Øjenlæge åbner klinik i Ishøj
15. juli 2024
Til september får borgerne i Ishøj mulighed for at besøge en øjenlæge i deres egen kommune. Den nye øjenlæge får klinik i bycentret
Efter flere års hårdt arbejde er det endelig lykkedes: Ishøj får en øjenlæge - og dermed kan borgerne i kommunen omsider se frem til at få behandling i deres nærområde i stedet for at skulle rejse langt uden for kommunegrænsen.
”Det er en stor nyhed for både kommunens borger og mig som borgmester. Vi har som kommune i årevis samarbejdet tæt med Region Hovedstaden for at få en øjenlæge til Ishøj, og det glæder mig virkelig, virkelig meget, at det hele endelig er faldet på plads. Jeg har længe set frem til denne dag,” siger borgmester Merete Amdisen.
Et gevaldigt løft i folkesundheden
Ifølge borgmesteren er det især vigtigt, at en øjenlæge nu åbner klinik, fordi Ishøj Kommune har en stor andel af borgere med diabetes. Disse patienter bliver ofte ramt af følgesygdomme i øjnene, som i værste fald kan ende med blindhed, hvis øjensygdommene ikke bliver behandlet i tide.
”Vi ved, at let adgang til speciallæger er afgørende for, at mange af vores sygdomme bliver behandlet, inden de udvikler sig mere alvorligt – og derfor kan det ikke nytte noget, at det skal være så besværligt for Ishøj-borgere komme til både øjenlæge og andre speciallæger. For mig handler det i høj grad om, at alle borgere skal have lige og let adgang til at få den rette behandling. Med den nye øjenklinik får vi et gevaldigt løft i folkesundheden i vores kommune,” siger Merete Amdisen.
”Jeg glæder mig til at hjælpe borgerne i Ishøj”
Den nye øjenlæge hedder Susanne Tvede Andersen og vil få sin praksis i Ishøj By Centers etage 4 Nord.
Her vil øjenlægen allerede begynde at tage imod sine første patienter i løbet at september.
”Jeg har valgt Ishøj som hjemby for min nye øjenlægepraksis, dels fordi byen er et oplagt trafikalt knudepunkt, men dels fordi alle, som jeg har mødt på min vej, har været så imødekommende. Jeg glæder mig til at hjælpe borgerne i Ishøj med deres øjenproblemer, og jeg håber på at blive vel modtaget af patienterne,” siger Susanne Tvede Andersen.