Nu får vi vand med mindre kalk i Ishøj
09. oktober 2023
Fra december 2023 skal Ishøj-borgerne bruge mindre tid på at afkalke vandhaner og kaffemaskiner. Ishøj Vandværk begynder nemlig at sænke hårdhedsgraden i vandet, så alle får blødere vand direkte fra hanen
”Vi kan se frem til, at alle Ishøjs borgere får gavn af fordelene med det blødere vand, som indeholder mindre kalk.
Erfaringer viser, at det blødere vand både er godt for miljøet og vores økonomi, da der bruges mindre rengøringsmidler, sæbe og shampoo, hvilket gør spildevandet lettere at rense.
Derudover vil der være færre kalkaflejringer i husholdningsapparater, der bruger vand, hvilket resulterer i lavere energiforbrug og længere levetid for apparaterne. For en familie på fire, betyder det blødere vand i gennemsnit en besparelse på cirka 500 kroner om året,” fortæller Ole Beckmann Skourup, formand for Ishøj Forsyning.
Fra 20 dH til 10-12 dH til samme pris
Drikkevandet i hovedstadsområdet er kendt for at være særligt hårdt med et højt indhold af kalk, men fra december 2023 til februar 2024 vil hårdhedsgraden i vandet i Ishøj gradvist blive sænket fra 20 dH til det blødere niveau på 10-12 dH.
”Ishøjs nye vandværk er gjort klar til at blødgøre vandet ved hjælp af ion-bytningsmetoden, som i korte træk betyder, at kalken renses fra ved brug af salt. Ion-bytningsmetoden er valgt, fordi den er sikker og velafprøvet i forhold til at fjerne kalken effektivt. Vandkvaliteten og sikkerheden forbliver i samme høje niveau, som det Ishøj-vand, vi plejer at drikke,” fortæller Henrik Lemée, direktør i Ishøj Forsyning.