Nyt borgermøde om transformerstation: Bliv klædt på til høringssvar

16. november 2022

Energinet inviterer til borgermøde om transformerstation ved Solhøj onsdag den 23. november på Zleep Hotel i Høje Taastrup kl. 18:30. Det sker som led i den første høring om miljøkonsekvenserne for en placering

Miljøstyrelsen er gået i gang med miljøkonsekvensvurderingen af Energiø Bornholm. Det sker med en såkaldt første offentlighedsfase, hvor alle interesserede kan indsende høringssvar.

(Læs mere om forhistorien nederst i faktaboksen)

Som en del af den første høring holder Energinet et borgermøde onsdag den 23. november kl. 18.30 på Zleep Hotel i Høje-Taastrup.

Borgermødet er åbent for alle og kræver ikke tilmelding.

Alle bidrag til høringssvar er vigtige

”Vores bekymringer og modstand er vigtige at få med som høringssvar. Jeg opfordrer alle borgere, som er interesserede i emnet og berørte af placeringen ved Solhøj, til nu at melde deres bidrag ind til Miljøstyrelsen, så vi får dækket alle hjørner. På borgermødet kan vi få kvalificeret vores høringssvar, da både Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Energinet vil være til stede og fortælle mere om projektet og planerne for transformerstationen. Jeg håber, mange møder op og benytter sig af muligheden,” lyder det fra borgmester Merete Amdisen.

’Vi værner om vores dyrebare natur’

Bekymringen over placeringen af en transformerstation midt i et naturområde ved Solhøj har vakt bekymring hos både borgere og politikere i Ishøj. Senest er også HOFOR kommet på banen med en bekymring for grundvandet, da Danmarks næststørste kilde til drikkevand ligger i området.

”Vi værner om vores dyrebare og begrænsede natur her på Vestegnen og undrer os over, at Energinet har udset sig en placering midt i et herregårdslandskab med fredskov og kildeplads – fremfor fx et industriområde,” siger formanden for Klima- og Miljøudvalget, Kalbiye Yüksel.

Energinet: Stadig tidligt i processen

På borgermødet vil projektet, planerne for stationen og kablerne samt selve miljøkonsekvensvurderingen blive fremlagt. Derudover vil det også være muligt at få svar på spørgsmål og snakke med medarbejdere fra Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Energinet om alt fra natur og miljø til aftaler og erstatning, fortæller vicedirektør i Energinet, Marian Kaagh.

”Vi ved godt, at vi kommer med et stort anlæg, som kommer til at fylde i landskabet. Derfor er det vigtigt, at alle forslag og kommentarer fra borgerne kommer med, så vi kan lave de bedst mulige anlæg. Vi er stadig tidligt i processen, og mange ting er endnu ikke afklaret, men vi ser meget frem til at fortælle om vores planer for projektet og stationerne. Og så er det selvfølgelig vigtigt for os at klæde folk på, så de kan være med til at påvirke projektet med deres høringssvar til miljøkonsekvensvurderingen. Så vi håber at se mange til borgermødet den 23. november.”

Arbejdet med miljøkonsekvensrapporten forventes afsluttet i begyndelsen af 2024, hvorefter miljøkonsekvensrapporten og udkast til miljøtilladelse sendes i høring i 2. offentlighedsfase. Efter 8 ugers høring behandles høringssvarene inden Miljøstyrelsen efter planen kan udstede en miljøtilladelse til projektet midt i 2024.

Læs mere om Energiø Bornholm, Miljøstyrelsens høring og borgermødet på energinet.dk/bornholm – Her finder du også link til dit høringssvar.



  • Folketinget besluttede i 2020 at etablere to energiøer - én i Nordsøen og én ved Bornholm
  • Energiø Bornholm skal tilsluttes til elnettet på Sjælland. Derfor skal en transformerstation placeres.
  • Energinet, som står for placering af transformerstation, har vurderet, at placeringen ved Solhøj i Ishøj Kommune og Høje-Taastrup Kommune er den bedste.
  • Borgmestrene fra kommunerne i Ishøj og Høje-Taastrup er uenige i, at placeringen ved Solhøj er den bedste, og det har de i flere omgange rettet henvendelse om til indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen og andre myndigheder.
  • Christian Rabjerg Madsen har orienteret de to kommuner om, at han er klar til at udstede et landsplandirektiv, som muliggør en placering ved Solhøj. Såfremt kommunerne ikke samarbejder om et plangrundlag.
  • Ministerens svar har skuffet borgmestrene, som ikke oplever, at kommunerne er blevet inddraget inden beslutningen blev taget. Derudover er de utilfredse med, at der ikke bliver set på alternativer til Solhøj.
  • HOFOR er efterfølgende kommet på banen. De er også imod placeringen. Under Solhøj ligger nemlig landets næststørste kilde til drikkevand.
  • Den 7. november 2022 gik Miljøstyrelsen i gang med miljøkonsekvensvurderingen af Energiø Bornholm. Det sker med en såkaldt første offentlighedsfase, som løber frem til den 5. december, hvor alle interesserede kan indsende høringssvar.
  • Borgermødet den 23. november er en del af den første høring, hvor Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Energinet deltager.

Miljøstyrelsen laver en miljøkonsekvensvurdering ud fra en miljøkonsekvensrapport, som Energinet som bygherre skal udarbejde. Energinet skal inden placering af el-anlæg og el-kabler til Energiø Bornholm beskrive og påvise konsekvenser for miljøet i området.

Inden miljøkonsekvensrapporten udarbejdes, indkalder Miljøstyrelsen idéer og forslag til indholdet af rapporten - i en såkaldt offentlighedsfase. Det kan f.eks. være idéer til, hvilke miljøpåvirkninger der skal tillægges særlig vægt i vurderingen.

Der bliver i alt to offentlighedsfaser i arbejdet med Energiø Bornholm.
Læs mere her