Ny lokalaftale styrker pædagogernes arbejdsvilkår og faglighed

14. marts 2025

Ishøj Kommune og BUPL Storkøbenhavn har indgået en ny lokalaftale, der styrker pædagogernes arbejdsvilkår og faglighed. Bl.a. med øget forberedelsestid, en mentorordning for nye medarbejdere og en målrettet indsats for kompetenceudvikling

Med den nye lokalaftale understreger Ishøj Kommune vigtigheden af høj faglighed i dagtilbuddene, der skal give pædagogerne bedre rammer for at udføre deres vigtige arbejde med kommunens børn.

Aftalen sikrer, at alle pædagoger fra 1. januar 2025 får gennemsnitligt minimum én times skemalagt forberedelsestid om ugen. Dette skal give bedre mulighed for planlægning, evaluering og udvikling af det pædagogiske arbejde.

“Vi ved, at høj pædagogisk kvalitet kræver grundig planlægning, hvilket er svært at finde tid til i hverdagen i vores dagtilbud. Med denne aftale får pædagogerne den nødvendige tid til forberedelse med henblik på at styrke kvaliteten i hverdagen, og det kommer børnene til gode,” siger Marianne Seebach Gregersen, dagtilbudsleder.

Bedre onboarding af nye medarbejdere og kompetenceudvikling

For at sikre en god start for nye medarbejdere indføres en mentorordning, hvor erfarne pædagoger støtter nye kolleger i deres første måneder. Samtidig prioriteres kompetenceudvikling, der styrker pædagogernes rolle i det daglige arbejde.

“At arbejde med børn kræver både faglighed og erfaring, og vi ved, at en god opstart har stor betydning for nye medarbejdere. Med mentorordningen sikrer vi, at nyansatte får en stærk indføring i både pædagogikken og kulturen på deres nye arbejdsplads,” siger borgmester Merete Amdisen. 

Et attraktivt arbejdsmiljø

Rekruttering og fastholdelse af pædagoger er en stor udfordring i hele landet. Med denne aftale sender Ishøj Kommune et klart signal om, at man ønsker at være en attraktiv arbejdsplads, hvor pædagogernes kompetencer anerkendes og udvikles.

“Denne aftale er et stort skridt i den rigtige retning. Pædagoger skal have tid og rammer til at udføre deres arbejde med høj faglighed, og det kræver gode vilkår. Vi ser dette som et vigtigt skridt mod at gøre Ishøj Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads for pædagoger,” siger Lene Holm Thomassen, fællestillidsrepræsentant for BUPL i Ishøj Kommune.

Aftalen evalueres løbende og justeres efter behov, så den fortsat understøtter pædagogernes arbejdsvilkår og kvaliteten i det pædagogiske arbejde.