Ishøj Kommune bliver gældfri

28. april 2025

Ishøj Byråd har besluttet at skille sig af med kommunens gæld og indfrier nu lån for 115 millioner kroner. ”Vi vil være en økonomisk robust kommune, der kan stå på egne ben,” siger borgmester Merete Amdisen

Det skal være slut med at betale afdrag og renter på gæld i Ishøj Kommune. Kommunens resterende gæld på en samlet værdi til 115 millioner kroner vil blive betalt ud – hvilket betyder en besparelse på 25 millioner kroner i afdrag og renter alene i år og 35 millioner til næste år.

”Ishøj-borgerne kan godt være stolte og give hinanden et klap på skuldrene. Mens dansk økonomi er buldret derudad, er ledighedstallene faldet i Ishøj, og det er rigtig godt for kommunens samlede økonomi,” siger Merete Amdisen og tilføjer: 

”Når flere er i arbejde, får vi flere skatteindtægter ind i kommunekassen og færre udgifter til understøttelse. Faktisk har vi siden 2023 fået flere skatteindtægter ind, end vi har fået i tilskud fra staten og i udligning. Så vidt vides, har det ikke været tilfældet i Ishøj Kommunes nyere historie. Nu bliver vi også gældfri. Dermed er vi kommet et godt skridt nærmere byrådets vision 2035, hvor vi har sat et mål om, at Ishøj Kommune skal være en økonomisk robust kommune, der kan stå på egne ben.”

Hvor kommer pengene til gældsafvikling fra?

Når det kan lade sig gøre for Ishøj Kommune at afdrage 115 millioner kroner, skyldes det, at Ishøj Kommune lige nu er i den gunstige situation, at der er penge i kassebeholdningen, som ikke må bruges på service- og anlægsrammen, men til gengæld gerne må bruges på afvikling af gæld. Faktisk er det opfordringen til kommunerne i økonomiaftalen 2024 mellem regeringen og KL.

”Når vi tager pengene fra kassebeholdningen, er det er jo en afvejning af, om vi efterlader nok penge tilbage på kistebunden til, at vi kan stå imod, hvis krisen rammer os, og det har vi vurderet, at vi kan. Vi har stadig cirka 200 millioner kroner på kistebunden, og dermed overholder vi den økonomiske politik, som vi har besluttet i byrådet. Pengene, som vi nu ikke længere skal bruge på afdrag, betyder også, at vi inden for tre-fire år får opbygget kassebeholdningen igen til samme niveau, som før gældsafviklingen. Det kan jo betale sig at være gældfri,” forklarer Merete Amdisen.

Udligning stadig en nødvendighed

Ishøj Kommune har tidligere været meget afhængig af særtilskud og udligning. Mens udligning fra landets øvrige kommuner stadig er en nødvendighed for at få økonomien til at løbe rundt, har kommunen ikke søgt om særtilskud siden 2022, fortæller Merete Amdisen.

”Drømmen er jo, at vi også en dag kan vinke farvel til afhængigheden af udligning fra landets øvrige kommuner. Det kræver, at vi lykkes med at styrke beskæftigelsen og uddannelsesniveauet endnu mere, samt i vores nye boligområder kan tiltrække flere ressourcestærke familier. Men de første milepæle var, da vi ikke længere havde behov for at søge særtilskud for at få enderne til at mødes, og nu får flere skatteindtægter ind end tilskud og udligning,” siger Merete Amdisen og tilføjer:

”Nu har byrådet også valgt at skille sig af med gælden. Et vigtigt skridt som gør os mere robuste i en usikker tid som denne, hvor kriser, krig og klimaudfordringer kan udfordre økonomien.”