Millionstøtte fra Nordea-fonden skal øge deltagelsen i kultur- og fritidslivet blandt Ishøjs børn og unge
17. maj 2024
Ishøj Kommune har fået millionstøtte fra Nordea-fonden til en indsats, der skal få flere børn og unge til at tage aktivt del i fritidslivet. Formålet er at styrke børn og unges sundhed, trivsel og lokale engagement, siger udvalgsformand Pia Skourup
”Vi ved, at et aktivt kultur- og fritidsliv giver børn og unge en bedre fysik og et styrket mentalt helbred, psykisk modstandskraft og færre bekymringer. En styrke, som vi gerne vil understøtte hos vores børn og unge i samarbejde med deres forældre og gerne allerede tidligt i livet. Det er også i kultur- og fritidslivet, at vi som menneske bliver dannet i demokratisk deltagelse og medborgerskab. Derfor ønsker vi at opmuntre alle til at engagere sig lokalt i vores foreningsliv og på den måde bidrage til, at Ishøj bliver et stærkt lokalsamfund, hvor mange løfter med det, de kan,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Pia Skourup og tilføjer:
”Vi er rigtig glade for, at Nordea-fonden vil det samme, og nu har tildelt os en millionstøtte, som gør os i stand til at sætte flere gode aktiviteter i gang.”
Fritidspas-ordning til trængte familier
Blandt indsatserne er en etablering af en fritidsvejledning, hvor børn og unge sammen med deres forældre kan tage en snak med vejlederen om fritid, behov, barrierer og brobygning til foreningslivet. Derudover etableres også en ordning med fritidspas, hvor kommunen kan yde økonomisk støtte til kontingent og udstyr for børn og unge fra økonomisk trængte familier.
”Vi ønsker, at alle børn og unge i Ishøj skal have lige adgang til kultur- og fritidslivet. Hvis trængt økonomi er en barriere, så er der nu hjælp at hente for Ishøjs familier, fordi vi har fået midler til at støtte familierne økonomisk,” fortæller Pia Skourup.
Ishøj Kommune kommer også til at udvikle videre på fritidstilbuddene, sætte en kommunikationsindsats i gang, der synliggør mulighederne, og derudover skal samarbejdet styrkes på tværs af dagtilbud, skole, SFO, aftenklub og forenings- og fritidstilbuddene.
Indsatsen bliver en løftestang til byrådets vision 2035, som for nylig blev vedtaget. Her er sunde og aktive liv og et stærkt fællesskab med sammenhold og engagement begge fokusområder i visionen, som byrådet ønsker at styrke frem mod 2035 i samarbejde med civilsamfundet.
Nordea-fonden støtter med 3.685.000 kroner, og indsatserne kommer til at løbe over en fireårig periode. Den samlede økonomi er på 7.370.000 kr., hvor halvdelen er egenfinansiering fra Ishøj Kommune.