Referat
Børne- og Undervisningsudvalget mandag den 17. juni 2019 kl. 18.30

Brohuset, Vejlebrovej 45 - mødelokale 175 i stuen

Sagsfremstilling

Leder af Ishøj Uddannelse og Job Mette Hensel giver en status på etableringen af Ishøj Uddannelse og Job, der havde opstart den 1. april 2019.

Ishøj Uddannelse og Job har til huse i Brohuset, så der bliver også mulighed for at se deres nyindrettede lokaler.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  • Årshjul for sager til Børne- og Undervisningsudvalget i 2019 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Som led i budgetprocessen fortsætter Børne- og Undervisningsudvalget drøftelserne om budget 2020 inden for udvalgets områder. Udvalget drøfter administrationens forslag til besparelser og prioriterer, hvilke forslag, der skal indstilles til den videre budgetproces.

Sagsfremstilling

Fagudvalgene drøftede på møderne i maj budgetsituationen i 2020, som den kendes pt., herunder budgettet inden for udvalgenes områder. I følge tids- og handleplanen for budgetarbejdet, fortsætter fagudvalgene drøftelserne af budget 2020 på møderne i juni. 

Spareramme for Børne- og Undervisningsudvalget udgør 2,5 mio. kr. ud af i alt 10 mio. kr.

Administrationen fremlægger besparelsespotentialer på udvalgets område på mødet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter administrationens forslag til besparelser og prioriterer, hvilke forslag, der skal indstilles til den videre budgetproces.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller konkrete forslag til besparelser på 2,5 mio. kr. i 2020 på udvalgets område.

Besparelserne er konkretiseret i vedhæftede bilag.

Resume

Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 på driftsområderne, jf. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune. Resultatet viser forventede samlede mindreudgifter på 2,9 mio. kr., som tilføres kassebeholdningen.

Sagsfremstilling

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året til politisk forelæggelse. Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 med udgangspunkt i forbruget pr. 31. marts. Budgetopfølgningen viser overordnet en forventet mindreudgift på 2,9 mio. kr. Det er endnu tidligt på året, og der kan derfor ske bevægelser i retning af både mer- og mindreforbrug i den resterende del af året. Budgetopfølgningen skal derfor ses i dette lys. Administrationen vil foretage 2. budgetopfølgning 2019 til efteråret.

De forventede mindreudgifter fordeler sig med 0,4 mio. kr. indenfor servicerammen, mens der udenfor servicerammen forventes mindreudgifter på 1,7 mio. kr. Budgetopfølgningen vedrører driftsområderne, men der medtages også et konkret mindreforbrug på en anlægspost på 0,8 mio. kr.

Under Børne- og Undervisningsudvalgets områder forventes der et samlet merforbrug på 850.000 kr., som dækker over såvel mer- og mindreudgifter fordelt på områderne. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil.

Der er udarbejdet budgetopfølgningsnotat (Bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet for Børne- og Undervisningsudvalgets områder. Bilag B (Budgetopfølgningsskema) viser en specifikation af den samlede budgetopfølgning. Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder, der varetages der.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget godkender budgetopfølgningen, herunder at der gives bevilling indenfor fagudvalgets område i henhold til budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Som angivet i notatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabsvæsen.

Bilag

Resume

Ishøj Kommune har indgået en partnerskabsaftale med bo- og uddannelsestilbuddet Thorshøjgård samt Høje Taastrup Kommune om at etablere et socialpædagogisk tilbud med støtte til unge i alderen 16-22 år i form af et bofællesskab med plads til fire unge.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har brug for lokale ungeboliger til nogle af de 16-22-årige, som i dag er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, og hvor en tid i et botilbud med støtte vil være hensigtsmæssig, så de unge kan komme godt videre i egen bolig inde for en tidsramme på 1-2 år. Aktuelt vurderes det, at 2-3 unge fra Ishøj Kommune, som i dag er anbragt på opholdssted til en takst på mellem kr. 35.000 og kr. 50.000 pr. måned, kan profitere af at flytte fra deres anbringelsessteder til et botilbud med støtte. Kommunen råder imidlertid ikke over egnede ”udslusningsboliger” til disse unge. Derfor har Center for Børn og Forebyggelse indgået en partnerskabsaftale med bo- og uddannelsestilbuddet Thorshøjgård samt Høje Taastrup Kommune om at etablere et socialpædagogisk tilbud med støtte til unge i alderen 16-22 år i form af et bofællesskab med plads til fire unge.  

Thorshøjgård er en del af foreningen Livsværk. Livsværk erhverver, som led i partnerskabsaftalen, en mindre ejendom i Ishøj eller Tåstrup til en anskaffelsessum af forventeligt 3-3,5 mio. kr. Den konkrete ejendom godkendes af Ishøj og Høje Taastrup kommuner. Det forventes, at ejendommen skal ombygges for et beløb på op til 500.000 kr. i forbindelse med indretning til bofællesskab.

Den endelige taksberegning for bofællesskabet kan først fastlægges, når købs- og istandsættelsesomkostningerne er kendt. Taksten vil herefter blive justeret én gang årligt pr. 1. august. Foreløbig takstberegning fremgår af bilag 1.

Rammeaftalen mellem Ishøj Kommune, Thorshøjgård og Høje Taastrup Kommune løber over fem år med forventet opstart pr. 1. august. Ishøj og Høje Taastrup kommuner har inden for denne periode adgang til at opsige samarbejdet med 12 måneders varsel i tilfælde af manglende visitation mod at betale afviklingsomkostningerne. Samarbejdet kan med virkning fra 1. august 2024 opsiges af hver af parterne med seks måneders skriftligt varsel.

Visitation til bofællesskabet varetages af Ishøj og Høje Taastrup kommuner. De aftalte retningslinjer er endnu ikke endeligt fastlagt.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Med udgangspunkt i antallet af kendte skolestartere i skoleåret 2020/2021, samt de vedtagne kriterier for fleksible skoledistrikter, har administrationen analyseret behovet for regulering af skoledistrikterne til skoleåret 2020/2021. Det fremgår af analysen, hvordan børnehaveklasserne fordeles mellem Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen, Strandgårdskolen og Vejlebroskolen.

Sagsfremstilling

Af styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5, stk. 5.6 om fleksible skoledistrikter fremgår det, at Børne- og Undervisningsudvalget på mødet i juni skal behandle forslag til antal børnehaveklasser og distriktsreguleringer.

Analysen af behovet for distriktsregulering for skoleåret 2020/2021 er udarbejdet med udgangspunkt i styrelsesvedtægten, antallet af kendte skolestartere til skoleåret 2020/2021 (294 elever), samt de vedtagne kriterier og forudsætninger, som fremgår af vedhæftede notat om kriterier og forudsætninger for fleksible skoledistrikter.

Administrationen fremlægger tre modeller for skoledistrikter i skoleåret 2020/2021. Model 1 har 12 børnehaveklasser og er baseret på de nuværende skoledistrikter. Model 2 har ligeledes 12 børnehaveklasser, men en mere ligelig fordeling af eleverne. Model 3 har 11 børnehaveklasser fordelt med to klasser på Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Vejlebroskolen og Gildbroskolen samt tre klasser på Strandgårdskolen.

Modellerne tager afsæt i de mest naturlige distriktsgrænser og i en så jævn fordeling af klassekvotienten som muligt.

Det skal nævnes, at erfaringen viser, at der løbende sker ændringer som følge af bl.a. til- og fraflytninger i perioden fra vedtagelsen af skoledistrikterne til klassedannelsen i februar og igen frem til skolestart i august. Erfaringen viser endvidere, at der er en del forældre, som ved skoleindskrivningen i november ønsker en anden skole end deres distriktsskole.

Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2, pkt. 3 skal ændringer af skoledistrikter behandles og vedtages i Byrådet efter at have været i høring i skolebestyrelserne. Dette krav bortfalder, hvis der træffes beslutning om ikke at ændre på skoledistrikterne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de fremlagte skoledistriktsmodeller og beslutter at sende én eller flere af modellerne i høring i skolebestyrelserne.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede at sende model 3 i høring i skolebestyrelserne.

Økonomi

Der er i budgettet afsat økonomi til 12 børnehaveklasser.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 40, stk. 2, pkt. 3.

Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5. 

Bilag

Resume

Administrationen forelægger for første gang en skoleprognose for Børne- og Undervisningsudvalget. Skoleprognosen er udarbejdet på baggrund af Ishøj Kommunes befolkningsprognose for 2019 - 2026. Prognosen fortæller om det fremtidige kapacitetsbehov på kommunens fem folkeskoler, som det ser ud med befolkningsprognosens forudsætninger.

Sagsfremstilling

Formålet med skoleprognosen er at skabe overblik over udviklingen i behovet for kapacitet på kommunens folkeskoler.

Skoleprognosen tager afsæt i befolkningsprognosens tal over forventede børn i skolealderen i Ishøj Kommune i årene fremover. Dertil kommer en række bevægelsesmønstre, som viser andelen af privatskoleelever, grænsekrydsere, bevægelser mellem skoledistrikterne og dækningsgraden, som alt sammen er regnet med i tallene over forventede skoleelever i de kommende år i Ishøj Kommune.  

Det fremgår af skoleprognosen, at antallet af elever i kommunens folkeskoler forventes at stige fra 2.124 i skoleåret 2019/2020 til 2.232 i skoleåret 2022/2023, dvs. en stigning på 88 elever. Herefter forventes elevtallet at falde. Det skal bemærkes, at det forventede elevtal i 2022/2023 kun er 17 elever højere end i skoleåret 2016/2017.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter skoleprognosen for 2019 - 2026.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Aula er skolernes nye platform for kommunikation og vidensdeling for elever, forældre, personale og samarbejdspartnere. Aula, som afløser Skoleintra, går i luften på alle skoler efter sommerferien.

Styregruppen for Aula i Ishøj Kommune har udarbejdet et forslag til en Aula anvendelsesstrategi, som fastlægger overordnede principper for brugen af Aula, og som tydeliggør, hvor de enkelte skoler lokalt skal tage aktivt stilling til strategiens udmøntning. Anvendelsesstrategien er godkendt i skoleledergruppen og sendes til skolebestyrelserne med henblik på lokal udmøntning. Anvendelsesstrategien er vedhæftet dagsordenen.

Sagsfremstilling

Formålet med Aula og strategien for anvendelse af Aula er at sikre et godt samarbejdet mellem de fagprofessionelle, forældre og elever ved god indsigt i og kommunikation omkring elevers læring, trivsel, udvikling og dannelse med eleven i centrum.

Med strategien sættes et særligt fokus på at etablere en god kommunikationskultur, der understøtter en relevant og gennemskuelig kommunikation og som forholder sig realistisk til, hvor mange ressourcer forældre og personale forventes at bruge på kommunikation i Aula.

Med henblik på at sikre en så god implementering og udvikling af anvendelsen af Aula, udarbejder den enkelte skole i samarbejde med MED-udvalg, elevråd og skolebestyrelsen retningslinjer og principper for den lokale anvendelse af Aula og vedtager principper for god adfærd i kommunikationen i Aula.

Som noget nyt etableres en sikker platform for elevernes og elevrådenes kommunikation med hinanden. Hermed skabes rammerne for udvikling af et nyt intranetkoncept, som det blev besluttet af Ungebyrådet i maj 2018. Som det fremgår af sagen ønsker de unge sig at, ”… modernisere skolernes Intranet, så de bliver moderne og tidssvarende, og forenkler kommunikationen imellem eleverne for at styrke medansvaret på skolerne.”  Når Aula er forankret som platform på skolerne inddrages eleverne i udformningen af elevernes Aula platform. Som det fremgår af Ungebyrådets beslutning nedsættes en arbejdsgruppe til formålet bestående af fem elever (en fra hver skole som elevrådet udpeger), to lærere (IT-vejledere), skolernes IT samt en tovholder fra Center for Dagtilbud og Uddannelse.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 18. marts 2019 besluttede udvalget, at alle aftenklubber og klubben i Ungdomsskolen skal indsende fremmødestatistik for det seneste år, således at statistikkerne kan behandles på udvalgsmødet i juni 2019.

Sagsfremstilling

Der er modtaget fremmødestatistik fra Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen, Vejlebroskolen og klubben i Ungdomsskolen. Fremmødestatistik for sfo 3 på Strandgårdskolen behandles i en selvstændig sag.

Klubben i Ungdomsskolen skiftede administrativt system til Apricore/Feliks i forbindelse med ny organisation og GPDR i løbet af efteråret 2018, hvilket er årsagen til, at der kun kan leveres valide data fra den 1. januar 2019.

De fremsendte statistikker er vedhæftet dagsordenen.

Der er bestilt en større kvalitativ evaluering for det samlede klubområde hos Søren Østergård og Center for Ungdomsstudier, som udkommer omkring sommerferien.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter fremmødestatistikker fra sfo3 og klubben i Ungdomsskolen.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget ønsker fremmødestatistikken fremlagt hvert halve år suppleret med oplysning om, hvor mange unge, der kommer fra andre skolers klubber.

Bilag

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i maj 2017 besluttede udvalget, at Strandgårdskolens sfo3, som en forsøgsordning, kan holde åbent to dage om ugen fra kl. 15.30 og to dage om ugen fra kl. 17.00.

Ordningen blev evalueret i Børne- og Undervisningsudvalget på mødet i marts 2018, hvor udvalget besluttede, at Strandgårdskolen indsamler en fremmødestatistik i det kommende år, hvoraf komme og gå tider fremgår. Sagen blev behandlet på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 10. april, hvor udvalget besluttede, at ledelsen på Strandgårdsskolen sender fremmødestatistikken til skolebestyrelsen med henblik på at få deres kommentarer, således at sagen kan genbehandles på udvalgsmødet i maj 2019. På udvalgsmødet i maj, blev punktet udsat til Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 17. juni 2019.


Udvalget besluttede endvidere, at alle aftenklubber og klubben i Ungdomsskolen skal indsende fremmødestatistik for det seneste år, således at statistikkerne kan behandles på udvalgsmødet i juni 2019.

Sagsfremstilling

Beslutningen om at holde Strandgårdskolens sfo3 åben blev truffet på baggrund af en bekymringsskrivelse fra skolebestyrelsen på Strandgårdskolen i forbindelse med vedtagelsen af den nye klubstruktur. Bekymringsskrivelsen er vedhæftet dagsordenen.

Elevrådet og skolebestyrelsen på Strandgårdskolen har et ønske om, at åbningstiden ikke ligger lige efter skole, således at sfo3 på Strandgårdskolen har de samme åbningstider, som de øvrige skoler.

Der er udarbejdet fremmødestatistik for perioden august 2018 til februar 2019. Fremmødestatikkerne er suppleret med statistik for perioden 25. marts til 28. maj 2019. Fremmødestatistikkerne er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og undervisningsudvalget drøfter, på baggrund af fremmødestatistikken og kommentarerne fra skolebestyrelsen på Strandgårdskolen, hvorvidt Strandgårdskolens aftenklub skal fortsætte med at holde tidligt åbent to af ugens fire dage.

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at aftenklubben på Strandgårdskolen fra august 2019 overgår til samme åbningstider, som de øvrige aftenklubber.

Bilag

Resume

Ishøj Skole har fremsendt vedhæftede ansøgning om konvertering af understøttende undervisning i 7. til 9. klasse i skoleåret 2019/2020.

Byrådet kan efter ansøgning fra skolelederen, og med udtalelse fra skolebestyrelsen, godkende, at afkorte skoleugen med op til to timer i 4. - 9. klasse ved at skære tilsvarende i den understøttende undervisning. Frigjorte ressourcer skal anvendes i undervisningen. Godkendelsen gælder for et år og byrådet skal føre tilsyn med konverteringen af den understøttende undervisning. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede den 12. februar, at udskyde ændringer på 4, 5. og 6. årgang til skoleåret 2020/2021, idet en afkortning af skoleugen for disse klassetrin vil betyde ekstra udgifter til udvidelse af åbningstiden i sfo2.

Børne- og Undervisningsudvalget behandlede den 20. maj beslutninger vedrørende justeringer af folkeskoleloven. Byrådet besluttede den 4. juni at godkendelse om afkortning af skoleugen delegeres til Børne- og Undervisningsudvalget. Eventuel ansøgning fremlægges Børne- og Undervisningsudvalget senest på udvalgets møde i juni. For skoleåret 2019/2020 fremlægges eventuelle ansøgninger for udvalget, senest på mødet i september.

Sagsfremstilling

Ishøj Skole har fremsendt vedhæftede ansøgning om konvertering af to timers understøttende undervisning ugentligt til holddannelse/to-lærertimer 7. til 9. klasse i skoleåret 2019/2020.  

Skolen ønsker at afprøve effekten af niveaudelt undervisning i klasserne i dansk og matematik og dermed åbne mulighed for at kvalificere undervisningen for både talenterne og de fagligt udfordrede i de enkelte klasser.

Ansøgning har været behandlet i Ishøj Skoles bestyrelse den 14. maj 2019, af ansøgningen fremgår det: "Skolebestyrelsen mener, at dette tiltag er godt og bakker det fuldt og helt op. Skolebestyrelsen håber at Børne- og Undervisningsudvalget/Byrådet vil se positivt på denne ansøgning." 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget godkender ansøgningen fra Ishøj Skole.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven.

Bilag

Resume

Dagtilbudslovens § 5 fastlægger, at der skal føres tilsyn med indholdet af dagtilbuddene efter dagtilbudsloven. I 2018/2019 gennemfører Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU) et tilsyn i dagtilbud og sfo med overgange og skoleforberedende aktiviteter som overordnet tema for tilsynet. På baggrund af tilsynet udarbejder sfo’er og dagtilbud en kort beskrivelse af de mål og indsatser, som de lokalt vil prioritere at arbejde med for at styrke og udvikle deres arbejde med overgang og skoleforberedende arbejde.
Tilsynet skal endvidere munde ud i en vurdering af, hvorvidt de kommunale retningslinjer for overgange mellem dagtilbud og sfo/skoler skal revurderes og kvalificeres.

Målbeskrivelser fra Børnehuset Bøgely, Femkanten, Piletræet, Firkløveren, Børnehuset Troldebo, Trækronerne, Tvillingehuset, Børnehuset Ørnebo, Børnehuset Elverhøj samt Dagplejen er vedhæftet dagsordenen. Tilsynet afsluttes ultimo 2019.

Sagsfremstilling

Tematilsynet tager udgangspunkt i dagtilbudslovens og folkeskolelovens bestemmelser om sammenhæng i børns liv, kontinuitet i overgangen mellem dagtilbud, fritidstilbud og skolen, skoleunderstøttende læringsmiljø samt indførelse af børnehaveklassens kompetenceområder i sfo. Desuden tager tilsynet udgangspunkt i 2018 budgetmålet om skoleforberedende arbejde og retningslinjer for overgang mellem dagtilbud og sfo/skole.

Tilsynet sætter fokus på to elementer af dagtilbuddenes, sfo’ernes og skolernes arbejde:

  1. Arbejdet med overgange mellem dagtilbud og skole.
  2. Arbejdet med det skoleforberedende arbejde.

 
Formålet med tilsynet er,

  • at undersøge dagtilbuddenes, sfo’ernes og børnehaveklassernes arbejde med og samarbejde om overgange og skoleforberedende aktiviteter.
  • at undersøge i, hvilket omfang dagtilbuddene og sfo’erne med deres nuværende arbejde lever op til bestemmelserne i henholdsvis den nye dagtilbudslov og det nye punkt i folkeskolelovens § 40, stk. 4.
  • at der bliver sat mål for det skoleforberedende arbejde og overgange.
  • at vurdere de nuværende retningslinjer for arbejdet med overgange mellem dagtilbud og skole med henblik på revidering.

 

Tilsynet er gennemført som en kombination af observation og dialog med henholdsvis medarbejdere og ledelse.

Tilsynsteamet har bestået af to pædagogiske konsulenter og centerchefen for Dagtilbud og Uddannelse.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager de fremlagte målbeskrivelser til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Ifølge Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen § 4, stk.1 kan en forældrerepræsentant udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten skriftligt har meddelt Byrådet sit ønske om udtræden og har modtaget en bekræftelse på udtrædelsen.

Sagsfremstilling

Jette Thorup Martlev og Line Matthiesen har meddelt, at de ønsker at udtræde af skolebestyrelsen på Vejlebroskolen hurtigst muligt.

Skolens leder oplyser, at der skal afholdes suppleringsvalg til skolebestyrelsen som følge af udtrædelserne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

  • På mødet gives en mundtlig orientering om status på sagen vedr. obligatoriske sprogprøver i udsatte boligområder, der blev behandlet på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 20. maj 2019.
  • Resultatet af kommunernes skoletrafiktest er offentliggjort. Skoletrafiktesten måler kommunernes indsatser for børn og unges trafiksikkerhed og fokuserer på kommunens samarbejde med bl.a. skoler og politi om at give børn og unge gode trafikvaner. Der er 93 kommuner, der har deltaget i testen, heriblandt Ishøj Kommune. Der uddeles en guld-cykelhjelm til kommuner med højest antal point samt efterfølgende en grøn, gul, rød og grå cykelhjelm alt efter, hvor mange point, der er opnået i testen. Ishøj Kommune opnåede 67 point og modtog en grøn cykelhjelm. Det er en stigning på 20 point i forhold til sidste års trafiktest, hvor kommunen modtog en gul cykelhjelm. Resultatet er skoletrafiktesten er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Elevstatistik af 1. juni 2019 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Status på klassedannelsesplanen til skoleåret 2019/2020 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • I Ishøj Kommune er det besluttet, at der udarbejdes kvalitetsrapport for Ishøj Kommunes dagtilbud hvert andet år. Der skal udarbejdes en kvalitetsrapport for 2019.
    Kvalitetsrapporten fungerer som dialog- og udviklingsredskab til drøftelse af såvel status som udvikling på dagtilbudsområdet. Samtidig indgår kvalitetsrapporten som en del af det samlede tilsyn med kommunens dagtilbud.
    Center for Dagtilbud og Uddannelse har ansvaret for udarbejdelse af kvalitetsrapporten, herunder indsamlingen af relevante data og informationer. Udgangspunktet for kvalitetsrapporten er dagtilbudsloven, Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik og lokale indsatsområder. Administrationen sender rapporten i administrativ høring i dagtilbuddenes forældrebestyrelser i perioden fra den 16. september til den 28. oktober 2019, hvorefter kvalitetsrapporten og høringssvarene behandles på Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 18. november.
  • I perioden september 2018 til januar 2019 var der etableret en ekstra SSP-indsats på Strandgårdskolen. Projektet blev igangsat, da Strandgårdskolen over en længere periode havde en mindre gruppe elever på hver årgang i overbygningen, som fravalgte klasseundervisningen og i stedet tilbragte deres tid på skolens gange. Formålet med indsatsen var at sikre, at eleverne i 7., 8. og 9. klasse deltog i det større fællesskab og blev indsluset i undervisningen. Den ekstra SSP-indsats er blevet evalueret, og evalueringen er vedhæftet dagsordenen.
  • Socialstyrelsen har udmeldt en pulje på 759,7 mio. kr., som kommunerne kan søge til at ansætte flere pædagoger og pædagogiske assistenter i institutioner, hvor der er mange sårbare og udsatte børn i alderen 0-2 år. Formålet med puljen er at styrke kvaliteten i daginstitutionernes indsats for sårbare og udsatte børn. Midlerne er forbeholdt institutioner, hvor der er minimum 25 % børn, hvis forældre får mindst 80 % i økonomisk eller socialpædagogisk fripladstilskud. Herudover tildeles midlerne på baggrund af socioøkonomisk indeks. Det fremgår af socialstyrelsens hjemmeside, at Ishøj Kommune har det tredje højeste socioøkonomiske indeks.

Center for Dagtilbud og Uddannelse påtænker at ansøge om midler fra puljen til de institutioner, der falder inden for puljens målgruppe. Socialstyrelsen oplyser, at ansøgningsfristen er den 5. juli, og at de forventer, at ansøgerne får svar på ansøgningen i september 2019. Midlerne skal anvendes i perioden oktober 2019 til september 2022.
Center for Dagtilbud og Uddannelse ansøgte i 2018 om midler fra en lignende pulje kaldet ansøgningspuljen til flere pædagoger til institutioner med mange børn i udsatte positioner. Der blev givet afslag på ansøgningen, da der den gang udelukkende blev ydet støtte til de 100 institutioner med højeste andel af børn i udsatte positioner. Ishøj Kommunes institutioner lå uden for denne gruppe og fik derfor afslag på ansøgningen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Der er foretaget eksternt tilsyn på skolen på Ishøjgård. Tilsynsrapporten blev fremlagt på mødet og er vedhæftet dagsordenen.

Bilag