Ishøj hjælper polsk venskabsby
13. februar 2023
Ishøj Kommunes polske venskabsby oplever en stor tilstrømning af ukrainske flygtninge og har bedt Ishøj Kommune om at hjælpe med at dække flygtningenes basale behov. Derfor arrangerer Ishøj Kommune, Røde Kors og Kulturium en indsamling i uge 8
Borgmesteren fra Ishøj Kommunes polske venskabsby Trzebinia har bedt om støtte til at hjælpe byens ukrainske flygtninge. Grundet det store antal flygtninge i Trzebinia har de polske myndigheder nemlig svært ved at få dækket basale behov hos ukrainerne.
Derfor arrangerer Ishøj Kommune, Røde Kors og Kulturium nu en indsamling i uge 8.
”Som kommune er det ikke normalt, at vi står bag indsamlinger, men i denne situation, hvor vores venskabsby har rakt hånden ud til os, er vi moralsk forpligtet til at reagere,” siger borgmester Merete Amdisen.
Fredag den 24. februar i uge 8 markerer samtidig ét-årsdagen for den russiske invasion af Ukraine. Mere end seks millioner mennesker er siden krigens start flygtet fra Ukraine, og størstedelen er flygtet til Polen.
Sådan kan du hjælpe ukrainske flygtninge i Polen
Ifølge borgmesteren i Trzebinia er der brug for alt fra basale fornødenheder, som mad med lang holdbarhed (fx dåsemad) og hygiejneartikler (fx tandbørste, tandpasta, vådservietter) til varmt vintertøj og legetøj. Man kan også donere et valgfrit beløb til MobilePay 743713, som tilhører Kulturium Bibliotek. Husk at skrive donation i tekstfeltet.
Der vil hele uge 8 være indsamlingssteder i Ishøj Bycenter ved Bilka og pop-up butikken ved Ishøj Station. Den fysiske indsamling sker i tæt samarbejde med Røde Kors Ishøj-Vallensbæk og frivillige ukrainske flygtninge bosat i Ishøj.
Kulturium Musikteater vil derudover i uge 8 have aktiviteter og events bl.a. film, tombola og teater, hvor indtægter doneres til ukrainske flygtninge i vores polske venskabsby. Man kan læse mere om begivenhederne på Kulturiums hjemmeside via kulturium.dk.
Vejleå Kirke holder desuden en særlig gudstjeneste lørdag den 25. februar kl. 16 med medvirken fra herboende ukrainere og Mykola Bychok, præst i Den Ukrainsk Ortodokse Kirke.
Jordskælv i Tyrkiet og Syrien
Indsamlingen til de ukrainske flygtninge i Trzebinia har været planlagt i længere tid, men falder desværre også sammen med de tragiske jordskælv i Tyrkiet og Syrien.
Derfor opfordrer Merete Amdisen også alle til at støtte både de lokale og landsdækkende indsamlinger til Tyrkiet og Syrien.
”Situationen i Tyrkiet og Syrien er umådelig trist, og påvirker os alle. Jeg vil opfordre folk til at støtte landsdækkende indsamlinger eller lokale initiativer, som fx Ishøj IF, der samler nødhjælp ind i Ishøj Idræts- og Fritidscenter,” siger Merete Amdisen.
Indsamlingen til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien er allerede opstartet.