Fredede bygninger

Ønsker du at frede en bygning, skal du kontakte Det Særlige Bygningssyn og Slots- og Kulturstyrelsen

Her kan du indsende ansøgning om byggetilladelse og anmelde byggearbejde m.v.

Du kan også finde oplysninger i bygge- og miljøsager (Byg og Miljø)

Læs om fredede bygninger

I dag er ca. 9.000 bygninger fredede i Danmark. En bygning kan blive fredet, hvis den opfylder bestemte kriterier. Fx kan en bygning fredes, hvis den er del af en bestemt bygningskategori, en bestemt arkitekts værk eller del af en bestemt egn. Alle kan foreslå fredning, så har du forslag til fredning af en bygning, kan du indsende dit forslag til Slots- og Kulturstyrelsen.

Slots- og Kulturstyrelsen står for den daglige administration af bygningsfredningsloven og vejleder i spørgsmål om bygningsfredning. Før en fredning kan blive godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen, skal den anbefales af Det Særlige Bygningssyn. Det Særlige Bygningssyn er et rådgivende udvalg, som består af 12 medlemmer, der alle har en særlig ekspertise inden for bl.a. arkitektur, kultur- og kunsthistorie.

Alle bygninger fra før 1536 er automatisk fredet. Derudover kan man frede bygninger eller dele af bygninger, haver, pladser og mindesmærker m.m., hvis de er over 50 år og har en væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Det er også muligt at frede yngre bygninger, hvis der er helt særlige fredningsinteresser tilknyttet dem.

Når en bygning bliver fredet, får det en række konsekvenser for bygningen og for dens ejer. Fra den dag bygningen er fredet, har du som ejer og bruger pligt til at holde bygningen i en forsvarlig stand.

Er du ejer af en fredet bygning, skal du i forbindelse med ethvert ændrings-, restaurerings- eller istandsættelsesarbejde, der rækker ud over almindelig vedligeholdelse, søge Slots- og Kulturstyrelsens tilladelse og have tilladelse, før du kan gå i gang.

Du kan få økonomisk tilskud til at restaurere og istandsætte fredede bygninger, hvis arbejdet er godkendt af Kulturstyrelsen.

Du skal ansøge styrelsen, før du påbegynder arbejdet.

Ønsker du at starte et større restaurerings- og istandsættelsesarbejde, kan du også søge om at få materialer til restaureringen fra Kulturstyrelsens materialedepoter.

Får du tilkendt et tilskud af Slots- og Kulturstyrelsen, vil Udbetaling Danmark lave en låneaftale i form af et pantebrev. Du skal som modtager af lånet sørge for tinglysning af pantebrevet. Når pantebrevet er tinglyst uden retsanmærkninger udbetaler Udbetaling Danmark lånet.

Hvis du som låntager ønsker at ændre lånevilkår, som fx anmodning om henstand, rykning, relaksation og gældsovertagelse skal du sende en anmodning til Udbetaling Danmark.

Er du uenig med Slots- og Kulturstyrelsens beslutning, kan du klage til kulturministeren.

Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor du har modtaget brev fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Du skal sende klagen til Slots- og Kulturstyrelsen, der sender klagen videre til kulturministeren sammen med sagens øvrige materiale.

BYG

Ishøj Store Torv 20, 3. sal, 2635 Ishøj

4357 7510

byg@ishoj.dk