Seks partier står bag budgettet
24. september 2024
Et stort flertal i Ishøj Byråd er nu blevet enig om, hvordan kommunens penge skal bruges i det kommende år
Budgettet for næste år er nu næsten i hus, efter at seks af partierne i byrådet i Ishøj Kommune har indgået en politisk aftale.
De partier, der har givet hinanden hånd på budgetforliget, er Socialdemokratiet, Ishøjlisten, Venstre, SF, Konservative og Enhedslisten.
Dermed står 18 af 19 byrådsmedlemmer bag aftalen.
”Vi er glade for, at et næsten enigt byråd står bag den nye budgetaftale. Under forhandlingerne har vi især været meget optaget af at finde balancen mellem at sikre en sund økonomi, mens vi stadig kan levere et løft i velfærden for vores borgere,” udtaler borgmester Merete Amdisen.
Budgetaftalen skal nu behandles i kommunens Økonomi- og Planudvalg den 24. september 2024, inden den bliver endeligt godkendt på byrådsmødet den 1. oktober 2024.