Ishøj investerer i musik for børn med særlige behov
06. november 2025
Nyt tilbud giver elever i specialklasser mulighed for at udvikle både faglige og sociale kompetencer gennem musik
Erfaringer fra Ishøj, Furesø og andre kommuner viser, at musikundervisning kan styrke børn og unge med autisme og andre diagnoser. Forskning peger på, at musik kan forbedre koncentration, fokus, sociale færdigheder og trivsel, samtidig med at det understøtter faglige kompetencer som sprog, matematik og hukommelse.
Pilotprojekter, blandt andet i Ishøj, har vist, at elevernes glæde ved musikken og det fællesskab, der opstår, gør en mærkbar forskel i deres skolehverdag.
Musikundervisningen bliver nu en fast del af hverdagen for elever i specialklasser i Ishøj Kommune. Som en del af budgetaftalen for 2025 er der afsat 570.000 kr. til indsatsen – og 810.000 kr. årligt frem til 2028.
”Vi er meget glade for, at vi nu, i samarbejde med skolerne, kan tilbyde elever i gruppeordningerne i Ishøj musikundervisning og fællesskab gennem musikken. Det ligger helt i tråd med vores vision om at skabe stærke fællesskaber samt sikre lige adgang og deltagelsesmuligheder for alle borgere i Ishøj,” fortæller kulturskoleleder Anna Daub Svanholt.
Sådan bliver projektet rullet ud
Undervisningen, der startede i september 2025, er nu en del af den almindelige skoletid og tilpasses elevernes behov.
Projektet omfatter musikforløb på tværs af flere skoler med holdundervisning og soloforløb i indskolingen, på mellemtrinnet samt i udskolingen.
Puljen dækker desuden indkøb af instrumenter og efteruddannelse af lærere, så undervisningen kan målrettes børn med særlige behov.
”Musik for sårbare børn skal afhjælpe en ulighed i adgangen til musik for en i forvejen udsat børnegruppe. Erfaringer viser, at musikkens potentiale for børn med særlige behov har positiv effekt på trivsel, både socialt og fagligt. Projektet er udviklet i samarbejde med Kulturmetropolen, som vi i Ishøj er en del af, og det afspejler vores fælles mål om at skabe stærke fællesskaber og øge livskvaliteten for alle borgere på tværs af kommunerne,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Pia Beckmann Skourup.
Formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Kasper Bjering, supplerer:
”Det her initiativ viser, hvordan vi kan tænke udvikling, læring og trivsel hånd i hånd. Musik skaber glæde, men det er også et pædagogisk redskab, der kan styrke elevernes læring, sociale kompetencer og deltagelsesmuligheder. Når vi giver plads til musikken, giver vi plads til, at flere børn kan opleve succes og blive en del af stærke fællesskaber – uanset forudsætninger.”