}

Husk at tilkendegive, om du vil have fjernvarme

01. september 2022

Ishøj Kommune arbejder på at udrulle fjernvarme til alle borgere. Men projektet kræver opbakning fra borgerne – derfor skal du huske at tilkendegive, om du vil have fjernvarme

”Situationen i verden har ændret sig siden februar i år, hvor Rusland invaderede Ukraine. Blandt andet er energiforsyningen blevet udfordret, og energipriserne steget eksplosivt – også for boligejerne i vores kommune, som har naturgas. Derfor har vi som kommune lavet et projektforslag til, hvordan vi kan udrulle fjernvarme, hvis der er interesse for det.”

Sådan lyder ordene fra Kalbiye Yüksel, formand for Klima- og Miljøudvalget i Ishøj Kommune.

Tidligere på sommeren satte Ishøj Byråd gang i processen med at godkende en plan for udrulning af fjernvarme til over 1.700 boliger i flere af kommunens store boligområder.

Et stort antal borgere i disse områder for udtrykt ønske om at skifte fra kostbar naturgas til mere økonomisk og naturvenlig fjernvarme hurtigst muligt, og derfor har kommunen undersøgt, hvordan en udrulning af fjernvarme til hele kommunen kunne foregå.

Læs om udrulning af fjernvarme og se projektforslaget på ishoj.dk/fjernvarme

Fjernvarme vil være til gavn for de fleste

”Fra byrådets side er vi interesseret i at give borgerne muligheden for at få fjernvarme, for al data viser, at det vil være den mest rentable mulighed for de fleste borgere,” siger Thomas Hjorth Rasmussen, næstformand i Klima- og Miljøudvalget.

Men før kommunens kollektive fjernvarme-løsning kan sættes i værk, skal flertallet af borgerne i de forskellige boligområder bekræfte, at de ønsker fjernvarme.

”En kollektiv løsning som fjernvarme kræver, at flertallet af borgere skal ønske at være med, før økonomien hænger sammen, og en udrulning giver mening. Det vil sige, at vi først kan sætte udrulning i gang, når en vis procentdel tilkendegiver, at de vil have fjernvarme. Og jo før vi kommer forbi den proces, hvor borgerne giver grønt lys, desto hurtigere kan vi komme i gang med at grave i jorden og lægge ledninger,” siger Thomas Hjorth Rasmussen.

Du binder dig ikke til en aftale

Du kan se i boksen forneden, hvordan du kan tilkendegive din interesse for fjernvarme på ishoj.dk/fjernvarmejatak.

Du skal være opmærksom på, at du ikke binder dig til en aftale om fjernvarme, når du udfylder en tilkendegivelse. Tilkendegivelserne bliver blot af kommunen for som at et udtryk for interessen for fjernvarme i kommunens forskellige boligområder.

Den løsning på udrulning af fjernvarme, som Ishøj Kommune foreslår, har ikke tilslutningspligt og giver borgerne mulighed for at vælge andre varmekilder end fjernvarme, hvis det giver bedst mening for dem.

Sådan skal du gøre, hvis du vil have fjernvarme

  1. Gå ind på ishoj.dk/fjernvarmejatak
  2. Rul ned på siden og indtast din adresse i søgefeltet
  3. Tryk på din adresse, når søgefeltet viser forslag
  4. Sæt flueben ved ”Ja, det er min adresse” og tryk på knappen ”Jeg vil gerne høre mere om at få fjernvarme”
  5. Indtast din nuværende opvarmning og tryk på Næste
  6. Indtast dine personlige oplysninger, acceptér betingelserne og tryk på Send.
    Hvis der er flere ejere på adressen, kan du trykke på knappen ”Er der flere ejere på adressen?” og indtaste de andre ejeres oplysninger også.
  7. Tryk på ”Send”, når du har udfyldt alle oplysninger