Kom med dine forslag til et vildere Ishøj
22. april 2022
Ishøj Kommune er i gang med at lave en plan for biodiversiteten i kommunen - og du kan komme med idéer og forslag
Det står dårligt til med biodiversiteten - både i Danmark og globalt, hvor arter forvinder i et alarmerende tempo
Tabet af biodiversitet skyldes overordnet set ændringer i arealanvendelse gennem tiden. Mennesker fylder mere og mere, og naturen har for lidt plads til at udfolde sig.
Heldigvis er der nu kommet stor fokus på biodiversitetskrisen, og hvordan vi kan vende nedgang til fremgang.
Vi skal løfte i fællesskab
Naturforbedrende tiltag er ikke nyt i Ishøj Kommune, og der arbejdes hele tiden for at fremme biodiversitet i den daglige drift og i de projekter, som kommunen tager del i.
Men det er ikke kun på de kommunale arealer, der ligger potentiale for forbedrende tiltag: Private, grundejerforeninger og erhvervsdrivende kan alle være med til at løfte opgaven med at give mere plads til naturen.
Ishøj Kommune er derfor i øjeblikket i gang med at lave en biodiversitetsplan, som kan vi give et kvalificeret bud på, hvordan vi i fællesskab kan løfte opgaven med at fremme biodiversitet - og du kan være med.
Send dit forslag
Hvis du har en idé til, hvordan kan fremme biodiversiteten og gøre Ishøj endnu vildere, kan du sende dit forslag i en mail til pvm@ishoj.dk. (Skriv ”Biodiversitet” i emnefeltet)
Du kan sende dit forslag frem til den 19. juni 2022.
Biodiversitetsplanen forventes at være færdig i foråret 2023.