Letbanen åbner for passagerer den 26. oktober

03. september 2025

Den sidste søndag i oktober kan borgerne i Ishøj for første gang rejse med letbanen. Åbningsdagen markeres med gratis kørsel og festlige aktiviteter ved stationerne

Den 26. oktober 2025 bliver en historisk dag for Ishøj. Her åbner letbanen mellem Ishøj Station og Rødovre Nord, og borgerne får adgang til en helt ny grøn transportmulighed.

Med to nye stationer i Ishøj bliver det nu lettere for borgere, pendlere og studerende at komme hurtigt og let rundt i hovedstadsområdet på tværs af S-togsnettet.

”Letbanen bliver en historisk forbedring af vores kollektive transport. Den vil gøre det mere fleksibelt for os alle at komme rundt og kombinere forskellige rejseformer – og styrker dermed forbindelsen mellem Ishøj og resten af hovedstadsområdet. Jeg har set frem til denne dag og er utrolig spændt og glad for, at vi nu kan skimte åbningsdagen i horisonten,” siger borgmester Merete Amdisen.

Gratis rejser og festlige arrangementer

Strækningen, der åbner nu, omfatter 12 stationer på den sydlige del af letbanens linjeføring – fra Ishøj til Rødovre Nord.

På sigt vil letbanen strække sig over 29 stationer fra Ishøj til Lundtofte – en strækning, der efter planen åbner i sommeren 2026. Indtil da vil passagerer kunne skifte til bus 300S på Rødovre Nord Station, hvis de skal videre nordpå.

På åbningsdagen kan alle rejse gratis med letbanen, og flere stationer – også i Ishøj – byder på festlige arrangementer med indslag fra lokalområdet.

  • Når hele strækningen er åbnet i sommeren 2026, vil Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne mandag til lørdag og hvert 10. minut om aftenen og om søndagen.
  • Hvert tog har plads til ca. 260 passagerer og er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og cykler.
  • Letbanen får indgang i gadehøjde og er derfor let tilgængelig for gangbesværede, kørestolsbrugere, barnevogne og cykler.
  • Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
  • Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.