Sti-tunnelen under Ishøj Strandvej bliver lukket i tre måneder
16. februar 2022
I uge 8 vil Hovedstadens Letbane gå i gang med at ombygge og udvide sti-tunnelen under Ishøj Strandvej. Nedlukningen af tunnelen forventes at vare tre måneder
Nedlukningen sker for at udvide tunnelen, så der bliver plads til letbanen langs Ishøj Strandvej. Når den nye tunnel står klar vil de nye spor til letbanen kører oven på den del af tunnelen, som bliver udvidet.
I forbindelse med arbejdet skal Hovedstadens Letbane blandt andet montere nye betonelementer og trapper i og omkring tunnelen samt lave et nyt afvandingssystem.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du bor eller færdes ved arbejdsområdet, kan du opleve, at arbejdet i perioder vil støje – særligt, når Hovedstadens Letbane fjerner den eksisterende trappe, mur og fortorvsbelægning.
Derudover kan du opleve støj fra arbejdskøretøjer, der kører til og fra området.
Arbejdet bliver udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18.
Mens arbejdet står på, er det også nødvendigt at spærre stien og tunnelen under Ishøj Strandvej. Hvis du skal krydse Ishøj Strandvej, anbfaler vi, at du benytter de øvrige muligheder for at krydse Ishøj Strandvej – fx tunnelen ved Jægerbuen og Tranegilde Strandvej.
Se eventuelt forslag til alternative ruter på kortet forneden.
Du kan altid følge byggeriet på dinletbane.dk/ishoej, som Hovedstadens Letbane løbende opdaterer med information om arbejdet.
På kortet på hjemmesiden kan du se, hvor byggearbejdet finder sted i øjeblikket, og du kan klikke dig videre til nærmere information om de enkelte arbejder, arbejdstider og byggeaktiviteter.
Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk eller 7242 4500.
Hovedstadens Letbane er 29 nye stationer, som strækker sig 28 km fra Ishøj til Lyngby.
Letbanen binder fem S-togslinjer og den regionale togtrafik sammen og skaber et mere sammenhængende kollektivt trafiksystem.
På seks af de nye letbane-stationer kan passagererne skifte til S-tog.
Letbanen vil få afgange cirka hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden.