Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 14. august 2025 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget

Sagsfremstilling

  • Årshjul for sager i Børne- og Undervisningsudvalget i 2025 er vedhæftet dagsordenen. (Bilag 1)
  • Nyt fra dagtilbuds- og skolebestyrelser.
  • Forslag til dagsorden til fællesmøde mellem Dagtilbudsforum og Ishøj Skoleforum den 23. oktober 2025 er vedhæftet dagsordenen. (Bilag 2) Sammen med dagsordenen udsendes den korte udgave af trivselskommissionens anbefalinger og Ishøj Kommunes Strategi for Stærke Fællesskaber. (Bilag 3 og 4)

Indstilling

at dagsorden til fællesmøde mellem Dagtilbudsforum og Ishøj Skoleforum godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om de seneste data fra Danmarks Statistik og Uddannelsesstatistik.dk vedrørende underretninger, anbringelser og specialundervisning for børn og unge i Ishøj Kommune.

Lovgrundlag

Barnets lov og folkeskoleloven.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

I foråret 2023 indgik Ishøj Kommune en aftale med DRC Dansk Flygtningehjælp om indsatsen "Ny Mor i Danmark". Aftalen udløber med udgangen af 2025, og derfor anmoder DRC Dansk Flygtningehjælp Ishøj Kommune om at lave en ny aftale. I perioden fra 2023 til 2025 har "Ny mor i Danmark" været støttet af Ole Kirk's Fond. Dansk Flygtningehjælp undersøger lige nu muligheder for fondsstøtte fra 2026 og frem, men udgangspunktet er, at Ishøj Kommune bidrager med fuld medfinansiering.

Indsatsen består i etablering af mødregrupper for babyer 0 - 1 år og deres mødre med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund. En del af kvinderne bor i udsatte boligområder. Mange mødre i målgruppen takker nej til de traditionelle mødregrupper, som er etableret af sundhedsplejen. Det er der mange årsager til: Den umiddelbare sprogbarriere, usikkerhed i forhold til konceptet mødregrupper og manglende overskud til at indtage værtsrollen og åbne sit hjem er blandt de mange begrundelser.

Nøgletallene for 2023 og 2024 har været:

  • Mødre: I løbet af de to første år af Ny mor i Danmark – Ishøj er der knyttet 37 kvinder og deres 37 babyer til mødregruppen. Måltallet for alle tre år er 18 - 24 kvinder og deres babyer.
  • Frivillige: Løbende hen over perioden har der været tilknyttet 11 kompetente frivillige koordinatorer. Heraf har 8 af koordinatorerne selv minoritetsetnisk baggrund og har tilsammen kunne samtale med mødrene på mere end fem sprog.
  • Ressourcebesøg: Mødregruppen har haft 31 aktiviteter/besøg af ressourcepersoner. Der har bl.a.været sprogstimulerings- og tilknytningskonsulent, sundhedsplejen, besøg i daginstitution, sangpædagog, børnetandplejen, børnebibliotek, førstehjælpskursus, boligsociale konsulenter, DRC’ frivilligrådgivning, DRC’ bisidderkorps, babyrytmikterapeuter og mange flere.

Indsatsen er netop blevet evalueret på landsplan. Opsummerende fremgår det, at: "Ny mor i Danmark bidrager til at støtte mødrene og forbedre babyernes chancelighed og livsduelighed livet igennem - til gavn for den enkelte og samfundet som helhed. I "Ny mor i Danmark" får mødrene mulighed for at sparre med andre kvinder om alt fra babyrelaterede emner til egen livssituation: børneopdragelse, børns udvikling, kroppen efter fødsel, familieliv i Danmark, uddannelse, job, deltagelse i foreningsliv mm. Men vigtigst er muligheden for at skabe sig et netværk frem for at isolere sig under barslen, at kunne dele svære tanker og praktisere eller vedligeholde sine danskkundskaber i et trygt rum. [...] Evalueringen udarbejdet af Realize viser, at mødrene får stort udbytte af at deltage i mødregrupperne. Se hele rapporten her: Evalueringen af ’Ny Mor i Danmark’ | DRC Dansk Flygtningehjælp

Administrationens vurdering er, at der har været et rigtigt godt samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp, og det er også vurderingen, at forældrene i Ishøj Kommune har haft stor glæde af forløbene. Derfor indstiller administrationen til, at der indgås en ny aftale med DRC Dansk Flygtningehjælp i perioden 2026 - 2028. Udkast til ny aftale er vedhæftet. (Bilag 1)

Ny mor i Danmark" bliver fremadrettet afholdt i "Børnenes Hus". Dette skaber endnu bedre mulighed for et tæt samarbejde med sundhedsplejen, og kan skabe grundlag for, at det bliver nemmere at tilbyde nybagte forældre med flygtninge- eller etnisk baggrund at deltage i forløb i indsatsen.

Økonomi

Den økonomiske medfinansiering er kr. 75.000 pr. år. Økonomien afholdes indenfor budgettet af sundhedsplejen.

Indstilling

at der indgås aftale med DRC Dansk Flygtningehjælp om indgåelse af ny aftale for perioden 2026 - 2028.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

I denne sag indstilles der til, at Ishøj Kommune indgår en ny aftale med DRC Dansk Flygtningehjælp om videreførelse af indsatsen "Ny Mor i Danmark" i perioden 2026 - 2028

Bilag

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget besluttede i februar 2020 at tilbyde klamydiatest til unge op til 30 år i Ishøj Kommune via et samarbejde med organisationen Sex og Samfund. Udgiften finansieres af kommunens sundhedspulje, som hører under Social- og Sundhedsudvalget. Sagen fremlægges til orientering i begge udvalg.

Klamydia er en af de mest udbredte kønssygdomme i Danmark og har været i stigning i de senere år. Omkring halvdelen af dem, som bliver smittet, oplever ingen symptomer, og kan derfor give sygdommen videre uden at være klar over det. Ubehandlet klamydia kan medføre ufrivillig barnløshed og graviditet uden for livmoderen. Behandlingen af klamydia er forholdsvis enkel og sker med antibiotika. For mange unge er det en barriere, at de skal til egen læge for at blive testet. Erfaringer viser, at muligheden for hjemmetest fører til, at flere unge lader sig teste for klamydia.

I 2023 var der 15 klamydiatilfælde i Ishøj Kommune pr. 1.000 indbyggere. De unge i Ishøj er forholdsvis uvillige til at blive testet sammenlignet med landsplan, idet Ishøj Kommune har en testrate på 9,8 pct. På landsplan er testraten er 16 pct. Af dem, der er blevet testet, var 11,5 pct. positive. Klamydiahjemmetesten tester også for gonoré.

For at begrænse sygdommen mest muligt er det vigtigt at sikre tilbud om test. Med tilbuddet om hjemmetest kan borgere i Ishøj Kommune i alderen 15 - 29 år nemt rekvirere en gratis test via klamydiahjemmetest.dk. Der oplyses om tilbuddet i forskellige sammenhænge via skoleområdet, sundhedsplejen og ungdomsuddannelser. Kommunikationen om tilbuddet overvejes.


Administrationen vurderer, at det fortsat er relevant at tilbyde klamydiahjemmetest, og at finansiering fortsat kan ske gennem sundhedspuljen.

Lovgrundlag

Sundhedsloven § 119.

Økonomi

Tilbuddet om klamydiahjemmetest koster årligt 17.100 kr. inkl. moms.

Tilbuddet finansieres via sundhedspuljen.

Indstilling

at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

I sagen orienteres der om kommunens tilbud om gratis klamydiahjemmetest til unge under 30 år.  

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har en ambition om, at dagtilbud i kommunen så vidt muligt køber flere plantebaserede og økologiske råvarer, så forbruget passer med årstiderne samt arbejder med at inspirere børnene til at være nysgerrige, hvad angår mad og råvarer. Fem af kommunens dagtilbud ønsker at lære mere om økologisk omstilling, herunder nye veje til øget økologisk indkøb, gerne fra lokale/regionale landbrug, og få inspiration til sunde retter med mindre kød, som kan give luft i økonomien til mere økologi. Administrationen søger derfor fondsmidler til at inspirere og støtte køkkenmedarbejdere og pædagogisk personale i omstillingen, samtidig med at madens kulinariske kvalitet styrkes, og der er fokus på, hvordan økologi og bæredygtighed tænkes ind som en naturlig del af hverdagen, i madlavningen såvel som i værtskabet og det pædagogiske arbejde i forbindelse med de daglige måltider. Omstillingen vil blive faciliteret af Meyers Madhus. I Byrådets ’Vision 2025’ spiller fødevareprojektet godt ind i to af de fire pejlemærker: ’Sunde og aktive liv’ og ’Lokalt ansvar for klima, natur og miljø’.

For at realisere kommunens ambitioner er der brug for hjælp til at sikre en succesfuld omlægning. Kommunens køkkenpersonale har brug for opkvalificering, både generelt i forhold til den konkrete økologiske omlægning og specifikt i forhold til tilberedning af flere plantebaserede eller planterige retter. Det kræver en særlig indsats at købe ind på en ny måde og samtidig sikre at velsmag, økonomi og ernæringshensyn går hånd i hånd. Der er derfor behov for at inddrage erfarne eksperter, der kan kompetenceudvikle personalet, for at man i køkkenerne kan lykkes inden for budget. Køkkenerne, der er med i projektet, har en økologiprocent på omkring 54 %, men gennem denne indsats vil de nå op på en økologiprocent på 74 % og derved opnå Det Økologiske Spisemærke i Sølv.

Ved gennemførelse af projektet kan der helt konkret forventes et øget årligt indkøb af økologiske varer på 9.208 kg fra estimeret 30.088 kg til forventet 39.297 kg, samtidig med, at institutionernes ni køkkenmedarbejdere, og personalet i øvrigt, får øget viden om økologi og bæredygtighed. For 10 - 15 år siden startede et økologiprojekt i Ishøj Kommunes daginstitutioner. Dengang var interessen for at være med også stor, og det er grunden til at nogle af institutionerne i kommunen allerede har sølv- eller guldmærke i økologi. Nu er tiden inde til at få de resterende institutioner med på omstillingen, hvilket spiller godt ind i Ishøj Kommunes DK 2020-plan (Klimaplanen), og målsætningen om at reducere de samlede klimagas-emissioner med 66% inden udgangen af 2030.

Institutionerne kommer til at gennemføre indsatsen i et samarbejde med rådgivere fra Meyers Madhus, som siden 2016 har rådgivet offentlige køkkener i omstillingen til en mere økologisk køkkendrift, bl.a. gennem mere end 230 rådgivningsforløb med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrugs Køkkenomstillingspulje.

Økonomi

Der søges om 341.514 kr. (til fem institutioner) til at gennemføre projektet, der vil være udgiftsneutralt for Ishøj Kommune, hvis projektet opnår støtte.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Der gives en orientering om ansøgning til Fonden Økologisk Landbrug. (Bilag 1 - 3)

Bilag

Sagsfremstilling

Baggrund

Ishøj Kommune har siden 2016 givet alle børn og unge i skoler og dagtilbud et årligt møde med kulturaktiviteter af professionelle kulturaktører. På hvert klassetrin eller børnegruppe (fordelt efter 1-3 år, 3-4 år og 4½ op opefter) møder Ishøjs børn og unge forskellige kultur og kunstgenrer hvert år. Det er enten teater, digital formidling, musik, dans, billedkunst, kulturhistorie eller arkitektur. Indsatsen startede som en del af kulturaftale KulturMetropolØresund 2012-15. Indsatsen gav så gode resultater, at det siden er blevet et fast tilbud ud fra princippet om, at alle børn og unge skal stilles lige i mødet med kulturoplevelser.

Ishøjs kulturpakker består af kreative workshops for børn og unge i skole og dagtilbud samt opstartsforløb for lærere og pædagoger. De udvalgte workshops følger henholdsvis de pædagogiske læreplaner og folkeskolens Fælles Mål. Det overordnede formål er at styrke og udvikle børns kreative, innovative og sociale kompetencer og skabe et integreret videns- og kompetenceløft for de faggrupper, der har betydning for udviklingen og forståelsen af børns kreative kompetencer.

Kulturpakker for børn i dagtilbud og skoler
I vedhæftede bilag ses kataloger for den kommende sæson, hvor en oversigt over workshops til dagtilbud ses på side 4 og til skolerne på side 2. Dagtilbuddene har ønsket, at kulturpakkerne afvikles i efteråret, mens skolernes forløb finder sted i perioden ultimo oktober til og med april. Da der generelt er stor tilfredshed med eksisterende kulturaktører, og da det er nye børn hvert år, som oplever kulturpakkerne, har de fleste været en fast del af programmet gennem en årrække. Samskabelsen med kulturambassadørerne har dog vist, at der sidste år var behov for at skifte Dansk Arkitekturcenter ud med Ishøj Kulturskole til de 3 - 4 årige, ligesom Arbejdermuseet blev skiftet ud med Greve Museum til 0. klasserne.

Kulturpakkerne udvikles og tilpasses løbende. Kulturpakkerne for børn udvikles løbende i et samarbejde mellem administrationen, kulturinstitutionerne, dagtilbuddene og skolerne. Dagtilbuddenes ledere og en repræsentant fra skolernes pædagogiske læringscentre fungerer som Kulturambassadører, så der sikres en tæt dialog i udviklingen og gennemførelsen af kulturpakkerne

Økonomi

Der er afsat 500.000 kr. til Ishøj Kulturpakker, hvoraf 430.000 kr. er allokeret til børn og unge og 70.000 kr. til Kulturpakker for ældre.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om Ishøj Kulturpakker for børn i skoler og dagtilbud for sæson 2025/2026.

Bilag

Sagsfremstilling

Status på klassedannelsesplanen
Status på klassedannelsesplanen til skoleåret 2025/2026 er vedhæftet. (Bilag 1)

Kvalitetsaftaler med behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har sendt et brev til landets kommunalbestyrelsen om kommunernes ansvar for at sikre kvalitet og overholdelse af folkeskoleloven ved indgåelse af kvalitetsaftaler med behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem. (Bilag 2) Ministeren vil med brevet understrege vigtigheden af, at alle kommuner ved indgåelse af kvalitetsaftaler med behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem er opmærksomme på, at aftalerne lever op til kravene i folkeskoleloven. Baggrunden er, at de foreløbige resultater fra tilsynet med kommunernes indgåelse af kvalitetsaftaler, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har indledt i skoleåret 2024/25 viser bekymrende resultater, hvor der ikke leves op til de krav til kvalitetsaftaler, som folkeskoleloven foreskriver. I Ishøj Kommune er der ikke behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem. Det gælder også Thorshøjgård, som ikke har et skoletilbud under Folkeskoleloven. Derfor er der ikke indgået aftaler i Ishøj Kommune.

Orientering om hjemmeundervisning
Center for Dagtilbud og Uddannelse har modtaget tre henvendelser om hjemmeundervisning. Den ene henvendelse vedrører to søskendebørn, der har tilknytning til Gildbroskolen, den anden henvendelse vedrører et barn, der er tilflyttet fra udlandet og har tilknytning til Vejlebroskolen, og den tredje henvendelse er vedrørende et barn, der har tilknytning til Strandgårdskolen. Det er distriktsskolen, der fører tilsyn med hjemmeundervisningen. Hjemmeundervisning følger reglerne i 'Lov om friskoler og private grundskoler mv.' og kan iværksættes, når administrationen modtager skriftlig meddelelse herom. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der deltager i undervisningen, hvor undervisningen skal foregå, og hvem der skal undervise.

Sundhedsprofil for børn født i 2023
Sundhedsprofilen viser udviklingen i børns sundhed og trivsel i Ishøj sammenlignet med tidligere år og med andre kommuner for børn i alderen 0 - 1 år. (Bilag 3 og 4) Andelen af børn, der ammes i mindst fire måneder i Ishøj Kommune, er lavere end gennemsnittet og varierer fra 42,5 % i 2020 til 54,1 % i 2023. Sundhedsplejen tilbyder fortsat ammerådgivning to gange om ugen som en del af projektet "Den gode start på livet". Overvægt blandt børn i alderen 6 - 10 måneder ligger over gennemsnittet, og Sundhedsplejen deltager i projektet VÆKST, som støtter sund vægtudvikling fra graviditet til barnet er ca. 2,5 år. Der ses flere bemærkninger til forældre-barn-samspil og sprogudvikling end i andre kommuner. Derfor anvendes screeningsredskaber til at identificere mental sårbarhed og social tilbagetrækning hos børn under 1 år. Der tilbydes også hjemmebesøg med tale-/hørekonsulent til præmature børn, når de er mellem 9 og 12 måneder gamle.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Mødedeltagere
Kasper Bjering Søby Jensen (A)
Ole Wedel-Brandt (Ø)
Selcuk Mehmet Özcan (A)
Kalbiye Yüksel (F)
Milishia Moradi (L)

Godkendelse af protokol/referat
Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.