Frivillige med egne erfaringer skal hjælpe psykisk sårbare med at mestre hverdagen

14. januar 2025

Ishøj Kommune og SIND Vestegnen er gået sammen om en ny indsats, hvor frivillige, som har egne erfaringer med psykisk sårbarhed, hjælper jævnaldrende med at mestre hverdagen

”Vejen til hverdagslivet” hedder en ny indsats for psykisk sårbare, som Ishøj Kommune og SIND Vestegnen nu starter op sammen med støtte fra VELUX FONDEN og Peer-Partnerskabet.

Indsatsen er bygget op om et særligt gruppeforløb for voksne over 18 år, hvor frivillige med egne erfaringer med psykisk sårbarhed er ledere for grupperne. Netop denne model har nemlig i et forudgående pilotprojekt vist sig at have en markant positiv effekt på deltagernes bedring og livskvalitet.

Derfor er formand for SIND Vestegnen, Helle Nees, rigtig glad for, at Ishøj Kommune og Sind nu kan starte indsatsen op i Ishøj.

”Jeg glæder mig over, at vi kan hjælpe borgerne med at få magten over deres liv og finde styrken i egne ressourcer. Jeg tror, at vi alle kan være enige om, at det er en gevinst, hvis vi føler, at vi er selvhjulpne og chefer i vores eget liv,” siger Helle Nees.

Søger frivillige peers

Har du personlig erfaring med psykisk sårbarhed og mod på at dele din historie med andre psykisk sårbare. Så vil Ishøj Kommune og SIND gerne høre fra dig,

Helt praktisk kører indsatsen ’Vejen til hverdagslivet’ som gruppeforløb, hvor to frivillige peers fungerer som mentorer og har ansvar for at facilitere et gruppeforløb over 11 uger. 

Krav til dig, der gerne vil være frivillig peer er, at du har mod på at bruge dine erfaringer og kan overskue at lytte til andres problemer. Din rolle bliver nemlig at guide og give støtte til en bedre hverdag i livet. 

Er det noget for sig, så er du meget velkommen til at kontakte enten Helle Nees, formand for SIND Vestegnen på mail: hellenees@outlook.com

Eller Vicky Lund Hansen, afdelingsleder for Det Sociale Udføreområde i Ishøj Kommune på mail: vickyh@ishoj.dk

Læs mere om projektet på www.peerpartnerskabet.dk