Medborgerforum inviterer til Kulturfestival i Brohuset
15. september 2025
Medborgerforum gentager succesen fra sidste år og inviterer igen i år til Kulturfestival i Brohuset. Det sker lørdag den 20. september fra kl. 12 – 22. Entré er gratis for alle
Igen i år mødes Ishøj til et brag af en kulturfestival i Brohuset, hvor vi fejrer vores fællesskab på kryds og tværs af vores mange forskellige kulturer. Her kan du møde det kreative, kulturelle og mangfoldige Ishøj og nyde et flot program, der tilbyder noget for alle aldre.
”Vi glæder os rigtig meget til en festlig lørdag, og håber, at mange igen i år vælger at komme forbi og deltage i fejringen, hvor vi samler Ishøj,” siger formand for Medborgerforum, Bayram Yüksel og tilføjer:
”Med en kulturfestival ønsker vi at skabe et rum, hvor vi mødes på tværs af vores mange forskellige kulturer i Ishøj og lærer hinanden bedre at kende. Vores musik, mad og kreativitet afspejler dem vi er, og her byder Ishøj på en rig mangfoldighed, som vi gerne vil fejre sammen."
Ishøjs mange forskellige kulturelle foreninger er repræsenteret på dagen, og du kan oplever masser af spændende musik og kultur på scenen og en Food Court med nepalesisk, tyrkisk og marokkansk mad.
Programmet i Brohuset lørdag den 20. september starter kl. 12 og slutter først kl. 22. Entré er gratis for alle.