Referat
Børne- og Undervisningsudvalget tirsdag den 11. december 2018 kl. 18.30
Mødelokale 2E
Resume
Formålet med projekt 'Godt på vej - gode overgange fra dagtilbud og skole' er at styrke forældrenes viden og kompetencer i forhold til at påtage sig forældreskabet på en måde, der understøtter deres børn læring, trivsel og udvikling i overgangen fra dagtilbud og skole. Projektet har endvidere fokus på at øge vidensniveauet hos fagprofessionelle i tre dagtilbud og på en skole.
Konsulenter i Center for Børn og Forebyggelse Susanne Pliniussen og Ditte-Maria Harck-Ravn præsenterer projektet samt de foreløbige resultater, som analyseinstituttet COWI har udarbejdet i samarbejde med VIA University og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Sagsfremstilling
Det første forældrekursus, som bestod af 23 kursusgange spredt udover et år, er afviklet og evalueret. Det fremgår bl.a. af evalueringen, at forældrene oplever stort udbytte af kurserne, og er blevet bevidste om deres forældrerolle og ansvar. Det er forældrenes oplevelse, at de strategier, de har tillært på kurset er anvendelige i samværet med deres børn. Yderligere information om projektet og den foreløbige evaluering kan findes her: http://uim.dk/publikationer/midtvejsevaluering-af-dua
Det andet forældrekursus er i gang og har 8 deltagende familier, som aktivt har søgt om at komme med på kurset. I det nyeste nummer af Ishøj Nyt blev der bragt en artikel fra kurset, som er vedhæftet dagsordenen.
Projekt er finansieret af projektmidler fra SIRI.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Sagsfremstilling
- Årshjul for sager til Børne- og Undervisningsudvalget i 2019 er vedhæftet dagsordenen. det foreslås, at temaet i 2019 bliver 'Ansvar: Hvem har ansvar for hvad i folkeskolen - kommunen, skoler, forældre, elever'.
- Det foreslås, at der placeres fire dialogmøder med skole- og dagtilbudsbestyrelser i 2019. Dialogmøderne med forældrebestyrelserne i dagtilbud placeres den 27. marts og den 10. september, og dialogmøderne med skolebestyrelserne placeres den 12. marts og den 8. oktober - alle møder afholdes fra kl. 17.00 - 19.00.
- Af planen for driftsstedsbesøg og studiedage for Børne- og Undervisningsudvalget for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2021 fremgår det, at det i 2019 er distrikt 1 og 2, der kommer på besøg på Børne- og Undervisningsudvalgsmøderne, og at der planlægges en studiedag i distrikt 1 og 2 en dag i december 2019. Det foreslås, at studiedagen placeres onsdag den 4. december. Planen for driftsstedsbesøg og studiedage er vedhæftet dagsordenen til orientering.
- Nyt fra skolebestyrelserne.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget godkender temaet i årshjulet for 2019 samt datoerne for dialogmøder og studiedag i 2019.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Den 18. september 2017 godkendte Børne- og Undervisningsudvalget forslag til organisering og tilrettelæggelse af den obligatoriske 30 timers sprogstimulering i Ishøj Kommune. I den forbindelse besluttede udvalget, at den obligatoriske sprogstimulering placeres i Piletræet. Administrationen foreslår, at placeringen ændres til Børnehuset Elverhøj.
Sagsfremstilling
Folketinget vedtog den 25. april 2017 en ny lov om udvidet obligatorisk dagtilbud. Som følge af loven er alle tosprogede børn i alderen 3 – 6 år forpligtet til at modtage sprogstimulering, hvis det vurderes, at de har behov for det. Det kan enten ske ved, at forældrene indskriver deres barn i et almindeligt dagtilbud eller ved, at barnet optages i Ishøj Kommunes obligatoriske sprogstimulering i 30 timer om ugen. Indsatsen skal være gratis for forældrene. Som en del af indsatsen indgår en obligatorisk forældredeltagelse i seks timer om ugen.
Formålet med sprogstimuleringen er, at barnet opnår de nødvendige dansksproglige kompetencer, senest når barnet skal begynde i børnehaveklasse.
Der har indtil dags dato været indskrevet fem børn i den obligatoriske sprogvurdering. Der er pt. et barn indskrevet.
Placeringen i Piletræet opleves imidlertid som uhensigtsmæssigt, da institutionen også rummer to specialgrupper, hvor børnene også i et vist omfang indgår sammen med institutionens øvrige børn.
Det foreslås derfor, at den obligatoriske sprogstimulering flyttes til Børnehuset Elverhøj og at sprogpædagogen, der varetager sprogstimuleringen, ansættes i Elverhøj. I perioder, hvor der ikke er børn i den obligatoriske sprogstimulering, understøtter sprogpædagogen de øvrige institutioner, der modtager børn med meget svagt dansk sprog.
Børnehuset Elverhøj foreslås, da det er muligt at etablere plads til den obligatoriske sprogstimulering her, og fordi antallet af tosprogede børn i institutionen er mindre end i de øvrige institutioner.
Mødetiden i den obligatoriske sprogstimulering er kl. 7.30 – 13.30 alle hverdage. Forældrene skal deltage i seks timer om ugen, som ligger mandag, onsdag og fredag fra kl. 11.30 – 13.30. I forhold til transport til Børnehuset Elverhøj afgår der bus fra Ishøj Station på følgende tidspunkter:
- Kl. 7.06 ankommer til Elverhøj kl. 7.27.
- Kl. 11.09 ankommer til Elverhøj kl. 11.27.
Der afgår bus fra Elverhøj mod Ishøj Station kl. 13.53. Bussen afgår som udgangspunkt to gange i timen på nær mellem kl. 13.00 – 14.00, hvor der kun er en afgang.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at den obligatoriske sprogstimulering forankres i Børnehuset Elverhøj.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Administrationen udarbejder hvert år en publikation, når det kommende års budget er vedtaget, som beskriver de budgetmæssige rammer for områderne under de politiske udvalg.
Sagsfremstilling
Fra budget 2019 er der udarbejdet et nyt koncept for budgetpublikationen, der mere overordnet beskriver de budgetmæssige rammer, end det er sket hidtil i publikationen ”Detaljerede budgetforudsætninger”. Da de decentrale ledere på området under Center for Dagtilbud og Uddannelse efterspørger en mere detaljeret budgetpublikation, har Center for Dagtilbud og Uddannelse valgt forsat at udarbejde de detaljerede budgetforudsætninger. De detaljerede budgetforudsætninger beskriver bl.a. principperne for tildelingsmodellerne på skole- og dagtilbudsområdet og giver et overblik over, hvordan driftsstedernes budgetter er sat sammen.
Det skal bemærkes, at der i de detaljerede budgetforudsætninger endnu ikke er indarbejdet en række af de tiltag, som iværksættes i løbet af 2019. Således fremgår den kommende Ungeenhed endnu ikke i budgettet, da den først etableres den 1. april. Budgettet for Sprogkorpset, som decentraliseres fra 1. januar, fremgår af tekniske årsager fortsat i fællesudgifter- og indtægter i CDU’s budget. Midlerne flyttes ud til daginstitutionerne i starten af 2019.
De detaljerede budgetforudsætninger er vedhæftet dagsordenen til orientering.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Resume
Børne- og Undervisningsudvalget besluttede i januar 2018 rammestyring af kontaktpersonordninger for børn og unge under serviceloven. Formålet med rammen er at sikre en tæt styring af visitationen og udmøntningen af visitationerne. Dermed skabes der mulighed for optimal brug af ressourcerne på området. Ramme for ansættelse af kontaktpersoner i Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen til godkendelse.
Sagsfremstilling
Det forventes, at rammen i 2018 bliver overholdt, jf. den beskrevne ramme. Dog forventes det, at de konterede udgifter til kontaktpersoner i Ishøj Kommune vil overstige rammen på ca. 2,7 millioner. Dette skyldes én ung, hvor det blev vurderet, at anbringelse var næsten uundgåelig. I stedet for anbringelser blev der iværksat en massiv indsats i hjemmet, hvor der var pædagogisk personale tilstede en stor del af døgnet. Denne ordning er bevillingsmæssigt besluttet som en kontaktperson-ordning og har eksisteret i en stor del af 2018, hvilket giver indtryk af, at rammen ikke er blevet overholdt. Indsatsen betragtes imidlertid som en helt særlig indsats, som ikke var tiltænkt i forbindelse med beslutning af rammen.
Der i øjeblikket et stort fokus på at styrke de forebyggende indsatser som alternativ til ”uundgåelige” anbringelser. Derfor kan de konterede udgifter til kontaktpersoner også fremadrettet overstige den besluttede ramme for almindelige kontaktpersonordninger pga. helt særlige ordninger for enkelte børn og unge.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at den administrative og økonomiske styring af kontaktpersonordninger for børn og unge under serviceloven sker gennem ”Ramme for ansættelse af kontaktpersoner i Ishøj Kommune”.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Rammen for kontaktpersoner fastsættes i 2019 fortsat til kr. 4.000.000 i 2017-priser, hvilket svarer til kr. 4.137.120 i 2019-priser (P/L-fremskrivning fra 2017 til 2019: 3,42 %).
Lovgrundlag
Kontaktpersoner, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 og kontaktpersoner til unge i efterværn, jf. servicelovens § 76, stk. 2.
Bilag
Resume
Der foreslås ændringer i visitationsprocedurerne for specialpædagogisk støtte i dagtilbud, hvor (1) den årlige visitation rykkes fra primo marts til primo juni, (2) visitationsudvalget bemyndiges til at ændre bevillingsperioden fra den 15. august til den 14. august året efter i særlige tilfælde og (3) bevillingspraksis ændres i forhold til kørsel af psykisk og fysisk funktionsnedsatte børn, så dette fremadrettet bevilliges som en merudgift under servicelovens § 41.
Sagsfremstilling
I forbindelse med visitation til specialpædagogiske foranstaltninger i dagtilbud, som omfatter visitation til støttepædagog, specialgruppe og specialbørnehaver, fremlægges forslag om at rykke den årlige visitation fra primo marts til primo juni. Årsagen er, at børn og forældre oplever en forlænget ventetid på pladser, hvilket gælder både til støttepædagogforløb samt til pladser i specialgruppe. Sidste år ventede børn og forældre i gennemsnit fem måneder fra visitationsafgørelsen blev modtaget, til behovet blev imødekommet. Dette var tilfældet for både bevilling af støttepædagogforløb og specialgruppepladser. Ved at rykke den årlige visitation undgås det, at børn og forældre oplever forlænget ventetid på både støttepædagogforløb og specialgruppepladser. Fremover vil ventetiden blive 1½-2 måneder fra visitationsafgørelsen modtages, til behovet imødekommes.
Det forslås endvidere, at visitationsperioden fra nu at være fast fra den 1. august til 31. juli året efter for alle børn, ændres således, at visitationsudvalget i særlige tilfælde kan beslutte, at bevilingsperioden sættes fra den 15. august til den 14. august året efter. Årsagen til forslaget om mulighed for ændret bevillingsperiode i særlige tilfælde er, at nogle af de børn, der visiteres til specialgruppe, visiteres til et specialskoletilbud i andre kommuner i forbindelse med skolestart. Skolestart her kan ofte ikke finde sted før midten af august pga. skolernes planlægning. Desuden vil børn, der er visiteret til støttepædagog i året, hvor de begynder i skole, få tilbudt en overgangsperiode via projekt TOIS’ sfo-baserede indsats. I den sfo-baserede indsats følger støttepædagogen barnet i sfo-perioden fra 1. april til 14.august. Begge dele medfører en forskydning af ledige pladser i specialgruppe og til støttepædagogordningen.
Det foreslås desuden, at bevillingspraksis ændres i forhold til kørsel af børn med væsentlige psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser, så dette fremadrettet bevilliges som en merudgift under servicelovens § 41.
Der foreslås følgende ændringer i visitationsprocedurerne for specialpædagogiske foranstaltninger i dagtilbud:
- Visitationstidspunktet flyttes fra primo april til primo juni.
- Visitationsudvalget kan i særlige tilfælde beslutte, at bevillingsperioden løber fra d. 15. august til den 14. august året efter.
- Bevilling af kørsel til børn med væsentlige psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser overgår til en bevilling under servicelovens § 41 (merudgifter). Dermed bliver udgifterne til kørsel refusionsberettiget.
Revideret visitationsprocedure for specialpædagogiske foranstaltninger er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter ovenstående ændringer af visitationsprocedurerne for specialpædagogiske foranstaltninger i dagtilbud.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Den ændrede praksis vil gøre kørsel til særlige dagtilbud refusionsberettiget med 50%, hvilket vil udgøre en mindre besparelse.
Bilag
Resume
Den administrative styregruppe for Sundhedsaftalen i Region Hovedstaden godkendte den 2. november 2018 ’Samarbejdsaftale vedrørende Cerebral Parese Opfølgningsprogram (CPOP)’, som nu er gældende for de 29 kommuner samt hospitalerne i regionen.
Sagsfremstilling
Det centrale mål med aftalen er, at alle børn med Cerebral Parese (CP) eller CP lignende symptomer skal sikres en ensartet og kontinuerlig, tværfaglig opfølgning med opfølgningsprogrammet (CPOP). Aftalen omhandler børn med CP født i 2008 og fremefter, som kontinuerligt følges gennem opvæksten, indtil den unge fylder 15 år.
Formålet med aftalen er, at den rette behandling bliver iværksat på det rette tidspunkt, uanset hvilken kommune barnet bor i eller, hvilket hospital barnet er tilknyttet. Dette kan sikre, at sekundære følger til CP kan forebygges, hvorved funktionsevne og livskvalitet optimeres hos børnene, og antallet af operationer og behovet for hjælpemidler reduceres.
Aftalen beskriver opgave- og ansvarsfordeling i forbindelse med opfølgningsprogrammet. Opfølgningsprogrammet består af fire undersøgelser: En fysio- og en ergoterapeutisk CPOP undersøgelse, en neuropædiatrisk undersøgelse og en ortopædkirurgisk (røntgen) undersøgelse. Kommunernes primære opgave er at lave de fysio- og ergoterapeutiske CPOP undersøgelser. Dog får størstedelen af børnene lavet den første fysio- og ergoterapeutiske CPOP undersøgelse på hospitalet i forbindelse med, at diagnosen stilles, og barnet inkluderes i programmet. Dog må der forventes et øget antal terapeuttimer til undersøgelse af de børn, der ikke tidligere er blevet fulgt af en fysio- og ergoterapeut. Der er i rammeaftalen mellem Center for Børn og Forebyggelse og Børneterapien på Kirkebækskolen allerede indlagt en ramme for denne opgave til CPOP.
Der er udpeget kontaktpersoner for CPOP i alle regionens 29 kommuner, som blandt andet skal være med til at sikre, at alle børn i CPOP får tilbudt fysio- og ergoterapeutisk opfølgning efter de fastlagte intervaller, jf. bilag 8 i samarbejdsaftalen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Økonomi
Ifølge samarbejdsaftalens økonomiafsnit forventes det, at opfølgningsprogrammet, ligesom i Sverige, hvor det er udviklet, medfører mindre omfattende operationer og kortere indlæggelser end tidligere, og derved færre udgifter til eksempelvis hjælpemidler. Derfor kan det forventes, at et mere veltilrettelagt genoptræningsforløb medfører bl.a. mindre fravær fra institution og skole og et mindre pasningsbehov for forældre og dermed færre udgifter til tabt arbejdsfortjeneste. Center for Børn og Forebyggelse vil følge, hvorvidt dette bliver tilfældet i praksis.
Bilag
Resume
Det blev på mødet i Teknik- og Bygningsudvalget den 19. juni 2018 besluttet at opsætte et hegn med en låge på Tranebakken ved indkørslen til Gildbroskolen. Hegnet har til formål at forhindre uønsket kørsel på Tranebakken. I forlængelse af opsætning af hegn og låge, har der vist sig et behov for en afklaring af retningslinjerne for adgang for handicappede forældre og elever samt adgangen for andre børn med særlige behov.
Sagsfremstilling
Det blev oprindeligt besluttet, at følgende kan få udleveret et adgangskort til lågen og parkere:
- Ansatte på skolen og ved institutionerne
- Drift og vedligeholdelse
- Varelevering
- Brand- og redningskøretøjer
Efterfølgende har der vist sig et behov for, at handicappede forældre og elever fortsat har adgang til skolen og daginstitutionerne fra Tranebakken. Handicappede, som er dårligt gående, vil gerne parkere nærmest skolen eller daginstitutionerne. Det er generelt et grundlæggende princip, at der tages særlige hensyn til handicappede, og at de må benytte de parkeringspladser, som er placeret nærmest destinationen.
Det foreslås, at ansøger skal have et handicapparkeringskort for at få udstedt et adgangskort og at forældre/børn, der i en kortere periode er bevægelseshandicappede fx på grund af en operation, kan få udstedt et midlertidigt adgangskort.
Der foreslås følgende retningslinjer for brug af adgangskortet:
- Handicapparkeringskortet skal placeres synligt i forruden, når adgangskortet benyttes.
- Adgangskortet er personligt og må kun benyttes i forbindelse med adgang for den handicappede.
- Hvis man afleverer/henter et handicappet barn, må forældrene gerne aflevere de øvrige søskende samtidig.
- Ved misbrug inddrages adgangskortet.
- Skolen administrer retningslinjerne og forestår udlevering og inddragelse af adgangskort.
- Tilladelsen gives for et år af gangen.
Der er i perioder elever med særlige behov på skolen. Disse børn bliver hentet ved deres hjem og efterfølgende kørt i skole, og i nogle tilfælde følges eleverne helt frem til klasseværelset. Det foreslås, at de taxaer og køretøjer fra kørselsafdelingen, som transporterer disse elever, kan få udleveret et adgangskort til porten, således at vi tidsforbruget på transport af elever med særlige behov bliver minimeret.
For at undgå misbrug foreslås det, at skolelederen eller daginstitutionslederen i hvert enkelt tilfælde laver en vurdering på baggrund af barnets behov, og hvor eleven afleveres på skolen, inden der udleveres et adgangskort.
Teknik- og Bygningsudvalget har sagen på til orientering på mødet den 11. december 2018.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter ovenstående retningslinjer for adgangskort til handicappede elever og forældre.
Beslutning
Børne- og Undervisningsudvalget besluttede at oversende sagen til Byrådet.
Sagsfremstilling
På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Der var ingen klagesager til orientering.
Sagsfremstilling
- I forbindelse med satspuljeaftalen for 2017 har Ishøj og Vallensbæk kommuner fået tildelt 10,5 mio. kr. til at investere i indsatser for udsatte og sårbare børn og familier. Formålet med projekt TOIS (Tidlig Opsporende Indsats for Småbørn) er at udvikle og afprøve indsatser til styrkelse af den opsporende og forebyggende indsats blandt 0 - 6 årige børn. Center for Børn og Forebyggelse har udgivet ”Din Guide til TOIS”, som uddeles på mødet. Guiden beskriver projektets fem indsatser og er tænkt som et redskab, der skal give medarbejdere og ledere i Ishøj/Vallensbæk kommuner et overblik over de forskellige muligheder, der kan trækkes på i projektet. Guiden indeholder ligeledes organisationsdiagrammerne for projektet for hhv. Ishøj og Vallensbæk kommuner for at skabe et mere synligt overblik over indsatsernes fordeling i de to kommuner. Der er ligeledes udgivet en forældrefolder til de familier, der er i målgruppen for en Hjemmebaseret indsats. Folderen har til formål at orientere forældrene om indsatsens indhold og ramme (folderen uddeles på mødet). Projektgruppen gør sig overvejelser om, at udfærdige forældrefolder til de øvrige indsatser.
- Ifølge Årshjulet for Børne- og Undervisningsudvalget behandles ramme for familiebehandling på Familieværkstedet i december måned. Vallensbæk Kommune har besluttet at hjemtage kortvarige familiebehandlingstilbud efter servicelovens § 11, stk. 3. Dette har direkte betydning for rammeaftalen for Familieværkstedet på Ishøjgård. Den økonomiske og praktiske betydning for hjemtagningen er endnu ikke afklaret, hvorfor punktet er udsat til Børne- og Undervisningsudvalgets møde i januar.
- Status på projekt om tandsundhed i sårbare og udsatte familier pr. november 2018: Der er 20 familier, der deltager i projektet. Der har i visitationsprocessen vist sig at være en del kandidater, som ikke har opfyldt visitationskriterierne. Til trods for målet om 25 deltagende familier, er det besluttet, at der ikke visiteres flere, da det vil være uhensigtsmæssigt så langt inde i projektperioden.
Forældrene har været igennem motiverende samtaler og er i gang med behandlingsforløb. Der er overordnet set et stabilt fremmøde på klinikken, både hvad angår børn og forældre. Der er endnu ikke evalueret på den tandsundhedsmæssige effekt af pilotprojektet, hvilket først vil ske ved midtvejsevalueringen. Den generelle subjektive tilbagemelding fra familierne i pilotprojektet er, at de er glade for at være med i projektet, og der er ros til personalet. De oplyser, at der er skabt mere fokus på tænder og tandsundhed, samt at forbrug af slik og sodavand er nedsat.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.