Vær med til at fejre Ishøjs ildsjæle – Nominer nu!
06. januar 2025
Den 20. maj samles Ishøjs idræts- og foreningsliv til en fejring af Ishøjs mangfoldige og stærke frivillige foreningsliv, og du er med til at bestemme, hvem der skal hyldes
Ishøj Byråd inviterer til pokalfest, hvor fire hovedpriser uddeles til personer eller foreninger, der har ydet en særlig indsats, og fortjener at få anerkendelse for de mange timers frivillige arbejde.
”Vi var slet ikke klar over, at der var nogen, der så det store arbejde, vi gjorde, og satte pris på det. Så vi var meget overvældede”, fortæller sidste års modtager af Ungelederprisen, Cecilie Hansen.
Ishøj har altid været kendt for sin fantastiske fællesskabsånd og de mange engagerede mennesker, der gennem foreningslivet gør en aktiv forskel i lokalsamfundet. Ishøj Byråd har brug for din hjælp til at nominere de mennesker og foreninger, der arbejder for at skabe et stærkt, sammenhængende Ishøj.
Hvem skal modtage pokalpriserne i 2025?
Alle borgere og foreninger i Ishøj Kommune kan indstille kandidater til en af priserne frem til den 15. februar 2025, og de fire kategorier er;
• ILDSJÆLSPRISEN
• HÆDERSPRISEN
• UNGELEDERPRISEN
• INITIATIVPRISEN
Du kan læse mere om kategorierne og Pokalfesten her.
Prismodtagerne modtager, udover æren, en gave, et diplom og en overførsel på 5.000 kr. via NemKonto.
Din nominering betyder noget!
Kender du en person eller en forening, som har gjort en ekstraordinær indsats for fællesskabet i det år, der er gået? Så skriv til Center for Kultur og Fritid, og fortæl hvorfor netop din kandidat fortjener at vinde en pokalpris, æren og 5.000 kr.
Information om priserne og indstillingsskema kan hentes på Ishøj Kommunes hjemmeside. Her.
”Det er rigtig godt med et skulderklap, at man bliver belønnet på den måde….Jeg er glad og stolt over at modtage sådan en pris”, siger Egon Madsen, som var modtager af hædersprisen i 2024.
Årets idrætspræstationer
Under Pokalfesten hædres også årets største idrætspræstationer opnået i
perioden 1. april 2024 - 31. marts 2025.
Indstilling af idrætsudøvere til erindringsgaver foretages samlet af den enkelte forening.
Det gøres ved at udfylde skemaet og indsende det til Center for Kultur og Fritid på kultur@ishoj.dk senest den 15. april 2025.
Skema kan findes her
Pokalfesten og priserne overrækkes af borgmester Merete Amdisen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, samt formand for Folkeoplysningsudvalget Pia Beckmann Skourup tirsdag den 20. maj ved et lukket arrangement for inviterede gæster i Ishøj Idræts- og Fritidscenter.