sit udtryk, som bugter sig i landskabet.
Det er den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein, som står bag lygterne. Han ønskede at skabe et kunstværk med et element af humor og noget simpelt, der kunne bringe et smil frem i hverdagen.
"Min opmærksomhed faldt på lygtepælene, som jeg husker fra min ungdom. Hvordan kan man gøre noget så simpelt ekstraordinært? På den ene side giver lygtepæle lys og sikkerhed. De er en guide i mørket. På den anden side kan deres design have en indflydelse på stedets identitet. På den måde har lygtepælene potentiale til at have indflydelse på folks oplevelser og minder om et sted," siger Jeppe Hein.
I et partnerskab med landskabsarkitekt Kristine Jensen vandt Jeppe Hein den arkitektkonkurrence, som blev udskrevet af Ishøj Kommune, Realdania og ARKEN.
Kunst og landskab skal forenes
"Idéen med ARKENWALK har været at forene kunst og landskab. Ud over de knaldrøde gadelygter er ARKENWALK et interessant by- og landskabsprojekt – et af byens vartegn," siger borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp.
Gennem hele ARKENWALK er der brugt den samme frodige beplantning med stauder og en variation af træer. På pladsen ved Ishøj Centrum er der fokus på åbenhed, tryghed og et godt lysindfald i lejlighederne. De eksisterende granitbænke er blevet genbrugt, og der er lagt græs for at skabe et åbent sted, hvor man kan mødes.
Der er kommet lys på tunnelen, og omkring maj kan man for alvor begynde at nyde de naturgræsser og urter, der er plantet på skrænterne. Solvej er gjort til en stillevej med stauder og vejens egne japanske kirsebærtræer. Ved Poppellunden er der en lysning, hvor man kan se kunstværker.
Hele landskabsprojektet kulminerer i en flot ankomst fra Poppellunden ved Strandparken til ARKEN med en 78 meter lang træbro.
"Det er en grøn kunststi med knaldrøde lygter, som jeg virkelig synes, vi kan være tilfredse med, og som vi nu får mulighed for at nyde hele sommeren," siger Ole Bjørstorp.
Landskaber bliver mere vigtige
Den filantropiske forening Realdania har sammen med Ishøj Kommune og kunstmuseet ARKEN medvirket til, at visionen om en sti, der forbinder stationsforpladsen med ARKEN, kunne blive til virkelighed.
Astrid Bruus Thomsen, der er programchef i Realdania, understreger, at byens grønne landskaber bliver mere og mere vigtige, når der byudvikles:
"I takt med at flere mennesker bor i byerne, samtidig med at vi oplever klimaforandringer og senest Covid-19, viser ARKENWALK, hvordan landskab kan strække sig gennem ruten og lade kunsten fra ARKEN bevæge sig ud i byens rum."
Giver stof til eftertanke
Christian Gether, der er museumsdirektør på kunstmuseet ARKEN, er enig:
"Fra det øjeblik hvor besøgende til ARKEN træder ud fra Ishøj Station og begiver sig mod ARKEN, vil de opleve et sammenhængende grønt, kunstnerisk bymiljø, der både inddrager og stimulerer sanserne og giver stof til eftertanke. Jeppe Heins finurlige gadelygter er med til at give gåturen en snert af leg og fantasi, og jeg er sikker på, at udsmykningen vil tilføre Ishøj en ny kunstnerisk identitet."
ARKENWALK kan opleves allerede nu, og i forbindelse med den officielle åbning i august vil der hen over de kommende måneder være forskellige mindre og større markeringer og events, som involverer borgere og besøgende og fejrer den nyetablerede sti.