Unge i Ishøj kan blive testet for klamydia derhjemme
04. marts 2022
Ishøj Kommune har indgået et nyt samarbejde med Sex & Samfund, som gør det muligt for Ishøj-unge at blive testet for klamydia gratis og anonymt
Hvis du er i alderen 15-29 år og bor i Ishøj, kan du nu få en gratis og anonym klamydiatest, hvis du har mistanke om, at du kan være blevet smittet med kønssygdommen.
Ishøj Kommune har nemlig indgået en aftale med foreningen Sex & Samfund om levering af gratis klamydiahjemmetest til Ishøj-unge.
”Aftalen betyder, at unge ikke behøver at gå rundt og frygte, om de måske har fået klamydia. Kønssygdomme kan være forbundet med en vis tabu for unge mennesker, men nu kan de blive testet helt anonymt derhjemme,” siger Erkan Yapici, formand for social- og sundhedsudvalget i Ishøj Kommune.
Testen er let og anonym
På ishoj.dk/klamydia kan de unge læse mere om klamydia og bestille testen, som bliver leveret med posten i en anonym pakke.
Selve testen foregår som en urinprøve eller podning med vatpind og skal sendes tilbage i en medfølgende returkuvert.
Når resultatet er klar, kan den unge logge ind med en sms-kode på klamydiahjemmetest.dk og se sit testsvar.
Desuden vil den unge få mulighed for at sende en anonym sms til tidligere sexpartnere og opfordre dem til at få foretaget en test også.
”Klamydia er en kønssygdom, der både er fysisk ubehagelig – fx svie ved vandladning – men den kan også føre til sterilitet og graviditet uden for livmoderen. Så det er vigtigt, at de unge får foretaget en test, hvis de har mistanke om smitte,” siger Erkan Yapici.