Sengül Deniz er trådt ud af Ishøj Byråd
03. maj 2023
Byrådsmedlem Sengül Deniz fra Ishøjlisten har af helbredsmæssige årsager valgt at træde ud af Ishøj Byråd. Steen Skovhus fra Ishøjlisten har overtaget pladsen
Efter 17 år i Ishøj Byråd har Sengül Deniz valgt at stoppe byrådsarbejdet af helbredsmæssige årsager.
Det oplyste borgmester Merete Amdisen på byrådsmødet tirsdag den 2. maj, hvor hun også takkede for den indsats, som Sengül Deniz gennem årene har bidraget med i Ishøj Kommune.
”Vi siger farvel til et byrådsmedlem, som har været med længe og sat sit aftryk i vores kommune. Først som formand for Integrationsrådet og Medborgerforum, hvor hun arbejdede for at gøre op med en dem og os-tankegang og bidrog til udviklingen af vores medborgerpolitik. Siden som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, hvor fællesskabets styrke også var en hjertesag. Som borgmester vil jeg gerne takke for indsatsen og ønske Sengül Deniz rigtig god bedring.”
Steen Skovhus fra Ishøjlisten har overtaget pladsen i Ishøj Byråd.