Ishøjs idræts- og foreningsliv blev hyldet ved årets pokalfest

02. juni 2023

Torsdag den 1. juni var Ishøjs idræts- og foreningsliv samlet til den årlige pokalfest for at fejre Ishøjs mangfoldige og stærke frivillige foreningsliv, som i år blev fejret for 28. gang

Det var med stor glæde og stolthed, at borgmester Merete Amdisen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Pia Skourup, overrakte Idrætslederprisen, Ungelederprisen, Foreningslederprisen og Initiativprisen som uddeles til personer eller foreninger, der har ydet en særlig indsats.

De fire vindere og hele foreningslivet blev hyldet med et flot arrangement og velkomsttaler af Merete Amdisen og Pia Skourup. De kunne glædeligt fortælle, at idrætsforeningerne i Ishøj er steget markant i antallet af medlemmer det seneste år – hele 354 nye medlemmer er nu en del af foreningslivet. Det er en stigning, der viser en stor interesse for sport og fællesskab i Ishøj.

”Det er vigtigt, at vi hylder frivilligheden. Hele vores foreningsliv er bygget på frivillighed, så derfor fortjener de også, at vi fejrer dem,” siger Pia Skourup, som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Der var stor glæde blandt vinderne af de fire hovedpriser, der fuldt fortjent blev hyldet for deres store arbejde.

Foreningens styrmand

Idrætslederprisen 2023 gik til Bjarne Jensen fra Fitness Ishøj.

Bjarne har siden 2015 drevet og udviklet Fitness Ishøj med blik for både administrative og organisatoriske løsninger, der gør det nemmere og bedre for foreningens medlemmer. Også som instruktør smitter Bjarnes energi, og det motiverer alle til at komme afsted til træning.

Bjarnes engagement er utrætteligt, hvilket også ses i hans repræsentantskab i Ishøj Idrætsråd.

Skaber udviklende træningsmiljøer for unge gymnaster

Ungelederprisen 2023 gik til Frederikke Tangrid fra Ishøj Gymnastikforening.

Frederikke er instruktør for springholdet Spring Girls og vægter leg og motorik ligeså

højt som de gymnastiske færdigheder. Det skaber et inkluderende og inspirerende miljø

for gymnasterne. Frederikke står også i spidsen for gymnastiklejre og jonglerer

planlægningen og det sociale til fulde, så alle børn får en fantastisk weekend.

Foreningens klippe

Foreningslederprisen 2023 gik til Dan Harboe fra FDF Tranegilde.

Dan har siden 2016 været en del af lederstablen og skabt uundværlige oplevelser for børnene. Dan udfordrer børnene med sjove lege og giver dem mod på at bygge sovested til hængekøjer, lave mad over bål og sove ude. Børnene ved, at de altid kan stole på Dan, og at han altid er klar til at hjælpe, når der er brug for det. Dan er også central i udviklingen af FDF Tranegilde.

 Levende formidler

Initiativprisen 2023 gik til Stig Nordberg Nielsen fra Thorsbro Vandværks Museumsforening.

ger vandværkets og Ishøjs historie videre til alle interesserede og formidler levende til yngre generationer. Det er både, når det handler om vores grundvand og Stigs interesse for biavl. Det er vigtig viden for alle i Ishøj. Stig vægter også et inkluderende fællesskab højt og holder Torslundecafé, så flere Ishøj-borgere vest for Tåstrup Køgevej har mulighed for at mødes.

Erindringsgaver

Ud over de fire priser blev der uddelt erindringsgaver til dem, der i årets løb har opnået flotte resultater. I år blev der uddelt endnu flere erindringsgaver end tidligere – hele 109 blev det til.

Erindringsgaven var i år et gavekort til Kulturium og Ishøj Svømmehal og et flot diplom, der blev overrakt af Merete Amdisen og Pia Skourup.

De mange erindringsgaver vidner om Ishøjs velfungerende, mangfoldige og talentfulde foreningsliv, som byen kan være stolt af.

”Hver gang vores idrætsudøvende rejser ud i landet eller ud i verden, repræsenterer Ishøj og kommer hjem med et godt resultat, så er det også med til at tegne Ishøj og vise noget af alt det, vi kan her i kommunen,” siger borgmester Merete Amdisen.   

Efter en velfortjent hyldest til foreningerne og de aktive sluttede Pokalfesten med en lækker buffet og hyggeligt samvær på tværs af foreninger.