Brug af Chromebook i folkeskolen

Elever i Ishøj Kommunes folkeskoler får udleveret en Chromebook som læringsredskab i 2. klasse. 

Ligesom andre undervisningsmidler, f.eks. skolebøger, stilles Chromebooken vederlagsfrit (gratis) til rådighed. 

For at sikre en ansvarlig og meningsfuld brug af Chromebooken er det vigtigt, at både elever og forældre kender retningslinjerne. I det følgende gennemgår vi derfor de regler, der gælder for brugen af Chromebooken i Ishøj Kommune.

Retningslinjer for Chromebook

Den udlånte Chromebook er Ishøj Kommunes ejendom og må ikke udlånes eller overdrages til andre end eleven. Eleven og forældrene har ansvaret for at passe godt på den lånte Chromebook.

Da der er tale om et undervisningsmateriale er eleven og forældre ansvarlige for, at Chromebook bliver leveret tilbage i samme stand, som den blev modtaget.

Hvis skaden sker som et hændeligt uheld, betaler skolen for skaden. 

Hvis skaden sker, fordi eleven har handlet uforsigtigt (simpel eller grov uagtsomhed), eller hvis eleven har påført skaden med vilje (forsætlig), er eleven erstatningsansvarlig og skolen vil rette et erstatningskrav.

Hvis elevens Chromebook forsvinder eller bliver stjålet, skal vedkommende straks kontakte skolen, så elevens Chromebook kan blive låst og lukket ned af Ishøj Kommune. En Chromebook vil derfor ikke have værdi i forbindelse med fx tyveri. 

Hvis eleven har en sandsynlig forklaring på, at en Chromebook er gået tabt på hændelig vis, så bliver eleven fritaget for ansvar og skal ikke betale. 

Hvis eleven ikke har handlet efter de instruktioner, skolen har givet, så har eleven handlet ansvarspådragende. I sådanne tilfælde er det eleven  eller dig som forælder, der har ansvaret.

Vi er som kommune forpligtet til at udvise ansvarlighed med borgernes penge. Det medfører en pligt til at rette et erstatningskrav mod en elev, som har handlet uagtsomt eller forsætligt, og som har medført en skade på kommunens ejendom eller ejendele.

Det er den, der har forældremyndigheden over et hjemmeboende barn, der hæfter for kravet og vil modtage henvendelsen om erstatning.  

Læs mere her