Nu åbner SIND Ungdom i Ishøj
03. april 2023
Hver anden mandag bliver det nu mulig for unge mellem 16 og 35 år at finde et fællesskab, hvor alle er velkommen
Med sloganet ”Fællesskab, rummelighed og venskab” slår SIND Ungdom dørene op og fortsætter det gode arbejde med at skabe et rummeligt fællesskab for unge mennesker med psykisk sårbarhed.
Naz Ali, som er frivillig i SIND Ungdom i Ishøj, glæder sig til mandag den 24. april, hvor man for første gang kan møde op i Brohuset på Vejlebrovej 45.
”Bare dét at du vælger at møde op, er en stor ting, for så er du allerede en del af fællesskabet. Alle er velkomne, det er startskuddet og så tager vi den derfra.”
På dét, som SIND Ungdom kalder en klubaften, bliver der handlet ind og lavet mad sammen. Der bliver hygget med spil og måske andre kreative sager. Det er op til de deltagere, der møder op.
Der er altid kaffe eller the på kanden, og du vælger helt selv, hvor meget du ønsker eller kan deltage. Det vigtigste er, at du føler, du kan være dig selv.
”Vi er meget glade for at kunne låne lokalet her i Brohuset, hvor der er køkken og plads, så vi netop kan lave mad sammen, men også bare hænge ud. Her er blevet rigtig hyggeligt,” siger Naz og bliver bakket op af Clara Mourier, som er projektleder i SIND Ungdom:
”Vi arbejder ud fra princippet om, at der altid skal være plads til en god snak – både de nemme og de svære. Der skal være plads til at have gode, men også dårlige dage. Ingen forventer, at man er glad eller snaksagelig med masser af overskud og energi- vi er bare glade for, at du kommer og er med.”
SIND Ungdom er en frivillig social organisation med en mission om, at ingen unge skal stå alene med psykisk sårbarhed. De mener, at relationer er afgørende for den mentale sundhed, og de har gjort det til deres kerneopgave at lave rummelige og udviklende fællesskaber for unge med psykiske udfordringer.
Hvis du sidder og enten gerne vil være frivillig eller deltage i SIND Ungdom, så kan du møde op hver anden mandag i ulige uger fra kl. 16 til kl. 20 i Brohuset, Vejlebrovej 45.
Se videoindslag om SIND Ungdom Ishøj her.