Ishøj Forsyning byder velkommen til fire naturskønne klimature
16. august 2021
Borgerne i Ishøj kan nu tage på fire klimature og få viden, natur, kultur og motion
Det er fire ruter, der viser klimatilpasningsprojekterne i Ishøj Kommune, og som samtidig leder forbi skønne naturoplevelser, kultur, legepladser, dyre- og planteliv.
Mange af de naturskønne søer, vi har i Ishøj, er i virkeligheden tekniske bassiner, der er nøje dimensioneret til at optage en vis mængde vand for at sikre os, der bor i Ishøj, mod det mere ekstreme vejr, vi oplever med vand fra oven, fra neden og udefra.
”Det er for at give borgerne syn for de klimatilpasningsprojekter, som Ishøj Forsyning har foretaget, at vi har lavet de her fire naturskønne klimature. Man bliver fx ledt forbi 100.000 nyplantede træer, på stier og over broer, mens der er mulighed for at opleve åløb, søer, bække, kultur, legepladser, dyre- og planteliv,” fortæller Ebbe Rosenberg, der er formand i Ishøj Forsyning.
De fire ruter er mellem ca. 4 og 6,5 km lange, og de fordeler sig over hele Ishøj – lige fra en rute omkring ARKEN, over til Ishøj Sø, Ishøj Landsby og ved bassinerne i Tranegilde.
Følg den blå dråbe
Ser du en blå dråbe på et lille metalskilt, der fx er sat over et kløvermærkeskilt, er det, fordi du befinder dig på en af de fire klimaruter.
Hvis du ønsker fortællingen om, hvad det er for et klimatilpasningsprojekt, du ser på, og hvilke ruter der findes, er det muligt at downloade kort, se film om ruterne og læse mere på Ishøj Forsynings hjemmeside.
Ruterne bliver indviet den 26. august 2021 fra kl. 13 til 16.
Forsyningen inviterer til den officielle indvielse af ruterne den 26. august 2021 fra kl. 13 til 16, hvor der på hver rute vil være aktiviteter og mulighed for at høre fortællingerne om klimatilpasningsprojekterne.
(Tryk på nedenstående kort for at se en større udgave.)