Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 21. september 2023 kl. 16.30
Mødelokale Tårnbjerget
Sagsfremstilling
På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 18. januar 2022 blev den politiske arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 vedtaget, herunder planen for driftsstedsbesøg.
På dette møde er det repræsentanter fra Gildbroskolen, der fortæller om udvalgte fokusområder.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Sagsfremstilling
- Drøftelse af temaer til mødet i dialogforum for dagtilbud den 3. november 2023
- Det foreslås, at studieturen for Børne- og Undervisningsudvalget bliver placeret den 7. og 8. marts 2024.
- Nyt fra skole- og dagtilbudsbestyrelser.
- Notat om prioriteringer af Børne- og Undervisningsudvalgets politiske pejlemærker er vedhæftet dagsordenen.
- Årshjul for Børne- og Undervisningsudvalget er vedhæftet dagsordenen.
Besøget fra Ishøjgård er udskudt til mødet i februar 2024 for at gøre plads til besøget fra Gildbroskolen, der blev aflyst i august.
Efter ønske fra borgmesteren er der sat en temadrøftelse om modersmålsundervisning på mødet i oktober, hvilket betyder, at temadrøftelsen om SFO er flyttet til mødet i december.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Dagsordenpunkter til mødet i dialogforum for dagtilbud den 3. november 2023:
- Skærme, herunder Børns Vilkårs anbefalinger
- Strategi for sundhed og trivsel samt Strategi for stærke fællesskaber
Endelig placering af studieturen afventer, at udvalgets mødekalender er planlagt.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Børne- og Undervisningsudvalget har besluttet en række politiske pejlemærker for denne byrådsperiode. På udvalgets møde den 16. februar blev de politiske pejlemærker prioriteret. I den forbindelse blev der peget på områder, hvor der er særlige behov eller udfordringer, som indebærer, at der bliver iværksat et strategisk forankret udviklingsarbejde. De tre områder er 1) Sundhed (med fokus på overvægt og mental sundhed), 2) Specialtilbud i dagtilbud og på skoler 3) Sammenlægning af aftenklubber.
Med baggrund i ovenstående beslutning er der nedsat en styregruppe og tre projektgrupper - en for hvert prioriteret område. Arbejdet med de prioriterede områder er mundet ud i, at der er udarbejdet udkast til to strategier:
- Strategi for Stærke fællesskaber for alle børn og unge - (Sammenhæng mellem almen- og specialindsatser i dagtilbud og skoler)
Strategien for Stærke fællesskaber for alle børn og unge har til hensigt at skabe tydelig retning og mål for inkluderende børne- og ungefællesskaber i de lokale dagtilbud og skoler i samarbejde med fritidslivet.
- Strategi og handleplan for Ishøj Kommunes fælles aftenklub
Strategien skal sætte retningen for Ishøj Kommunes fælles aftenklub for unge i 6. - 10. klasse, hvor målet er at skabe et anerkendende og inkluderende miljø, hvor alle børn og unge føler sig velkomne og respekteret. Strategien beskriver bl.a. de indsatser, der skal understøtte, at de unge i Ishøj vælger den fælles aftenklub til.
Den tredje strategi: Strategi for Det sunde liv for børn og unge i Ishøj Kommune, der omhandler mistrivsel og overvægt hos børn og unge, er under udarbejdelse og forventes forlagt for Børne- og Undervisningsudvalget på mødet i november. Foreløbige overvejelser vil blive præsenteret og drøftet på mødet i Ishøj Skoleforum den 28. september.
Administrationen foreslår, at de to strategier sendes i høring i følgende fora:
- Skolebestyrelserne
- Dagtilbuddenes forældrebestyrelser
- Bestyrelserne på kulturområdet
- Kultur- og Fritidsudvalget
- FællesMED og LokalMED på skole- og dagtilbudsområdet
- LokalMED i Center for Børn og Forebyggelse
- LokalMED på kultur- og fritidsområdet
Strategi for stærke fællesskaber sendes endvidere i høring i Handicaprådet.
Herudover vil der være temadrøftelser i Ishøj Skoleforum den 28. september og i Dialogforum for dagtilbud den 3. november 2023.
Det foreslås, at høringsfristen for Strategi og handleplan for fælles aftenklub bliver den 30. oktober 2023 og høringsfristen for Strategi for Stærke fællesskaber for alle børn og unge bliver den 22. november 2023, så de fora, der skal drøfte begge strategier, har mulighed for at tage drøftelserne på to forskellige møder.
Når høringerne er afsluttet forventes Strategi og handleplan for Fælles aftenklub forelagt for Børne- og Undervisningsudvalget på mødet den 23. november 2023, mens Strategi for stærke fællesskaber for alle børn og unge forelægges på udvalgets møde den 14. december 2023 med henblik på endelig vedtagelse.
Efter vedtagelsen af de to strategier vil der være et bredt forankret implementeringsarbejde med inddragelse af personale, ledere, børn, unge og forældre.
Udkast til de to strategier er vedhæftet dagsordenen sammen med udkast til høringsbrev fra Børne- og Undervisningsudvalget.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at Strategi for stærke fællesskaber for alle børn og unge samt Strategi og handleplan for Fælles aftenklub sendes i høring efter ovenstående plan.
Beslutning
Tiltrådt.
Udkast til strategier sendes i høring efter indførelse af de faldne bemærkninger.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Beslutningstema
Med baggrund i Børne- og Undervisningsudvalgets prioritering af fokusområder er der udarbejdet udkast til to politiske strategier på udvalgets område. Udkast til en tredje strategi er under udarbejdelse og forventes forelagt for udvalget på mødet i november. Administrationen foreslår, at udkast til de to strategier sendes i høring.
Bilag
Sagsfremstilling
Skoleprognosens forventede elevantal bygger på befolkningsprognosen for 2023 - 2030, som er godkendt af Byrådet den 2. maj 2023, samt en række bevægelsesmønstre og en fremskrivning af de eksisterede elevtal på skolerne.
Skoleprognosen tager afsæt i, at de allerede eksisterende elever fra indeværende skoleår fremskrives til et højere klassetrin år for år. Hvis der fx. er 60 elever på 6. årgang på en skole i et skoleår, så forventes der også 60 elever på den efterfølgende 7. årgang.
For klasser med de yngste elever, som ikke er begyndt i skole endnu, er skoleprognosens afsæt dog et andet. Det skyldes, at det kommende elevtal for de yngste klasser ikke på samme måde er kendt. Det forventede elevtal for de yngste elever tager derfor afsæt i befolkningsprognosen samt udregninger, som tager højde for en række bevægelsesmønstre. Med bevægelsesmønstre menes, at prognosen fx. tager højde for, hvor mange elever, der forventes at gå i privatskole, i en skole i en anden kommune mv.
Det fremgår af skoleprognosen, at det samlede antal af elever i kommunens folkeskoler i 2023/24 forventes at være på niveau med antallet i 2022/23 (hhv. 2.161 og 2.160). Det forventes, at det samlede elevtal er 30 elever højere i skoleåret 2029/30 end i skoleåret 2022/23. For de enkelte skoler forventes en stigning i elevantallet på Vibeholmskolen og Vejlebroskolen fra indeværende skoleår til 2029/30, et fald i elevantallet på Gildbroskolen og Strandgårdskolen og et nogenlunde uændret elevtal på Ishøj Skole.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at skoleprognosen 2023 - 2030 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Beslutningstema
Administrationen forelægger skoleprognose for 2023 - 2030. Formålet med skoleprognosen er at skabe overblik over udviklingen i behovet for kapacitet på kommunens folkeskoler.
Bilag
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i antallet af kendte skolestartere til skoleåret 2024/2025, samt de vedtagne kriterier for fleksible skoledistrikter, har administrationen udarbejdet bilagte notat (bilag 1), hvor behovet for regulering af skoledistrikterne til skoleåret 2024/2025 er analyseret.
Analysen af behovet for distriktsregulering for skoleåret 2024/2025 er udarbejdet med udgangspunkt i styrelsesvedtægten, antallet af kendte skolestartere til skoleåret 2024/2025 (294 elever), samt de vedtagne kriterier og forudsætninger, som fremgår af vedhæftede notat om kriterier og forudsætninger for fleksible skoledistrikter (bilag 2).
Administrationen fremlægger to modeller for skoledistrikter i skoleåret 2024/2025. De to modeller tager udgangspunkt i, at der oprettes 10 børnehaveklasser. I model 1 har administrationen foreslået distriktsændring mellem Vejlebroskolen og Strandgårdskolen. I model 2 har administrationen foreslået distriktsændring mellem Vejlebroskolen og Gildbroskolen samt en tilføjelse til Strandgårdskolen fra Vejlebroskolen. De to modeller tager afsæt i de mest naturlige distriktsgrænser og i en så jævn fordeling af klassekvotienten som muligt.
Af høringssvarene fremgår det, at Vibeholmskolens, Ishøj Skoles og Gildbroskolens skolebestyrelser ikke peger på bestemte modeller. Gildbroskolen peger dog på, at set fra Vejlebroskolens og Strandgårdskolens side vil skolebestyrelsen vurdere, at model 1 er at foretrække. Strandgårdskolens skolebestyrelse peger på model 1, bl.a. begrundet i, at skolen har fået henvendelser fra forældre, der var tilbudt bolig i Fasankvarteret. Vejlebroskolens skolebestyrelse anbefaler model 1, da dele af distriktsgrænsen vil gå direkte op ad skolens matrikel. På baggrund af høringssvarene anbefaler administrationen, at Børne- og Undervisningsudvalget indstiller model 1 til godkendelse i Byrådet.
Det skal nævnes, at erfaringen viser, at der løbende sker ændringer som følge af bl.a. til- og fraflytninger i perioden fra vedtagelsen af skoledistrikterne til klassedannelsen i februar og igen frem til skolestart i august. Erfaringen viser desuden, at der er en del forældre, som ved skoleindskrivningen i november ønsker en anden skole end distriktsskolen.
Er det ikke muligt at imødekomme alle ønsker fra forældre, som ønsker en anden skole end distriktskolen, vil optagelse i børnehaveklasse ske efter følgende prioriterede kriterier:
- De elever, som har søskende på den ønskede skole.
- De elever, der bor nærmest den ønskede skole.
- De elever, der har gået i dagtilbud i det ønskede skoledistrikt.
Hvis der er flere ansøgere til en skole end der er plads til, oprettes der venteliste på skolen.
Lovgrundlag
Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2, pkt. 3 skal ændringer af skoledistrikter behandles og vedtages i Byrådet efter at have været i høring i skolebestyrelserne. Dette krav bortfalder, hvis der træffes beslutning om ikke at ændre på skoledistrikterne.
Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5, stk. 5.4 og 5.6.
Økonomi
Der er i budgettet afsat økonomi til 11 børnehaveklasser. De fremlagte modeller indeholder 10 børnehaveklasser.
Indstilling
at Børne- og Undervisningsudvalget indstiller model 1 til godkendelse i Byrådet.
Beslutning
Der var grundet stemmelighed ikke enighed om at indstille en af de foreslåede modeller til Byrådet, hvilket betyder at forslaget bortfalder.
Sagen forelægges for Børne- og Undervisningsudvalget på ny med henblik på indstilling til Byrådet.
Beslutningskompetence
Byrådet, jf. delegationsplan for folkeskole og dagtilbud, godkendt af Byrådet den 7. juni 2022.
Beslutningstema
Børne- og Undervisningsudvalget behandlede den 21. juni 2021 oplæg til skoledistrikter for skoleåret 2024/2025. Udvalget besluttede at sende to modeller i høring i skolebestyrelserne. Høringssvarene er bilagt sagen.
Bilag
Sagsfremstilling
Lovgivningen og principafgørelser sætter rammen for en stor del af de merudgifter, som kan bevilliges efter servicelovens § 41. På visse områder er der dog ikke fastsat centrale principper eller takster for merudgifterne, hvilket betyder, at kommunerne selv skal fastsætte serviceniveauet, beregningsprincipper og/eller takster for disse ydelser.
Kvalitetsstanderne i denne sag er de hyppigst anvendte områder, hvor der i sagsbehandlingen kan være brug for vejledende serviceniveauer, beregningsprincipper og takster som afsæt for en konkret afgørelse. Det bemærkes i den forbindelse, at alle afgørelser skal være konkrete og individuelle. Det kan således betyde, at serviceniveauet i den konkrete afgørelse godt kan afvige fra Ishøj Kommunes kvalitetsstandarder, hvis der er særlige forhold, som gør sig gældende.
Seneste kvalitetsstandard på området blev godkendt i august 2019. Der er naturligvis ændret i taksterne, så de er tidssvarende, og det er præciseret, hvordan taksterne/satserne følger prisudviklingen på de forskellige områder, så kvalitetsstandarden ikke forældes alene på baggrund af prisændringer. Der er endvidere medtaget flere tøjtyper, da den tidligere version manglende gængse tøj-typer som f.eks. kjoler/nederdele.
Lovgrundlag
Servicelovens § 41 om merudgiftsydelser.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at kvalitetsstandard for merudgifter sendes i høring i Handicaprådet.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Børne- Undervisningsudvalget.
Beslutningstema
Kvalitetsstandard for merudgifter efter servicelovens § 41 er blevet opdateret. Administrationen indstiller, at kvalitetsstandarden sendes i høring i Handicaprådet inden godkendelse i Børne- og Undervisningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Centerchef for Børn og Forebyggelse René Juhl orienterer om udviklingen i nøgletal for underretninger, forebyggelsesindsatser, anbringelser og specialundervisning.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Tandreguleringen I/S er et fælleskommunalt § 60-selskab mellem Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk kommuner. Formålet med Tandreguleringen er at sikre forsyningssikkerhed, høj faglig kvalitet og effektiv drift på tandreguleringsområdet på vegne af de seks kommuner. Tandreguleringen styres overordnet af en bestyrelse, som udgør repræsentanter for de 6 kommuner, som primært består af fagansvarlige chefer i kommunerne. Den daglige drift varetages af en leder for Tandreguleringen. Den tidligere leder af Tandreguleringen I/S er stoppet med udgangen af juni 2023, og der er aktuelt en ansættelsesproces i gang med sigte på at få ansat en ny leder af Tandreguleringen, som kan starte den 1. november 2023.
Den aktuelle situation er, at der i Tandreguleringen ikke er ledige behandlingstider i resten af 2023. Det har været nødvendigt fra starten af året at booke patienter ind, som længe har ventet på behandling i Tandreguleringen – i nogle tilfælde op til 4 år. Det er specialtandlægerne i Tandreguleringen, som varetager visitationen i den almene tandpleje i kommunerne, og de har indtil videre visiteret ca. 600 patienter i 2023, som har brug for behandling inden for 3 – 6 måneder. Der er planlagt flere visitationer i efteråret, så det forventes, at der vil komme en del flere patienter i efteråret, hvor der også er et behandlingsbehov inden for 3 – 6 måneder.
Forældrene er orienteret om situationen og om den manglende mulighed for rettidig behandling. De er også vejledt i forhold til at vælge private tandlæger til at udføre behandlingen. Dette valg vil dog være forbundet med en væsentlig egenbetaling for forældrene, og situationen hos de private tandlæger er også præget af lange ventetider. Der er således risiko for, at nogle patienters situation forværres, da rettidig behandling ikke er mulig.
Derfor indstilles det til, at Tandreguleringen tilføres ressourcer, så der hurtigst muligt kan indkaldes 500 patienter ekstra. Dette kræver etablering af et ekstra behandlingsteam, som bestyrelsen vil bestræbe sig på, kan blive klar i december 2023. Behandlingen varer i gennemsnit 4 år og følger 3 trin: (1) optagelse af behandlingsmateriale (opmåling af behovet), (2) behandlingen og (3) opfølgning på behandlingen. Den samlede udgift til det ekstra team er beregnet til 16,7 millioner kroner (i 2023-priser) fordelt over fire år og fordelt på alle ejerkommunerne.
Det er vigtigt at understrege, at ekstrabevillingen ikke i sig selv løser udfordringen med ventetider i Tandreguleringen på lang sigt. Der mangler stadig en langsigtet plan, så Tandreguleringen ikke har patienter, som venter unødigt længe, og som kan betyde mere komplicerede forløb for nogle patienter. Denne plan vil blive udarbejdet i samarbejdet mellem den nye leder af Tandreguleringen, bestyrelsen, Tandreguleringens fagpersoner og overtandlægerne i kommunerne på baggrund af en ekstern analyse af Tandreguleringens drift. Grundbudgettet for Tandreguleringen er fra 2022 til 2023 forhøjet med ca. 3,5 mio. kroner årligt. Det er ambitionen, at den langsigtede plan ikke medfører behov for yderligere tilførsel af ekstra ressourcer.
Der gøres opmærksom på, at Tandreguleringen siden starten af 2012 har haft en venteliste på mellem 778 og 2.007 patienter. Ventelisten er aktuelt 1.427 patienter, og den ventes at stige noget i efteråret 2023.
Indstillingen indeholder også ekstra udgifter til ansættelse af ny leder for Tandreguleringen i opsigelsesperioden for den tidligere leder (0,9 million kr. i 2023 og 2024), udgifter til rekruttering af ny leder (160.000 kr. i 2023) og udgifter til en ekstern analyse af Tandreguleringens drift (500.000 kr. – forventes gennemført i 2024).
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om Tandpleje og Sundhedsloven.
Økonomi
Den samlede indstilling er en merbevilling på 18,15 millioner kroner over knap 4,5 år. Da behandlingsforløbet for patienterne over den 4-årige periode har forskellige faser/trin, er beløbene lidt forskellige fra år til år, og i 2023 og 2024 vil der være ekstraudgifter som følge af aftrædelsesaftalen, rekruttering og ekstern analyse. Ressourcerne vil gøre det muligt at opstarte et nyt behandlingsteam i december 2023. Den nævnte udgift nedenfor udgør den estimerede udgift på baggrund af andelen af børn og unge (10 – 18 år) i kommunen i forhold til det samlede antal børn og unge i de seks kommuner. Fordelingen er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik (antallet af 10 – 18-årige pr. 3. kvartal, 2023).
Udgiften for Ishøj Kommune vil samlet være: 2.079.668 kr. (2023: 80.096 kr., 2024: 637.289 kr., 2025: 520.312 kr., 2026: 474.909 kr., 2027: 367.062 kr.). Ishøj Kommeuns andel udgør 11,46 % af de samlede udgifter.
Finansieringen for Ishøj Kommune indgår i de politiske budgetforhandlinger for budget 2024. Udgiften for 2023 kan for Ishøj Kommune afholdes inden for rammen.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Beslutningstema
Tandreguleringen I/S, som er det fælles kommunale tandreguleringsselskab, Ishøj Kommune er del af, har i øjeblikket ikke ressourcen til at opstarte den nødvendige behandling af patienter med presserende behandlingsbehov. Derfor orienteres der om behov for bevilling af ekstra ressourcer til at ansætte et ekstra team i Tandreguleringen I/S, som kan iværksætte denne behandling snarest muligt. Der arbejdes med udgangspunkt i, at det nye behandlingsteam kan opstarte behandling af patienter i december 2023.
Sagsfremstilling
Status på indsatserne 'Baba' og 'Bydelsmødre'
"Udvalg for tryghed og kriminalitet" besluttede at der årligt skulle gives Børne- og Undervisningsudvalget en status på indsatserne Baba og Bydelsmødre. 'Baba' og 'Bydelsmødre - juli 2023' er vedhæftet dagsordenen til orientering.
Det overordnede formål med indsatsen "Baba" er at give ressourcesvage fædre viden og værktøjer til at arbejde med egne børn igennem lokalt netværk og relationer. Der vurderes, at hvis Baba skal forsætte, vil det kræve en relativ stor indsats fra koordinatorerne i forhold til at rekruttere nye fædre samt i at understøtte og facilitere de løbende møder og arrangementer.
Det overordnede formål med indsatsen "Bydelsmødre" er at give kvinder information og støtte, så de kan tage kontrol over eget liv og træffe de beslutninger, der opleves rigtige for dem selv, familien og børnene. Der vurderes, at bydelsmødrene i Ishøj har etableret et godt fundament, men foreningen har forsat behov for mindre grad af understøttelse af en koordinator - primært ift. kendskab til netværk og kontakter. Derudover vil der være behov for økonomisk tilskud og hjælp til facilitering af uddannelse af nye hold, dog i mindre grad end ved de første to hold.
Kommunalt udviklingspartnerskab om kvalitet i dagplejen
KL inviterer alle kommuner til at deltage i et kommunalt udviklingspartnerskab om kvalitet i dagplejen. Jf. resultaterne fra den første danske kvalitetsundersøgelse i pædagogiske læringsmiljøer og rammer i kommunale daginstitutioner og dagplejen for 0-2-årige børn, publiceret af VIVE og EVA i foråret 2023, inviterer KL alle kommuner til at deltage i et udviklingspartnerskab om kvalitet i dagplejen. Det er forventningen, at resultaterne giver vigtig viden til det videre arbejde med at udvikle kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer for aldersgruppen 0 – 2 år i dagplejen. Partnerskabets formål er at bidrage til at understøtte kommuner i en strategisk og faglig udvikling af dagplejen, der er baseret på relevant viden og forskning på området samt indsigt i andre kommuners arbejde med kvalitet med henblik på omsætning i lokale og nationale initiativer. Ishøj Kommune deltager i KL partnerskabet om kvalitet i dagplejen i 2023/24 med henblik på at bidrage til kvalitetsudvikling i dagplejen.
Forældrebetaling ved anbringelse
Som forældre til anbragte børn og unge er man forpligtiget til at bidrage økonomisk til anbringelsen. Der er dog en række undtagelsesbestemmelser, som gør det vanskeligt at forstå for forældrene, og vanskeligt at administrere for sagsbehandlerne. Derfor har der tidligere være en noget ujævn praksis, hvilket administrationen har forsøgt at rette op på – senest i foråret 2023. Alle sager er nu gennemgået igen, og der er taget stilling til forældrebetalingen i alle anbringelsessager. Forældrene klager forventeligt i vid udstrækning over disse afgørelser. Da retspraksis på området ikke er entydig, er der en risiko for, at Ankestyrelsen vil lægge vægt på forhold i afgørelsen, som vi ikke kender til eller er opmærksomme på.
Orientering om Ankestyrelsens Børnesagsbarometer 2023
Ankestyrelsen undersøger hvert år kommunernes sagsbehandling på området for udsatte børn og unge. Undersøgelsen har navnet ”Børnesagsbarometret”. Ishøj Kommune har ultimo juni 2023 modtaget tilbagemelding på Ankestyrelsens gennemgang af 15 udvalgte sager fra Ishøj, som blev indsendt i foråret 2022. Resultatet af undersøgelsen viser, at Ishøj Kommune overholder lovgivningen på en del områder. Der skal dog være en ekstra opmærksomhed på følgende områder 1) Overholdelse af tidsfristen for børnefaglige undersøgelser, 2) At der er talt med barnet om den påtænkte indsats forud for afgørelse, 3) Sikring af, at der sker en opfølgning inden for de tre første måneder efter iværksættelse af indsats.
Opgørelsen fra Ankestyrelsen er vedhæftet dagsordenen sammen med et uddybende notat, som er udarbejdet af Center for Børn og Forebyggelse.
Det specialiserede socialområde - monitorering 2023
KKR Hovedstaden har efter anbefaling fra Embedsmandsudvalget for det specialiserede socialområde besluttet, at der hvert år skal udarbejdes en monitoreringsrapport, der viser udviklingen i udgifter og aktiviteter på det specialiserede socialområde. Monitorering 2023 opgør de samlede udgifter til det specialiserede børne- og ungeområde samt voksenområdet i perioden 2018 - 2022 for kommunerne i hovedstadsregionen. De angivne udgifter dækker både over udgifter til køb af pladser i eksterne tilbud og drift i egne tilbud. Rapporten konkluderer, at kommunerne i hovedstadsregionen samlet set brugte 18,7 mia. kr. på det specialiserede socialområde i 2022 - fordelt med 6. mia. til det specialiserede børne- og ungeområde og 12,7 mia. til det specialiserede voksenområde. Fra 2018 til 2022 er udgifterne til det specialiserede socialområde steget med 7 % i hovedstadsregionens kommuner - på landsplan er udvikling 9 %. Udgifterne til det specialiserede børne- og ungeområde er i samme periode steget med 4 %, hvilket svarer til stigningen på landsplan. For hvert område i rapporten er der indsat kort over hovedstadsregionens kommuner, hvoraf udgifterne pr. kommune fremgår. Monitoreringsrapport 2023 er vedhæftet dagsordenen.
Kvalitetsrapport for dagtilbud
Ifølge dagtilbudslovens § 3a, stk. 5 skal Byrådet drøfte udviklingen på dagtilbudsområdet mindst hvert andet år med udgangspunkt i kommunens rammer for dagtilbud og eventuelle prioriterede indsatser. I den forbindelse er administrationen i gang med at udarbejde en kvalitetsrapport for 2023. Formålet med kvalitetsrapporten for Ishøj Kommunes dagtilbud er at give information om en række væsentlige forhold i dagtilbuddenes virke og udvikling samt at fungere som baggrund for dialog om status og udvikling i kommunens dagtilbud. Samtidig indgår kvalitetsrapporten som en del af det samlede tilsyn med kommunens dagtilbud. Center for Dagtilbud og Uddannelse har ansvaret for udarbejdelse af kvalitetsrapporten, herunder indsamlingen af relevante data og informationer. Administrationen sender rapporten i administrativ høring i dagtilbuddenes forældrebestyrelser i perioden fra den 28. september til den 2. november 2023, hvorefter kvalitetsrapporten og høringssvarene behandles på Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 23. november og efterfølgende i Byrådet den 5. december 2023.
Midlertidigt begrænsede telefontider i Pladsanvisningen
Pladsanvisningen har i en periode mindre bemanding end vanligt, hvilket betyder, at der frem til den 1. november 2023 vil være begrænsede telefontider i Pladsanvisningen. De nuværende telefontider er følgende: Mandag-onsdag kl. 9-15, torsdag kl. 12-17 og fredag kl. 9-13. I perioden frem til den 1. november vil telefontiderne være som følger: Mandag-onsdag kl. 9-12, torsdag kl. 12-15 og fredag kl. 9-12.
Gallataffel for H.K.H Prins Christian
I anledning af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag afholder Kongehuset Gallataffel på Christiansborg Slot den 15. oktober 2023, fra kl. 17.00 – 22.00.Gallataflets deltagere repræsenterer hele landet og dets mangfoldighed. Det er Kongehusets ønske at skabe en begivenhed, der hylder den brede vifte af unge danskere, der hver især bringer deres unikke perspektiver og engagement til festen. I forbindelse med Gallataflet har Hofmarskallatet bedt Kommunernes Landsforening (KL) om at formidle en invitation til to unge deltagere fra hver kommune. De unge fra hver kommune skal være af forskelligt køn og 18 år på dagen for gallataflet. Der er udvalgt to unge på baggrund af følgende kriterier: Forskelligt køn, forskellig uddannelse, engagement i lokalmiljøet i Ishøj Kommune. De to unge er:
- Nikoline på 18 år, der går på HHX på Sydkystens Gymnasium. Nikoline er medlem af Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) og er engageret i skolemiljøet. Nicoline dyrker karate på eliteniveau og er udtaget til VM.
- Jens- David på 18 år. Jens-David er student og starter på maskinmesteruddannelse i februar 2024), tidligere student. Han er formand for Ungerådet og medlem af rådet for Børns Læring. Jens-David deltager i musikproduktion på Ungdomsskolen, synger i kor i Ishøj Kirke og skriver musik.
Der er udsendt en pressemeddelelse om begivenheden og valget af de to kandidater.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Børne- og Undervisningsudvalget.