Få støtte til grønne projekter i Ishøj
03. januar 2025
Ishøj Kommune opfordrer borgere, institutioner og foreninger til at søge støtte fra Grønt Råds årlige klimapulje, der rummer 50.000 kroner til projekter, der gavner klimaet, naturen og miljøet
Har du en grøn idé, og mangler du penge til at realisere den? Så kan du eller din forening søge om tilskud fra klimapuljen til lokale projekter, afholdelse af arrangementer eller andre lokale miljøtiltag, som I selv står for.
Støtte til både små og store grønne projekter
Et grønt projekt kan være mange ting. Også små ting har stor betydning for klimaet, naturen og miljøet. Alle kan gøre det, men hvor mange gør det så?
Eksempler på grønne projekter, som kan opnå støtte, kunne være projekter, der fremmer biodiversitet og levevilkår for dyr og planter. Et eksempel kunne være en workshop, hvor man i fællesskab bygger insekthoteller, der giver yngle- og overvintringsmulighed for mange forskellige insekter, eller det kunne være et projekt, der fremmer samkørsel. Mulighederne er mange, og vi glæder os til at høre om projekterne.
Udvælgelse af projekter prioriteres blandt andet efter, hvor gennemarbejdet projektet er beskrevet. Herunder, om der er indgået forhåndsaftaler med andre involverede.
Ansøgningsfristen i 2025 er 1. marts
Du kan finde ansøgningsskemaet og kriterierne på vores hjemmeside: Ishoj.dk
Ansøgere vil få svar i maj måned.
Det er Grønt Råd, som vælger, hvilke projekter, der kan modtage penge fra Klimapuljen.
I Grønt Råd sidder borgere samt repræsentanter fra en række foreninger, organisationer, sammen med Klima- og Miljøudvalget.