Ishøj er blandt de hurtigste, når det kommer til behandling af byggesager
07. september 2023
Ishøj har nedbragt sagsbehandlingstiden på byggesager fra 40 til 24 dage, som betyder, at kommunen nu har den næsthurtigste behandlingstid i hovedstadsområdet og tredjehurtigst på Sjælland.
Mens mange kommuner oplever en stigende ventetid, er Ishøj Kommune en af dem, der har formået at nedbringe sagsbehandlingstiden mest.
Syeda Anbreen Safdar, som er leder af Byg og Bolig i Ishøj Kommune, fortæller, at Ishøj længe har haft gode sagsbehandlingstider, men at hele sidste år var der ekstra fokus på sagsbehandlingstiden på byggesager, og det har givet gode resultater. Men hun understreger samtidigt.
”Vores fokus er ikke kun en hurtig sagsbehandling, men også, at både vores borgere og virksomheder får en god service og vejledning i forhold til byggesagsprocessen. Det har hele tiden været et vigtigt element i arbejdet med en kortere sagsbehandlingstid, at det ikke skulle være på bekostning af serviceniveauet.”
Tilgængelig telefonisk vejledning og gratis forhåndsdialogmøde
Syeda Anbreen Safdar fortæller videre, at modsat mange andre kommuner er telefonen åben på alle fem hverdage i ugen, så man kan altid ringe og få fat i en byggesagsbehandler, når man er i tvivl om noget eller har et spørgsmål om, hvorvidt man må noget i det område, man bor i. Den tilgængelige telefoniske vejledning gør også, at borgerne nemt og hurtigt kan få besvaret eventuel tvivl og få henvisning til fx lokalplaner mv., inden de sender en ansøgning ind, som ikke overholder lokalplanen.
”Vi tilbyder et gratis forhåndsdialogmøde, som er meget givende, da vi oftest allerede inden borger eller virksomhed har sat sig fast på et projekt og investeret mange penge i det, kan få vejledt dem til, at projektet bliver indenfor rammerne af lovgivning og lokalplaner,” siger Syeda Anbreen Safdar, som fortsætter med at forklare, at det fremadrettet giver en god proces og dialog i den videre sagsbehandling, hvor bygherre undgår ekstra udgifter til ændring af projektet.
Digitaliseringen har hjulpet
Der er løbende, gennem de sidste ni år, arbejdet på en forbedring af sagsbehandlingstiden især igennem digitalisering af arbejdsgange og systemer. Nu er der kun ét system, som der sagsbehandles i fra start til slut. Men mest af alt er det personalet, der har gjort den helt store forskel, fortæller Syeda Anbreen Safdar.
”Ishøj Kommune er så heldige, at to ud af de tre sagsbehandlere i Byg teamet har over 15 års erfaring her fra Ishøj kommune, hvilket gør, at de kender til nærmest hver en ejendom og dens historik gennem tiden. Erfaring og kendskab hos både medarbejdere og leder giver en vis robusthed i både den daglige opgaveløsning, men også i forhold til udvikling ud fra borgere og virksomheders behov.”