Nu kan 18 -21-årige i Ishøj også få gratis tandpleje
02. september 2022
I øjeblikket modtager alle Ishøj-borgere fra årgang 2004 et brev med en god nyhed.
Folketinget har vedtaget en ændring i Sundhedsloven, så tilbuddet om gratis tandpleje for unge gælder frem til de fylder 22 år.
Gratis børne- og ungdomstandpleje har hidtil omfattet alle under 18 år. Men nu har Folketinget lavet en ændring i Sundhedsloven, der gør, at unge kan få gratis tandpleje, indtil de fylder 22 år.
Birgitte Daleng Sindrup, som er overtandlæge i den kommunale tandpleje i Ishøj, glæder sig på de unges vegne:
”Der er mange ting at tage stilling til og ofte få penge på kistebunden, når man er 18 år gammel. Det gør desværre, at mange unge fravælger at gå til tandlægen. Nu har de unge fået et par år ekstra til at finde fodfæste og få valgt deres privatpraktiserende tandlæge.”
Unge født før 2004 er ikke omfattet
Loven trådte i kraft den. 1. juli i år. Så hvis man er født i 2004, fortsætter man automatisk i den kommunale tandpleje og vil blive indkaldt via e-Boks. Unge født før 2004 er ikke omfattet af den nye ordning.
De unge, der er omfattet af ordningen, behøver dog ikke at benytte sig af den kommunale tandpleje, hvis de ikke ønsker.
”De unge kan også benytte sig af fritvalgsordningen og vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje hos en privatpraktiserende tandlæge. Hvis man ønsker dette, skal man dog kontakte den kommunale tandpleje først,” slutter Birgitte Daleng Sindrup.