Ishøj-elever besøgte verdens første grønne containerskib

21. september 2023

Skoleelever fra Strandgårdskolen var tirsdag den 19. september inviteret ombord på Laura Mærsk, der er verdens første methanol-drevne containerskib

45 skoleelever fra Strandgårdskolen var tirsdag den 19. september på et ekstraordinært skolebesøg. De var inviteret ombord på Laura Mærsk – verdens første grønne containerskib - der sejler på methanol.

Her fik eleverne fra 5.- 10. klassetrin en helt særlig oplevelse. De blev nemlig lukket ind i maskinrummet på skibet. En oplevelse, som efterfølgende har gjort stort indtryk på eleverne.

"Det var en flot udsigt fra toppen af skibet, som man kalder Monkey-Island," siger Gerald Cabiles fra 8. klasse, og for Courteney Fola fra 5. klasse gjorde skibets størrelse på flere etager indtryk.

"Det var spændende at se, hvor stort skibet egentligt var. Og jeg vidste slet ikke, at man skulle sejle i så lang tid ad gangen. De skulle rejse i 10 uger og sove på skibet," fortæller hun.

Eleverne lærer at løse udfordringer

Ishøjs elever var inviteret på besøg hos Mærsk som led i skolernes arbejde med engineering i naturfag. Et samarbejde som Ishøjs skoler har med Engineer the Future.

Arbejdet med engineering i naturfag giver eleverne praktisk erfaring i at arbejde undersøgende og kreativt med at finde løsninger på små og store udfordringer i hverdagen.

Derfor var besøget på Mærsk-skibet også en kombination af oplevelser og læringsmiljø, hvor eleverne skulle løse forskellige opgaver omkring CO2-aftryk og grøn energi.

”Jeg lærte en masse om Mærsk og containerskibe, og om grønt brændstof," fortæller Loran Ücler fra 8. klasse, som også synes, at det var en sjov oplevelse.

Vigtigt at få virkeligheden ind i skolen

Når Mærsk åbner døren for Ishøjs elever med oplevelser og et læringsmiljø, så har det ifølge formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Kasper Bjering Søby Jensen, en stor værdi i forhold til elevernes dannelse og læring, samt drømme for fremtiden.

“Skolen skal tale til alle børn. Derfor er det vigtigt at få virkeligheden ind i skolen, og skolen ud i virkeligheden. De unge skal se, at en bæredygtig fremtid først og fremmest bygges af dygtige mennesker - med kloge hoveder og kloge hænder. Som udvalgsformand er jeg så stolt hver gang, vi kan vise vores dygtige elever til omverdenen,” siger Kasper Bjering Søby Jensen.

DR Ultra Nyt var også med på dagen: Se indslag 3:50 minut inde i udsendelsen

En engineering-udfordring tager udgangspunkt i, at eleverne skal løse en teknologisk problemstilling i en konkret og autentisk kontekst. For at løse udfordringen skal eleverne inddrage naturfaglig viden i hele processen.

Engineering er derved en måde at undervise på i de naturvidenskabelige fag, hvor eleverne ikke alene tilegner sig faglig viden, men også omsætter den i praksis, så de kan løse faglig relevante problemstillinger.

Engineering-forløb er procesorienteret gruppearbejde, hvor eleverne må samarbejde og bidrage til processen. De skal sammen forstå og analysere udfordringen, indsamle og håndtere viden, videreformidle idéer både mundtligt og som model, udforme og følge en plan, udholde fejl og vedholdende arbejde med forbedring af gruppens prototype og endelig kommunikere og forholde sig kritisk til eget og andres arbejde.


Kilde: Engineer the Future

Se galleri fra besøget på containerskibet Laura Mærsk