Ny indhegning til helårsgræsning bliver sat op i Tranegilde
28. november 2022
Ishøj Dyrepark har længe haft kig på et område i Tranegilde, hvor det er oplagt at have helårsgræsning til dyrene. Med midler fra naturmillionen er det muligt at føre idéen ud i livet, og indhegningen er nu på vej op
Under de store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen i Tranegilde ligger et såkaldt naturmæssigt "dødt" område. Men ikke ret meget længere.
Området skal nu omdannes til helårsgræsning til kommunens dyr. Når dyrene går udenfor året rundt og plejer naturen, gives nemlig en helt unik mulighed for at skabe en højere biologisk mangfoldighed i området med en masse ekstra liv til følge i form af planter, svampe, insekter og fugle.
En million til mere natur
Pengene til projektet kommer fra naturmillionen, som Ishøj Byråd har besluttet årligt at investere i mere natur og flere grønne områder i årene 2022-25, fortæller formand for Klima- og Miljøudvalget, Kalbiye Yüksel.
”Projektet med indhegning til helårsgræsning bliver til glæde for mange. Først og fremmest vores trængte natur, som har brug for, at vi handler nu. Derefter for borgerne, som får et nyt rekreativt område at opholde sig i. I forbindelse med indhegningen slår vi en trampesti i græsset, så borgerne kan opleve dyrene helt tæt på,” siger Kalbiye Yüksel.
Planen er også, at daginstitutioner og skoler skal anvende området med helårsgræsning til undervisning om natur- og miljøforhold.
Hårdføre husdyr kan klare det
Hvis vinteren skulle gå hen og blive hård, så er der ingen grund til bekymringer på dyrenes vegne i forhold til helårsgræsning.
”Vores husdyrracer i Ishøj Dyrepark er hårdføre og får ikke problemer med at komme gennem vinteren. Deres vinterpels er tyk og i flere lag. I området vi indhegner, er der skove med træer, der giver læ om vinteren fra alle vindretninger, og derfor lever området op til de strenge krav om den vigtige dyrevelfærd. Dyrene vil også få adgang til frisk vand, og vi giver dem foder, hvis der bliver knapt med føde i området,” fortæller driftsleder Ivan Morberg.
Arbejdet med indhegning til helårsgræsning forventes færdigt i januar 2023.