Referat
Børne- og Undervisningsudvalget mandag den 19. juni 2017 kl. 18.30
Rådhuset - mødelokalet 2E
Sagsfremstilling
- På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 15. maj 2017 blev det tilføjet til erindringslisten, at der på dialogmødet med skolebestyrelserne i efteråret skal ske en drøftelse af behovet for branding af håndværksfagene, der kan være fødekæde til EUD, og at der fremlægges en komplet liste over skolernes aktuelle valgfag.
Mødet i efteråret er imidlertid et fælles møde med dagtilbudsbestyrelserne, hvilket gør, at de to punkter ikke egner sig til drøftelse på mødet. Derfor bedes udvalget tage stilling til, om der skal planlægges to møder i efteråret - et for skolebestyrelser og et for dagtilbudsbestyrelser, eller om der fortsat ønskes ét fælles dialogmøde og dermed vente med drøftelsen om branding af håndværksfagene til foråret 2018. - Nyt fra skolebestyrelserne.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter planlægning af dialogmøder i efteråret.
Beslutning
Taget til efterretning.
Udvalget besluttede, at der i efteråret 2017 afholdes separate møder for hhv. dagtilbuds- og skolebestyrelser.
Bilag
Resume
Det fremgår af økonomiregulativet, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året, som fremlægges politisk.
Sagsfremstilling
Der er foretaget 1. budgetopfølgning 2017, som overordnet for Ishøj Kommune viser en forventet mindreudgift på 3,5 mio.kr.
Der er forventet mindreudgifter indenfor servicerammen på 0,3 mio.kr., mens der udenfor servicerammen forventes mindreudgifter på 4,1 mio.kr. På anlægssiden forventes der merudgifter på 2,5 mio.kr., mens der på finansieringssiden er forventning om mindreugifter på 1,6 mio.kr.
Specifikt på Børne- og Undervisningsudvalgets område forventes der samlet 1,2 mio.kr. i mindreudgifter. Beløbene kan opgøres til 2,0 mio.kr. i mindreudgifter indenfor servicerammen og 0,8 mio.kr. i merudgifter udenfor servicerammen.
Der er udarbejdet notat af 6. juni 2017 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning. Bilag B viser den samlede oversigt i beløb over budgetopfølgningen pr. 6. juni 2017.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at
- budgetopfølgningen tiltrædes
- der gives bevilling indenfor fagudvalgets område i henhold til oversigtsskemaet.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
På Børne- og Undervisningsudvalgsmøderne i april og maj 2017 drøftede udvalget budget 2018. Drøftelserne fortsættes under dette punkt.
Sagsfremstilling
På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i april gennemgik administrationen udvalgets budget, som budgettet tager sig ud inden indarbejdelse af tekniske korrektioner mv. Der blev ligeledes orienteret om de udfordringer og muligheder, der tegner sig indenfor udvalgets budget med henblik på at fortsætte drøftelserne om mulige tiltag indenfor udvalgets område i den videre budgetproces.
På mødet den 15. maj 2017 besluttede udvalget følgende:
Drift:
- Udvalget ønsker, at der afsættes ressourcer til ordblindelærere fra 2018 samt i overslagsårene. Der afsættes gerne mere end et årsværk.
- Udvalget ønsker fokus på ressourcer til klubtilbuddene (normering) med særligt fokus på klubtilbuddet i Ungdomsskolen.
- Udvalget ønsker øgede ressourcer til Job og Uddannelse samt vejledning for at understøtte målet om øget tilgang til erhvervsuddannelserne.
Anlæg:
- Udvalget ønsker udvidelse af kapacitet på dagtilbudsområdet samt eventuelt etablering af en ny daginstitution.
- Udvalget ønsker, at behovet for renovering af Gildbroskolens udearealer undersøges og ser gerne, at det sker som et helhedsprojekt i samarbejde med Teknik- og Bygningsudvalget.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget drøfter forslag til omprioritering indenfor udvalgets område.
Beslutning
Drøftet og taget til efterretning.
Økonomi
Finansiering til udvalgets ønsker i driftsbudgettet skal ske indenfor udvalgets område.
Bilag
Resume
Ishøj Kommune har fået tilsagn fra Socialstyrelsen om medfinansiering til projekt TIPS (Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge). Økonomi- og Planudvalget i Ishøj Kommune besluttede d. 27. marts 2017 at finansiere/medfinansiere projektet via Investeringspuljen. Den endelige beslutning om finansiering skulle dog afvente svaret på, hvorvidt der blev meddelt afslag eller tilsagn om 50 % medfinansiering fra Socialstyrelsens ansøgningspulje til ”understøttelse af omlægning til en tidlig og forebyggende indsats på området for udsatte børn og unge”.
Direktionen indstillede i marts 2017 til Økonomi- og Planudvalget, at ansøgning 1 (TIPS) og ansøgning 2 (Ordblindekoordinator/Ordblinderessourcelærer) fik del i investeringspuljen for 2017. Udvalget traf følgende beslutning: ”At der afventes svar på ansøgningen til Socialstyrelsen, inden der træffes endelig afgørelse om ansøgningerne til Investeringspuljen. Modtages der afslag fra Socialstyrelsen, gives der alene tilsagn fra Investeringspuljen til ansøgningen vedrørende TIPS”. Sagsfremstiiling og beslutning fra mødet i Økonomi- og Planudvalget er vedhæftet dagsordenen.
Med tilsagnet fra Socialstyrelsen har TIPS-projektet brug for 1,46 mio. kr., hvilket betyder, at de resterende 0,54 mio. kr. fra Investeringspuljen kan overføres til delvis finansiering af projektet vedr. ordblinderessourcelærer.
Sagsfremstilling
Socialstyrelsen meddelte d. 28. maj 2017, at Ishøj Kommune har fået tilsagn om 1,46 mio. kr. i medfinansiering af det 2-årige projekt TIPS i Center for Børn og Forebyggelse. Projektet har til formål at styrke indsatsen, og opfølgningen heraf, på forebyggende indsatser for børn og unge, som har psykiske vanskeligheder eller er på vej til at få det. I projektet ligger der både proaktive indsatser i forhold til målgruppen samt reaktive indsatser, hvis den unge har fået store psykiske vanskeligheder.
Projektets samlede beløb på 2,92 mio. kr. betragtes som en investering i omlægning af indsatsen for målgruppen, hvorved indsatsen forventes at være selvfinansierende inden for to år. Dette målresultat er især baseret på viden og erfaringer fra Herning Kommune.
En del af tilsagnet forudsætter rådgivning fra Socialstyrelsen om en mere generel omlægning af kommunens indsatser på børne- og ungeområdet til en mere forebyggende og effektiv indsats under overskriften ”Sveriges-modellen”. Center for Børn og Forebyggelse vil derfor indgå i et rådgivningsforløb med Socialstyrelsen om mulighederne for en bredere omlægning og indsats.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen om tilsagn fra Socialstyrelsen til efterretning og indstiller til Økonomi- og Planudvalget, at projekt TIPS finansieres med 1,46 mio. kr. fra Investeringspuljen i perioden 2017 - 2019, mens det resterende beløb på 0,54 mio. kr. bruges i perioden 2018 – 2020 til delvis finansiering af projektet vedr. ordblinderessourcelærer.
Beslutning
Taget til efterretning.
Tiltrådt.
Økonomi
Tilsagnet fra Socialstyrelsen betyder, at TIPS-projektet bruger 1,46 mio. kr. af de 2,0 mio. kr. fra Investeringspuljen. Således er der 0,54 mio. kr. tilbage i Investeringspuljen til delvis finansiering af ordblinderessourcelæreren. Til den fulde finansiering af ordblinderessourcelæreren mangler 370.683 kr. årligt frem til skoleåret 2020/2021, hvor ordblinderessourcelæreren finansierers ved nedlæggelse af en læseklasse.
Sagen sendes således videre til Økonomi- og Planudvalget til orientering og for endelig beslutning om fordeling af midlerne i Investeringspuljen. Det foreslås, at resten af puljen anvendes til delvis finansiering af projekt vedr. ordblinderessourelærer, jf. beregning i vedhæftede bilag.
Bilag
Resume
Med udgangspunkt i antallet af kendte skolestartere i skoleåret 2018/2019, samt de vedtagne kriterier for fleksible skoledistrikter, har administrationen analyseret behovet for regulering af skoledistrikterne til skoleåret 2018/2019. Det fremgår af analysen, hvordan børnehaveklasserne fordeles mellem Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen, Strandgårdskolen og Vejlebroskolen.
Sagsfremstilling
Af styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5, stk. 4 om fleksible skoledistrikter fremgår det, at Børne- og Undervisningsudvalget på mødet i juni skal behandle forslag til antal børnehaveklasser og distriktsreguleringer.
Analysen af behovet for distriktsregulering for skoleåret 2018/2019 er udarbejdet med udgangspunkt i styrelsesvedtægten, antallet af kendte skolestartere til skoleåret 2018/2019 (268 elever), samt de vedtagne kriterier og forudsætninger, som fremgår af vedhæftede notat om kriterier og forudsætninger for fleksible skoledistrikter.
Administrationen foreslår en distriktsregulering med oprettelse af enten 9 eller 10 børnehaveklasser således, at børnehaveklasserne fordeles med:
- En klasse på Ishøj Skole.
- To klasser på Vibeholmskolen.
- To klasser på Gildbroskolen.
- To klasser på Vejlebroskolen.
- To eller tre klasser på Strandgårdskolen.
Udover de to forslag om ændring af de nuværende skoledistrikter med enten 9 eller 10 børnehaveklasser, fremlægges der et tredje forslag med 10 klasser, hvor de nuværende skoledistrikter bibeholdes. I dette forslag vil klassekvotienten for Vibeholmskolen imidlertid være 25,5 elever, altså en elev mere end de maksimale 25 elever i hver børnehaveklasse, der, jf. styrelsesvedtægten, kan være ved klassedannelsen.
Det skal nævnes, at erfaringen viser, at der løbende sker ændringer som følge af bl.a. til- og fraflytninger i perioden fra vedtagelsen af skoledistrikterne til klassedannelsen i februar og igen frem til skolestart i august. Erfaringen viser endvidere, at der er en del forældre, som ved skoleindskrivningen i november ønsker en anden skole end deres distriktsskole.
Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2, pkt. 3 skal ændringer af skoledistrikter behandles og vedtages i Byrådet efter at have været i høring i skolebestyrelserne. Dette krav bortfalder, hvis der træffes beslutning om ikke at ændre på skoledistrikterne.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de fremlagte skoledistriktsmodeller og beslutter, hvilken af modellerne, der sendes i høring i skolebestyrelserne.
Beslutning
Udvalget besluttede, at modellen med 10 klasser (Tabel 3) sendes i høring i skolebestyrelserne med den tilføjelse, at industrikvarteret flyttes til Ishøj Skole.
Økonomi
Der er i budgettet afsat økonomi til 10 børnehaveklasser.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven § 40, stk. 2, pkt. 3.
Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5, stk. 4.
Bilag
Resume
Den 7. marts 2017 godkendte Byrådet skolernes kvalitetsrapport for 2017.
Formålet med kvalitetsrapporten er bl.a. at fremme dialogen mellem skoler, administration og politikere om elevernes læring, deres resultater og overgang til ungdomsuddannelser. Samtidigt er det intentionen, at rapporten fremadrettet bruges som et redskab til at følge progressionen i de faglige resultater på skole- og klasseniveau.
Sagsfremstilling
Ifølge Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen skal der udarbejdes en handleplan, der indeholder en redegørelse af de forhold, der begrunder udarbejdelsen af handleplanen, de tiltag som skal tages for at forbedre niveauet, hvem der er ansvarlig for tiltagene, en tidsplan for tiltagene og den forventede effekt.
Som en del af kvalitetsrapporten i Ishøj Kommune er det besluttet, at direktøren for Velfærd og Undervisning, centerchefen for Dagtilbud og Skoler samt konsulenter fra Dagtilbud og Skoler følger op på kvalitetsrapportens resultater og udarbejder handleplan sammen med de enkelte skoler.
Der har været afholdt opfølgningsbesøg på Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen, Vibeholmskolen og Skolen på Ishøjgård. På alle skoler har ledelsen inddraget vejledere og ressourcepersoner i arbejdet med skolens handleplan, og udvalgte medarbejdere deltog på opfølgningsbesøgene.
Opfølgningen tager udgangspunkt i en fælles model, illustreret i kvalitetsrapporten, hvor hver skole
- sætter 2 – 3 tydelige mål med udgangspunkt i de udfordringer, som kvalitetsrapporten belyser for den enkelte skole
- forholder sig til, hvor langt skolen er nået indtil nu
- beslutter konkrete tiltag, der skal bidrage til at nå målet
- overvejer og træffer beslutning om, hvordan der følges op på målet, samt hvilke data skolen vil gøre brug af for at følge progressionen frem mod målet.
Udover ovenstående har opfølgningsbesøgene indeholdt en samtale om, hvordan administrationen og skolen i fællesskab følger op på skolens mål og, hvordan medarbejdere i Center for Dagtilbud og Skoler kan hjælpe med at understøtte skolernes arbejde med målene.
På baggrund af opfølgningsbesøgene er skolelederne blevet bedt om at udarbejde en kort overordnet beskrivelse af skolens mål og de konkrete tiltag, der sættes i værk for at nå målene samt, hvordan skolen følger op på målene og hvilke data, der gøres brug af. Skoleledernes beskrivelser er vedhæftet dagsordenen. På skolerne findes mere detaljerede planer over opfølgningen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager skolernes beskrivelser til efterretning
Beslutning
Taget til efterretning.
Lovgrundlag
- Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen nr. 698 af 23. juni 2014.
- Skolernes kvalitetsrapport 2017, kapitel 14.
Bilag
Resume
Børne- og Undervisningsudvalget behandlede den 20. marts 2017 forslag fra Ishøj Fælles Elevråd om samfundsfag i de mindre klasser. Udvalget besluttede at nedsætte af en arbejdsgruppe, som skal udarbejde et katalog med idéer til udmøntning af Ishøj Fælles Elevråds forslag om samfundsfag i de mindre klasser.
Arbejdsgruppen forslag til Idékatalog er vedhæftet dagsordenen.
Sagsfremstilling
Arbejdsgruppen består af:
- Fem medlemmerne fra Ishøj Fælleselevråd.
- Tre lærere.
- En skoleleder som også er formand for gruppen.
Arbejdsgruppen har holdt to møder, hvor der er arbejdet med at indkredse, hvilke samfundsfaglige emner det kan være relevant at tage op i undervisningen på de mindre klassetrin og er kommet med idéer til aktiviteter, der kan sættes i værk. Arbejdsgruppen har på den baggrund udarbejdet vedhæftede forslag til idékatalog, som kan indarbejdes i skoleåret 2017/18 i et samarbejde mellem lærere og elevrådene på de enkelte skoler.
Fælleselevrådet drøftede arbejdsgruppens forslag til idékatalog på deres møde den 12. juni og besluttede enstemmigt at sende forslaget til Børne- og Undervisningsudvalget. På mødet besluttede Fælleselevrådet endvidere at sende et forslag til Børne- og Undervisningsudvalget om, at samfundsfag skal være obligatorisk i 6. og 7. klasse. Forslaget er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at
- tage arbejdsgruppens forslag til idékatalog til efterretning
- forslaget om obligatorisk samfundsfag undersøges nærmere i forhold til mulig implementering i samarbejde med skoleledere, lærere og skolernes elevråd.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Børne- og Undervisningsudvalget behandlede på mødet den 18. april 2017 et forslag fra administrationen om retningslinjer for ind- og udmeldelse af sfo samt forslag om fordeling af sfo-taksten på 11 måneder.
Børne- og Undervisningsudvalget besluttede at sende forslaget om retningslinjer for ind- og udmeldelse af sfo i høring i skolebestyrelserne frem til den 30. maj. I høringen indgår endvidere forslag om, at sfo-taksten bliver fordelt over 11 måneder, at juli er betalingsfri samt at tilmelding til sfo som minimum koster en måneds betaling, hvilket betyder, at man ikke kun kan være tilmeldt i den betalingsfri måned.
Sagsfremstilling
Administrationen er blevet opmærksom på, at der er behov for klarere retningslinjer for ind- og udmeldelse af sfo. I styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen er alene beskrevet, hvordan man bliver tilmeldt sfo1 i forbindelse med indskrivningen i børnehaveklasse, og at der sker automatisk udmeldelse af sfo2, når barnet stopper i 6. klasse. På den baggrund har administrationen foreslået, at der fastlægges klarere retningslinjer for udmeldelse, således at følgende afsnit bliver tilføjet i styrelsesvedtægtens afsnit 5.6 om indskrivning i sfo:
"Udmeldelse af sfo skal ske digitalt med mindst 1 måneds varsel, til den 1. eller 15. i en måned. Ved skoleskift til en anden folkeskole i Ishøj Kommune ses der bort for udmeldelsesvarslet. Barnet skal dog tilmeldes den nye skoles sfo digitalt".
For at undgå, at der kan spekuleres i kortvarige udmeldelser, fx. i sommerferien, har administrationen foreslået, at der ved en udmeldelse først kan ske tilmelding til samme sfo efter 3 måneder eller, at der indføres 11 måneders takst, hvor juli er betalingsfri. Som det fremgår af skemaet nedenfor, i 2017-takster er udgangspunktet for forslaget, at 11-månederstaksten vil være højere pr. måned. Den samlede årlige forældrebetalingstakst vil dog være den samme som ved 12 måneders betaling.
De indkomne høringssvar er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at der til styrelsesvedtægtens afsnit 5.6 om indskrivning i sfo tilføjes "Udmeldelse af sfo skal ske digitalt med mindst 1 måneds varsel, til den 1. eller 15. i en måned. Ved skoleskift til en anden folkeskole i Ishøj Kommune ses der bort for udmeldelsesvarslet. Barnet skal dog tilmeldes den nye skoles sfo digitalt".
Børne- og Undervisningsudvalget indstiller,
- at sfo-taksten bliver fordelt over 11 måneder, at juli måned er betalingsfri samt at tilmelding til sfo som minimum koster en måneds betaling, hvilket betyder, at man ikke kun kan være tilmeldt i den betalingsfri måned.
- at ændringerne træder i kraft pr.1. januar 2018.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Børne- og Undervisningsudvalget besluttede den 18. august 2014 at igangsætte et forsøg med natur og teknik profilinstitutioner i tre institutioner (Børnehuset Elverhøj, Firkløveren og Børnehuset Ørnebo) i perioden fra 1. oktober 2014 til 31. december 2016. Forsøgsprojektet er nu afsluttet og evalueret. Evalueringsrapporten er vedhæftet dagsordenen.
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2017 besluttede Byrådet at nedlægge profilinstitutionsordningen.
Sagsfremstilling
Formålet med evalueringen er at afdække i hvilken grad, og hvordan, forsøgsprojektets formål og mål er opnået.
Evalueringen baserer sig på fokusgruppeinterview med medarbejdere og ledere i de tre dagtilbud. Der er gennemført fire fokusgruppeinterview med medarbejdere opdelt i vuggestue- og børnehavegrupper samt et fokusgruppeinterview med lederne i de tre institutioner. I alt 27 informanter indgår i evalueringen.
Evalueringen følger forsøgsprojekters formål og mål, som er listet op herunder.
Projektets formål
1. At udvikle det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne, så børnenes lyst til at arbejde med naturvidenskabelige spørgsmål bliver understøttet og stimuleret allerede i de tidlige år.
2. At skabe nye betingelser for børns opdagelse, leg og læring samt give dem mulighed for at finde deres indre forsker frem og gå på opdagelse i den naturvidenskabelige verden.
3. At skærpe forståelsen for, og viden om, naturen og naturfænomener hos småbørn, så de er fagligt godt klædt på, inden de starter i skole.
4. At bidrage til at udvikle pædagogernes kompetencer ved, at de får viden om dannelse, læring og didaktik i forhold til det naturfaglige område.
Projektets mål
1. At natur og teknik bliver en integreret del af daginstitutionens pædagogik, praksis og kultur, og at science indgår som et aspekt i de pædagogiske aktiviteter, der i øvrigt etableres i institutionen.
2. At skabe et miljø, hvor der er plads til, at børnene udforsker og eksperimenterer og lærer om naturvidenskabelige fænomener.
3. At udvikle børnenes tænkning, sprog og begreber på det naturfaglige område.
Overordnet vurderes det i evalueringen, at arbejdet med natur og teknik i profilinstitutionerne har givet institutionerne brugbare erfaringer med at arbejde med natur og teknik og har givet både børn og medarbejdere en naturvidenskabelig forståelse og læring.
Resumé af evalueringens hovedkonklusioner kan læses i rapportens kapitel 2.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager evalueringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Resume
I forbindelse med folkeskolereformen kom der til skoleåret 2014/2015 nye bestemmelser i forhold til valgfag. Eleverne skal vælge, så de minimum har 60 timers valgfag i løbet af et skoleår og de valgfag, som eleverne undervises i, men som ikke indgår i prøverækken, skal indgå i den obligatoriske projektopgave i 9. klasse.
Sagsfremstilling
Skolerne kan vælge at tilbyde valgfag, som Undervisningsministeriet har beskrevet og udarbejdet trin og slutmål for. Skolerne kan også vælge at skabe valgfag, som passer til eleverne og skolens profil. Gildbroskolen ønsker at tilbyde to valgfag, som ikke er på Undervisningsministeriets liste over valgfag.
- Programmering og spildesign
- Kampsport
Beskrivelser af de to valgfag er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget godkender valgfagsbeskrivelser for Gildbroskolen til skoleåret 2017/2018.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Folketinget har den 25. april 2017 vedtaget Lov om udvidet obligatorisk dagtilbud og krav om dansk og fokus på demokrati i privat pasning. Ministeriet har udsendt vedhæftede orienteringsbrev. Formålet med loven er at sikre, at alle børn så tidligt som muligt hører og lærer dansk og får forståelse for værdier, som fx demokrati, medbestemmelse, dialog, respekt for mangfoldighed samt ligestilling mellem kønnene.
Sagsfremstilling
Lovændringen vedrører tre ændringer:
1. Sprogvurdering af børn i 3-års-alderen kan fremrykkes til 2-års-alderen
Efter de gældende regler skal der gennemføres en sprogvurdering af alle 3-årige børn i dagtilbud, hvis der er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering. I Ishøj Kommune sprogvurderes alle 3-årige børn, der er indskrevet i dagtilbud. Desuden skal der gennemføres en sprogvurdering af alle børn i 3-års-alderen, der ikke er optaget i et dagtilbud.
Med vedtagelsen af den nye lov får kommunerne mulighed for at fremrykke sprogvurdering af børn i 3-års-alderen til 2-års-alderen.
Formålet med bestemmelsen er at understøtte kommunernes arbejde i forhold til tidligst muligt at kunne identificere de børn, der har behov for sprogstimulering. Hermed får kommunen mulighed for tidligt at iværksætte sprogstimulering, så børnenes dansksproglige udvikling styrkes, og børnene får de bedst mulige forudsætninger for at starte i skole.
Hvis kommunen beslutter at fremrykke tidspunktet for sprogvurdering til 2-års-alderen, skal der gennemføres sprogvurdering af alle børn i 2års-alderen, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering, ligesom kommunen skal gennemføre en sprogvurdering af alle børn i 2-års-alderen, der ikke er optaget i et dagtilbud. Hvis kommunen beslutter, at fremrykke sprogvurderingen af børn til 2-års-alderen, skal kommunen ikke foretage en sprogvurdering af børn i 3-års-alderen.
Administrationen fremlægger et forslag for Børne- og undervisningsudvalget om sprogvurdering af børn i Ishøj Kommune på udvalgets møde den 18. september 2017.
2. Sprogstimulering i 30 timer om ugen til alle tosprogede børn med behov for sprogstimulering, der ikke er optaget i et dagtilbud
Lovændringen behandles i særskilt sag.
3. Krav om dansk og fokus på demokrati og medbestemmelse mv. i private pasningsordninger
Fra og med den 1. juli 2017 skal hovedsproget i private pasningsordninger være dansk. Med begrebet hovedsprog menes det sprog, som i udgangspunktet anvendes i dialogen mellem børn og den private passer i den private pasningsordning. Der kan i konkrete tilfælde tales et andet sprog end dansk, hvis den private passer vurderer det nødvendigt i en afgrænset situation at tale et andet sprog fx med henblik på at lære det enkelte barn det danske sprog.
Administrationen orienterer private pasningsordninger i Ishøj Kommune om den nye lov.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Resume
Folketinget har den 25. april 2017 vedtaget en ny lov om udvidet obligatorisk dagtilbud, som træder i kraft den 1. juli 2017. Som følge af loven skal alle tosprogede børn med behov for sprogstimulering, der ikke er optaget i et dagtilbud, optages i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen.
Sagsfremstilling
Af vedhæftede orienteringsbrev fra Børne- og Socialministeriet fremgår det, at formålet den nye lov er, at barnet skal opnå de nødvendige dansksproglige kompetencer, senest når barnet skal begynde i børnehaveklasse. Sprogstimuleringstilbuddet skal opretholdes, indtil formålet er opnået, dvs., indtil barnet behersker dansk på niveau med jævnaldrende børn med dansk baggrund. Det er alene det tosprogede barns sproglige kompetencer, som er afgørende for, om barnet skal optages i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen.
Af orienteringsbrevet fremgår det videre, at tilbuddet skal være en systematisk og målrettet sprogstimuleringsindsats, som er tilpasset barnets særlige dansksproglige udfordringer. Herudover vil barnet indgå i læringsmiljøet i dagtilbuddet, hvor barnet vil deltage i de almindelige pædagogiske aktiviteter, som f.eks. højtlæsning, sang, rim, remser mv. Opholdet i dagtilbuddet vil endvidere introducere barnet til et læringsmiljø, der bygger på demokratiske værdier med fokus på bl.a. tolerance, medbestemmelse, respekt for mangfoldighed og ligestilling mellem kønnene.
Den nye lov om 30 timers obligatorisk sprogstimulering træder i stedet for loven om 15 timers ugentlig sprogstimulering. Dette betyder, at tosprogede børn, der den 30. juni 2017 er optaget i et 15 timers sprogstimuleringstilbud efter de hidtil gældende regler i dagtilbudsloven, skal optages i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud i 30 timer om ugen. I Ishøj Kommune er der pt. to børn indskrevet i den obligatoriske 15 timers sprogstimulering 'Leg med sprog', som er placeret i Piletræet. Det ene barn starter i dagtilbud den 15. august, og der vil herefter være ét barn tilbage i 'Leg med Sprog'. Medarbejderen i 'Leg med Sprog' har samtaler med forældrene, hvor det anbefales forældrene at indskrive deres barn i et almindeligt dagtilbud, hvilket tilskrives det lave antal børn i tilbuddet.
Det er Byrådet, der beslutter, hvordan de 30 timers sprogstimuleringstilbud tilrettelægges. Der er imidlertid en række uklarheder i loven, som administrationen er i gang med at afklare i ministeriet. Det foreslås derfor, at administrationen på udvalgsmødet i september fremlægger et forslag til tilrettelæggelse af det obligatoriske 30 timers tilbud. Det foreslås endvidere, at medarbejderen i 'Leg med Sprog' tilrettelægger et midlertidigt 30 timers tilbud i samarbejde med Piletræet for det barn, som er tilbage i 'Leg med sprog' den 15. august.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at administrationen på udvalgsmødet i september fremlægger et forslag til tilrettelæggelse af det obligatoriske 30 timers tilbud, og at medarbejderen i 'Leg med Sprog' tilrettelægger et midlertidigt 30 timers tilbud i samarbejde med Piletræet for det barn, som er tilbage i 'Leg med sprog' den 15. august.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Kommunen skal give et tilskud på 100 % til sprogstimuleringstilbuddet i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen, så tilbuddet er gratis for de pågældende forældre.
Ishøj Kommune modtager 34.000 kr. i 2017 og 68.400 kr. årligt fra 2018 i bloktilskud til varetagelse af opgaven. Det kan oplyses, at institutionerne i Ishøj Kommune tildeles 64.897 kr. (2017) pr. år pr. børnehaveplads. Hertil kommer udgiften til den særlige sprogstimulering af tosprogede børn, som Sprogkorpset står for.
Lovgrundlag
Lov nr. 427 af 3. maj 2017 om udvidet obligatorisk dagtilbud og krav om dansk og fokus på demokrati i privat pasning. Lovændringen er vedhæftet dagsordenen.
Bilag
Resume
Tandplejen i Ishøj Kommune ønsker at igangsætte et pilotprojekt om tandsundhed målrettet udsatte og sårbare familier. Projektbeskrivelsen forelægges Børne- og Undervisningsudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse.
Sagsfremstilling
Tandplejen i Ishøj Kommune ønsker at igangsætte et treårigt pilotprojekt om tandsundhed for udsatte og sårbare familier. Formålet med projektet er at få kontakt til udsatte forældre som den primære målgruppe for derigennem at hjælpe forældrene til at mestre egen tandsundhed, så de bliver bedre til at varetage deres børns tandsundhed.
Målgruppen for pilotprojektet er 25 udsatte børn i alderen 3 - 15 år med ringe tandsundhed samt børnenes forældre, som har uhensigtsmæssige tandplejevaner og en ringe tandsundhed, og som er ude af stand til, af fysiske eller psykiske årsager, at bruge voksentandplejesystemet i privat tandlægepraksis. I pilotprojektet gennemføres restaurerende tandbehandling af både børn og forældre. Derudover arbejdes der med at lære barnets forældre at tage vare på egen og barnets mundhygiejne og tandsundhed, så der igennem forældrenes motivation og holdning til gode tandplejevaner sker en bedring af barnets tandplejevaner og tandsundhed.
Indsatsen i pilotprojektet er tænkt som en helhedsindsats, hvor der samarbejdes tæt med Center for Børn og Forebyggelse, Borgerservice og Jobcenteret. Indsatsen skal således understøtte samspillet mellem de forskellige instanser i Ishøj Kommune, så der arbejdes ud fra et helhedssyn til gavn for borgerne i målgruppen.
I projektperioden foreslås det, at der ikke opkræves egenbetaling for de forældre, der deltager i pilotprojektet (kr. 510 årligt for forældre, der tilknyttes omsorgstandplejen og kr. 1.895 årligt for forældre, der tilknyttes specialtandplejen).
Projektet løber fra 1. oktober 2017 til 30. september 2020.
Projektbeskrivelse for pilotprojektet er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget godkender projektbeskrivelsen for pilotprojekt om tandsundhed for udsatte og sårbare familier.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Projektet holdes inden for den eksisterende ramme for tandplejen.
Bilag
Sagsfremstilling
- Resultatet af kommunernes skoletrafiktest er offentliggjort. Skoletrafiktesten måler, hvor meget kommunernes elever bliver undervist i Rådet for Sikker Trafiks materialer – både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen. 97 kommuner har deltaget i testen, heriblandt Ishøj Kommune.
Der uddeles en, to eller tre cykelhjelme alt efter, hvor mange point kommunerne opnår i testen. Ishøj Kommune opnåede 55 point og modtog tre cykelhjelme. Tre cykelhjelme gives til kommuner, der opnår 50 point eller derover. Kommuner, der opnår tre cykelhjelme, beskrives som en kommune, der ”arbejder engageret og ambitiøst med at klæde børn og unge på til at klare sig i trafikken. Kommunen har visioner om trafiksikkerhed og har fokus på de muligheder, der er for at arbejde med trafikpolitik på skoler i netværk på tværs af kommune, politi og skoler”. Resultatet af kommunernes skoletrafiktest 2017 er vedhæftet dagsordenen. - Elevstatistik af 1. juni 2017 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
- Status på klassedannelsesplanen til skoleåret 2017/2018 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har den 8. juni 2017 meddelt, at styrelsen har godkendt Gildbroskolens og Vibeholmskolens deltagelse i rammeforsøg om mere fleksible muligheder for tilrettelæggelse af skoledagen med fravigelse af folkeskolelovens §§ 14 b og 16 a. Godkendelsen gælder fra starten af skoleåret 2017/2018 og løber til og med skoleåret 2019/2020. Gildbroskolens indsats ligger inden for ”Særlige turboforløb i fagundervisningen for de fagligt svage elever” og Vibeholmskolens indsats ligger inden for ”Særlige turboforløb i fagundervisningen for de fagligt svage elever” og ”Særlige talentforløb i fagundervisningen for de fagligt dygtige elever”.
- Den 9. juni 2017 blev der afholdt 'Store Legedag' for de børn, der begyndte i sfo den 1. april og skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Store Legedag er en del af projekt 'Livsglade børn som bruger deres krop'. Idéen med legedagen er at styrke børnenes motoriske udvikling og bevare deres glæde ved at bevæge sig samt give inspriration til en rød tråd i mere bevægelse for alle børn i Ishøj. Projektet begynder i børnehaven og fortsætter i skolen, hvor alle børn skal kunne 10 forskellige lege, når de starter i sfo. Bilka sponsorerede frugt til leg
Deltagere på legedagen var:
- Skolesportsledere og junioridrætsledere, som underviste børn og sfo-personale.
- Senioridrætshjælpere, som støttede op og legede med hele dagen.
- Aktivitetscenter Egelys kvinder sørgede for frugt og vand til alle.
- Ishøj Naturcenter lavede aktiviteter bl.a. fra 'Spring ud i naturen.
- Koordinator for 'Store Legedag, Helle Kirud (Center for Dagtilbud og Skoler).
Pressemeddelelse og billede fra dagen er vedhæftet dagsordenen til orientering. - Den 7. februar 2017 behandlede Byrådet sagen om den nye klubstruktur. I den forbindelse blev det besluttet, at der ansættes en koordinator, der både skal lede det nye klubtilbud for de 15 - 17årige i Ungdomsskolen, koordinere det faglige og pædagogiske indhold i kommunens klubtilbud samt koordinere åbningstider i skolernes aftenklubber. Det blev endvidere besluttet, at koordinatorens løn finansieres af midler fra den vakante afdelingslederstilling i Ungdomsskolen (Kufferten).
Stillingen har været slået op, og der er holdt samtaler med tre kandidater den 22. april 2017 samt anden runde samtale med en kandidat den 10. maj 2017. Et enigt ansættelsesudvalg besluttede ikke at ansætte nogen af de tre kandidater og besluttede at slå stillingen op påny og retænke stillingsopslaget.
Da det snart er sommerferie, vil stillingen søges besat efter ferien. Det betyder, at implementeringen af den nye klubstruktur, hvad angår koordineringen af det faglige og pædagogiske indhold i kommunens klubtilbud samt koordinering af åbningstider i skolernes aftenklubber, bliver udsat til stillingen er besat. Det samme gælder etableringen af det nye klubtilbud for de 15 - 17årige i Ungdomsskolen. Antallet af åbningstimer pr. aftenklub samt den besluttede fordeling af ressourcerne til aftenklubberne bliver effektueret pr. 1. august 2017. - På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 15. maj 2017 blev udvalget orienteret om, at Strandgårdskolen, Gildbroskolen og Vejlebroskolen er blandt de 120 skoler i landet, der er udvalgt til at deltage i regeringens pulje på 500 mio. kr. til løft af de fagligt svageste elever. De udvalgte skoler kan få del i puljen, hvis de formår at sænke andelen af elever, der får under 4 i dansk og matematik. Vejlebroskolen har meddelt, at de deltager i puljen og i programmet med understøttende indsatser. Gildbroskolen deltager i puljen, men har takket nej til at deltage i programmet med understøttende indsatser. Strandgårdskolen har takket nej til at deltage i puljen og nej til at deltage i programmet med understøttende indsatser.
Tilbagemeldingerne fra skolerne er vedhæftet dagsordenen sammen med materiale fra Undervisningsministeriet vedrørende puljen. - Brev og inspirationsmateriale til dagtilbudsledere fra Minister for Ligestilling og Nordisk Samarbejde Karen Ellemann vedr. kampagnen 'Pædagoger for de yngste gør en forskel for livet' er vedhæftet dagsordenen til orientering. Ministeren har sendt et tilsvarende materiale til forældrebestyrelserne.
- Referat af mødet i Ishøj Fælles Elevråd den 12. juni 2017 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
- Socialtilsyn Hovedstaden udgiver hvert år en årsrapport. Årsrapporten for 2016 indeholder oplysninger om socialtilsynets produktionsdata for 2016. Der kan læses om antallet af gennemførte tilsynsbesøg, karakteren af de udstedte sanktioner samt en opgørelse af antallet af henvendelser om bekymrende forhold. Årsrapporten indeholder desuden et overblik over aktindsigtsanmodninger i 2016 samt Ankestyrelsens afgørelser vedrørende klager over Socialtilsyn Hovedstadens afgørelser. Endelig gennemgås resultatet af Socialtilsyn Hovedstadens tilfredshedsundersøgelser for 2016. Udover den overordnede analyse af den generelle kvalitet, vælger Socialtilsyn Hovedstaden hvert år de kvalitetsområder, der sættes særlig fokus på. I 2016 har nedenstående områder været udvalgt:
1) Botilbud med brede målgrupper
2) Plejefamiliernes samarbejde med plejebarnets biologiske familie
3) Analyse af nye plejefamilier 2016
Årsrapporten samt resume af årsrapporten er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Sagsfremstilling
På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.