Referat
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget onsdag den 13. august 2025 kl. 19.00

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Der er Jobcamp den 23. - 24 oktober.

Beslutning

Til efterretning.

Sagsfremstilling

I beskæftigelsesstrategien har Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget prioriteret et særligt fokus på ungeområdet. Ungeindsatsen – Ishøj Uddannelse og Job (IUJ) har udarbejdet en statusrapport over de uddannelses- og beskæftigelsesmæssige indsatser målrettet de unge under 30 år, jf. bilag 1.

Afdelingsleder Mette Hensel deltager under behandlingen af dette punkt.


Overordnet status

Ungeindsatsen - Ishøj Uddannelse og Job (IUJ) og den Kommunale Ungeindsats (KUI) bidrager i høj grad til, at flere unge i Ishøj påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse eller opnår tilknytning til arbejdsmarkedet.


Følgende nøgletal understøtter denne positive udvikling:

  • Andelen af 21-årige med bopæl i Ishøj Kommune, der har gennemført en ungdomsuddannelse, er steget fra 63 % i 2019 til 75,6 % i 2023.
  • Andelen af 25-årige med bopæl i Ishøj Kommune, der har gennemført en ungdomsuddannelse, er steget fra 71 % i 2019 til 80 % i 2023.
  • Antallet af unge på uddannelseshjælp – herunder særligt de aktivitetsparate – er faldet med 25 % fra 146 fuldtidspersonser i januar 2023 til 110 fuldtidspersoner i december 2024.


Udviklingen kan bl.a. tilskrives fælles tro på at alle unge har værdi og en fælles faglig retning i IUJ, herunder forbedrede arbejdsgange, nye interne tilbud som fx Ungekompasset og småjobpuljen samt en styrket faglig kultur med fokus på progression og læring for alle unge. Se bilag 1.1 - 1.3.


Uddannelsesvejledning efter grundskolen

IUJ oplever et stabilt antal unge i alderen 18-24 år, som hverken er i gang med – eller har gennemført – en ungdomsuddannelse, og som IUJ ikke har kunnet etablere kontakt til. Gruppen omtales ofte som "potentialegruppen". Gruppen er omskiftelig, da det varierer over tid, hvilke unge der befinder sig i herind. IUJ oplever at flere af de unge i ”potentialegruppen” senere starter uddannelse eller kommer i arbejde – uden at have været i kontakt med IUJ.

De unge, der modtager uddannelsesvejledning, har mulighed for at evaluere samtalen via et online spørgeskema.


Resultaterne viser:

  • 100 % af de unge angiver, at de i høj grad eller i meget høj grad er tilfredse med vejledningssamtalen.
  • 97 % oplever, at samtalen har bidraget til større afklaring af deres situation, og hjulpet dem til at vide, hvad deres næste skridt er.

IUJ vurderer på den baggrund, at uddannelsesvejledningen generelt modtages meget positivt.


Indsatser målrettet unge

IUJ har igangsat og arbejder med en række indsatser, hvor følgende fremhæves:

  • Fremskudt uddannelsesvejledning og opsøgende indsats i Vejleåparken (Helhedsplanen). En stor andel af de unge, som IUJ får kontakt til via indsatserne, starter efterfølgende i uddannelse eller arbejde.
  • Ungekompasset – IUJ’s interne tilbud, hvor 60,3 % af de unge, som har været tilmeldt fra januar 2023 til marts 2025, er kommet ud af ydelsessystemet.
  • Dansk- og matematikundervisning - ud af de unge, som har været til eksamen på enten FVU- eller AVU-niveau, har ca. 90% bestået deres eksamen. Der er fortsat unge, som afventer at komme til eksamen, og andre unge bruger tilbuddet til at løfte deres faglige niveau inden studiestart.
  • Overgangsmentorer – IUJ vurderer, at unge, der modtager mentorstøtte i overgangen fra ledighed til uddannelse eller arbejde, i højere grad fastholdes i forløbene.
  • Småjob – 68,4 % af de unge, der har afsluttet småjob i 2023 og 2024, er overgået til enten ordinære løntimer, uddannelse eller forventes at påbegynde uddannelse ved næste start.
  • KLAR TIL START – Et nyt tilbud etableret i andet kvartal 2024. De første erfaringer er positive, og indsatsen vil senere hen blive evalueret.

Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på de uddannelses- og beskæftigelsesmæssige indsatser for unge under 30 år i Ishøj Kommune.

Bilag

Sagsfremstilling

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget har i marts 2025 besluttet, at vi skal ansøge om midler i puljen til Ungeløftet. Ungeløftet er et landsdækkende partnerskab mellem bl.a. psykiatrien, andre kommuner m.m., der arbejder for at hjælpe unge uden uddannelse eller beskæftigelse videre i tilværelsen. Gennem et partnerskab med Ungeløftet og etableringen af et lokalt samarbejde kan Ishøj Kommune skabe et grundlag, der understøtter realiseringen af målsætningen og sikrer, at unge uden uddannelse og job, får den nødvendige støtte. Projektperioden er fra den fra den 15. august 2025 til den 31. december 2028.


Center for Beskæftigelse og Erhverv har nu modtaget et tilsagn fra STAR, om at vi har modtaget godt 2,3 mio. kr. til Ungeløftet. Der blev oprindeligt ansøgt om knapt 7 mio. kr.

Økonomi

Tilskuddet fra STAR fordeler sig således over de kommende år:

2025:

167.474,96 kr.


2026:

670.788,32 kr.


2027:

793.840,21 kr.


2028:

673.897,93 kr.


Samlet 2.306.001,43 kr.


50 % af tilskuddet udbetales i 2027, og de resterende 50% udbetales i 2029.

Indstilling

At orienteringen om tilsagnet tages til efterretning.

At der godkender tillægsbevillinger på:


2025

2026

2027

2028

2029

Projektmidler

167.475 kr.

670.788 kr.

793.840 kr.

673.898 kr.


Tilskud



-1.153.001 kr.


-1.153.001 kr.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om, at vi nu har modtaget tilsagn om tilskud af midler fra STAR vedr. Ungeløftet.

I den forbindelse skal der godkendes en tillægsbevilling i 2025 - 2028 og en negativ tillægsbevilling i 2027 og 2029. Tillægsbevillingerne modsvarer hinanden.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Jobcenter har de seneste tre år samarbejdet med Code of Care om at etablere og drive et netværk for virksomheder, der ønsker at tage et socialt ansvar og samarbejde med jobcenteret om at hjælpe ledige borgere med udfordringer i gang på arbejdsmarkedet.


Samarbejdsaftalen udløber ultimo august, og udvalget besluttede på junimødet, at administrationen skulle indgå forhandlinger med Code of Care om en ny men reduceret kontrakt, hvor Ishøj Jobcenter selv varetager en større del af opgaven med at drive netværket, og Code of Care fortsat bidrager med sparring og deltagelse i arrangementer.


Ny partnerskabskontrakt er vedlagt i bilag 1.


Den nye partnerskabskontrakt omfatter blandt andet, at Code of Care bistår Ishøj Kommune med planlægning og gennemførelse af fire årlige Code og Care netværksmøder. Code og Care deltager ligeledes i den lokale styregruppes møder, og i den forbindelse bidrager de med viden og erfaringer fra andre Code og Care-partnerskabskommuner og -arrangementer.


Den tidligere partnerskabsaftale kostede Ishøj Kommune 300.000 kr. årligt. Den nye partnerskabsaftale koster kommunen 80.000 kr. årligt.

Lovgrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Økonomi

Kontrakten gælder for en treårig periode med en årlig udgift på 80.000 kr. eks. moms (beløbet indeksreguleres efter en 2-årig periode dog med maks. 5%).

Den samlede udgift er således 240.000 kr. eks moms. (2025-priser).

Udgiften afholdes inden for Jobcenterets eget budget til beskæftigelsesindsatser og dermed uden for servicerammen.

Da udgifterne til Code of Care med den nye aftale er lavere end tidligere, vil det fra 2026 give en årlig besparelse på 220.000 kr., som vil indgå i de besparelser, der skal gennemføres som led i beskæftigelsesreformen.

Indstilling

at udvalget godkender og tiltræder den treårige partnerskabsaftale med Code of Care.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende og tiltræde en ny partnerskabskontrakt med Code of Care.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Erhvervsråd blev etableret i 2022 efter byrådets beslutning om at oprette et nyt forum, der skal videreføre, udvikle og styrke det tætte samarbejde mellem Ishøj Kommune og det lokale erhvervsliv. Rådet består af repræsentanter fra erhvervslivet, lokale politikere, interesseorganisationer og den lokale ungdomsuddannelsesinstitution. Ishøj Erhvervsråd havde sit første møde i januar 2023.


Det er indskrevet i erhvervsrådets kommissorium, at rådet evalueres ved udgangen af hver byrådsperiode. Der gennemføres derfor i dette efterår en evaluering af Ishøj Erhvervsråd, så denne kan præsenteres for det nye byråd i 2026.


I Bilag 1 er vedlagt design for evalueringen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at udvalget godkender evalueringsdesignet for evaluering af Ishøj Erhvervsråd.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende evalueringsdesign for evaulering af Ishøj Erhvervsråd.

Bilag

Sagsfremstilling

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget behandlede på møder henholdsvis den 5. og 6. februar 2025 orienteringssager om førtidspensionssager behandlet i pensionsnævnet i 2024.

Som opfølgning ønskede Social- og Sundhedsudvalget mere data omkring gruppen af borgere, der har fået tilkendt førtidspension i 2024. Administrationen har på den baggrund gennemgået data og undersøgt, om der er særlige forhold som gør sig gældende i Ishøj i relation til befolkningssammensætningen. På den baggrund har administrationen analyseret data for at afdække, om der i Ishøj er særlige forhold knyttet til befolkningssammensætningen. Dette er sket med afsæt i en analyse fra SMVdanmark (tidligere Håndværksrådet) fra januar 2025, som belyser tilgangen til førtidspension blandt 18-59-årige og sammenligner udviklingen for borgere med dansk oprindelse og indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Tilkendelser af førtidspension i Ishøj i forhold til køn, alder og herkomst
Administrationen har manuelt gennemgået de sager, som resulterede i, at en borger blev tilkendt førtidspension i 2024. I alt viser optællingen, at 84 borgere fik tilkendt førtidspension, hvilket er lidt mindre end de 88, som blev oplyst i orienteringssagen fra februar 2025. Forskellen skyldes efterregistreringer og korrektioner i data hos jobindsats.dk.

De 84 tilkendelser af førtidspension i 2024 fordeler sig på i alt 53 kvinder og 31 mænd. Ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik er der på landsplan lidt flere kvinder end mænd, der får tilkendt førtidspension, svarende til 55 pct. kvinder og 45 pct. mænd. Dette gælder også i Ishøj, hvor tendensen er lidt stærkere end på landsplan, og hvor den procentvise fordeling i 2024 er 63 pct. kvinder og 37 pct. mænd. Årsagen til, at flere kvinder end mænd tilkendes førtidspension, er blandt andet, at kvinder oftere har belastende job og psykiske lidelser.

Ser vi på aldersfordelingen, er der 14 borgere af de 84 borgere, der fik tilkendt førtidspension, som er under 40 år. Der gælder skærpede krav, når en borger under 40 år ansøger om førtidspension. Ifølge lovgivningen kan personer under 40 år kun få tilkendt førtidspension, hvis deres arbejdsevne er så varigt og væsentligt nedsat, at det er helt åbenbart, at de aldrig vil kunne komme i arbejde eller uddannelse, heller ikke efter et ressourceforløb. Derfor skal kommunen forsøge at udvikle arbejdsevnen gennem fx ressourceforløb eller andre tiltag, inden førtidspension kan tilkendes. Er borgeren over 40 år, kan kommunen tilkende førtidspension, hvis arbejdsevnen er varigt nedsat og yderligere udvikling af arbejdsevnen, anses for udsigtsløs.

Borgere, der tilkendes førtidspension i Ishøj og er under 40 år, har typisk en meget væsentlig funktionsnedsættelse på grund af psykisk og/eller fysisk handicap og er ofte medfødt. En gennemgang af hoveddiagnoser og tillægsdiagnoser viser, at en hyppig årsag til tilkendelsen af førtidspension til borgere over 40 år er psykiske lidelser, fx depression, angst, PTSD og skizofreni. Muskel- og skeletlidelser er også en udbredt årsag, ofte i kombination med psykiske lidelser. Derudover er cancer og andre livstruende sygdomme baggrund for tilkendelse af førtidspension.

Ishøj Kommune er et mangfoldigt samfund, og en opgørelse i forhold til herkomst viser, at 41 af de 84 borgere er af dansk oprindelse, hvor 38 borgere har indvandrerbaggrund, og fem borgere er efterkommere. Det fordeler sig på følgende nationaliteter: Afghanistan, Bulgarien, Indien, Litauen, Pakistan, Polen, Tchad, Tunesien og Tyrkiet. Borgere med tyrkisk og afghansk baggrund samt efterkommere derfra, tegner sig for den største gruppe på i alt 31 borgere. Det svarer til, at 49 procent af tilkendelserne af førtidspension er tildelt borgere af dansk oprindelse, hvor 51 procent af tilkendelserne er tildelt borgere med indvandrerbaggrund eller efterkommere, og størstedelen heraf kommer fra ikke-vestlige lande.

Ifølge analysen fra SMVdanmark er det et mønster på landsplan, at ikke-vestlige indvandrere oftere tildeles førtidspension end personer med dansk oprindelse.18-59-årige indvandrere fra ikke-vestlige lande har 1,5 gange så høj en tilgang til førtidspension som borgere med dansk oprindelse i samme aldersgruppe, konkluderer SMV i analysen. Der er forskelle i tilgangen til førtidspension mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere, når man opdeler på kommunetype – fx om kommunen er en hovedstads- eller landkommune – hvor markant flere ikke-vestlige indvandrere i bykommuner får tilkendt førtidspension. En tilsvarende forskel ses også i forhold til kommunens socioøkonomiske indeks.

Analysen fra SMVdanmark indikerer, at Ishøj adskiller sig fra det generelle billede, da deres analyse viser, at Ishøj har en markant lavere tilgang til førtidspension, end man skulle forvente, kommunens socioøkonomiske sammensætning taget i betragtning. Ishøj Kommune ligger på en 96. plads på det socioøkonomiske indeks, men på en 51. plads, hvad tilgangen til førtidspension for ikke-vestlige indvandrere angår. Det skal dog bemærkes, at der er tale om en forholdsvis lille population, og derved kan selv mindre udsving få procentmæssig betydning i analyser af denne type.

Tilkendelser af førtidspension de senere år
Antallet af tilkendelser af førtidspension i 2024 er faldet lidt i forhold til 2023, hvor 88 borgere blev tilkendt førtidspension.

Ser man på udviklingen i de seneste syv år, varierer antallet af tilkendelser en del. 2022 skiller sig ud som et år, hvor der blev tilkendt et relativt højt antal førtidspensioner (116 borgere), og i de seneste to år nærmer antallet af tilkendelser sig omtrent gennemsnittet fra årene før 2022. Det forventede niveau ligger således på 82 - 92 tilkendelser pr. år.

I den resterende del af 2025 vil der fortsat være fokus på et tæt samarbejde mellem Center for Voksne og Velfærd og Center for Beskæftigelse og Erhverv i forhold til sager vedrørende borgere under 40 år. Der arbejdes fortsat på at styrke sagsbehandlingen samt sikre korrekt og god kommunikation med borgerne, ligesom det forventes, at samarbejdet vil give mulighed for at sætte yderligere fokus på forebyggelse og understøttelse af tiltag med henblik på selvforsørgelse.

Lovgrundlag

Lov om social pension.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

I denne sag gives en orientering om tilkendelsen af førtidspensioner i 2024 som opfølgning på sagen, der blev forelagt for Social- og Sundhedsudvalget samt Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget på møder i februar 2025. Der præsenteres nøgletal og data om gruppen af borgere, der er tilkendt førtidspension herunder kønsfordeling, etnisk herkomst og alder. Sagen forelægges for Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget. Sagen sendes til orientering i Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Lovforslag er fremsat


Siden udvalgsmødet den 4. juni er der fremsat lovforslag til den første lovændring som led i reformen. Loven blev fremsat den 20. juni og er i høring frem til den 21. august. Blandt de høringsberettigede organisationer er KL og Kommunale Velfærdschefer. Der er således mulighed for som kommune at komme med høringssvar gennem de kanaler. I bilag 1-4 ses aftalen, høringslisten, høringsbrevet og lovudkastet. Loven forventes vedtaget til november 2025 og indeholder elementer, der vil træde i kraft 1. februar 2026 og 1. juli 2026.


Det andet lovforslag, der fremsættes som led i reformen, forventes fremsat i februar 2026 med ikrafttræden 1. januar 2027. Her er der tale om en helt ny hovedlov på beskæftigelsesområdet. Se bilag 5 om udmøntning og ikrafttrædelser.


Implementeringen af initiativerne i Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen sker gradvist over de kommende år.


Det fremlagte lovforslag vil, såfremt det vedtages i sin nuværende ordlyd, betyde følgende:


Ikrafttrædelse den 1. februar 2026:

  • Afskaffelse af revalideringsordningen
  • Afskaffelse af pligt til læse-, skrive- og regnetest
  • Afskaffelse af jobrotationsordningen
  • Afskaffelse af pulje til uddannelsesløft
  • Afskaffelse af ressourceforløbsordningen
  • Den statslige VEU-koordinering bortfalder
  • Afskaffelse af krav om jobcenter og fri organisering af indsatsen
  • Kommunalpolitisk forankring i overgangen til en ny organisering
  • Én indgang for virksomheder
  • Styrket brug af kunstig intelligens og data fra indsatsen
  • Afskaffelse af skærpet tilsyn


Ikrafttrædelse den 1. juli 2026

  • Afskaffelse af særlig støtte
  • Afskaffelse af ret til uddannelsesmentor
  • Afskaffelse af kontinuerlig indsats for unge
  • Fri organisering af den tværfaglige indsats og afskaffelse af rehabiliteringsteams
  • Ensartet sundhedsfaglig rådgivning og vurdering
  • Større frihed i den tidlige indsats for borgere tættere på arbejdsmarkedet
  • Mere fleksible rammer for tilbud i indsatsen
  • Sygemeldte fra beskæftigelse ud af beskæftigelsesindsatsen
  • Bedre mulighed for digital indsats for sygemeldte
  • Mere fleksible opfølgningsforløb


Det er værd at bemærke, at styrket brug af kunstig intelligens bliver muligt fra 1. februar 2026. Dermed gives der formelt lovhjemmel til, at vi i kommunerne må anvende AI (kunstig intelligens) som støtte i forbindelse med sagsbehandlingen. På den baggrund er der lovhjemmel til det udvidelsesforslag, som EBU har fremsat til Budget 2026, og hvor der ønskes igangsat forsøg med og implementering af kunstig intelligens i beskæftigelsesindsatsen.


Besparelseskravene i 2026 er nu kendt

KL har været i forhandling med Beskæftigelsesministeriet om den konkrete udmøntning af besparelserne de kommende år. Der er dog fortsat nogle besparelser, som ikke er begrundet i lovændringer, men hvor KL er blevet pålagt at sikre, at kommunerne selv finder relevante besparelser. Se bilag 6 og 7.


I 2026 ser besparelser således ud:


Konto 6: Servicerammen

For Ishøj Kommune betyder reformen, at der skal spares ca. 1,7 mio. kr. i 2026 inden for servicerammen.

Der tilføres dog samtidig ca. 140.000 kr. til øget efteruddannelse/kompetenceløft af ledere og medarbejdere, ligesom der tilføres en jobpræmie for ledige, der kommer i løntimer. For det første år (2026) vil Jobpræmien blive fordelt efter en fordelingsnøgle og beløber sig til ca. 345.000 kr. for Ishøj Kommune. Jobpræmien er indført for at motivere kommunerne til at gøre en særlig indsats for at hjælpe de svageste ledige til løntimer.

Nettobesparelsen i Ishøj bliver derfor ca. 1.215.000 kr.


Besparelserne i 2026 og de kommende år vil medføre behov for politiske prioriteringer. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget kan bede administrationen udarbejde et oplæg til politisk drøftelse, der forholder sig til sparekravene inden for servicerammen, deres konsekvenser og hvilke prioriteringsmuligheder der er politisk inden for reformens rammer.


Konto 5: Uden for servicerammen

For Ishøj Kommune betyder reformen, at der skal spares 1.866.000 kr. i 2026 uden for servicerammen.

Hele besparelsen skal findes på beskæftigelsesindsatser, hvor det samlede budget er på godt 22. mio. kr.

KL anvender regnskabet for 2024 som udgangspunkt. Det er altså i forhold til regnskabet fra 2024, at vi skal nedbringe budgettet for 2026 med 1,866 mio. kr.


Vi er forholdsvis heldigt stillet i 2026. Det skyldes, at vi i 2024 overskred budgettet med 700.000 kr. på beskæftigelsesindsatser (vi havde så mindreforbrug på andre konti, så samlet har der ikke været tale om en budgetoverskridelse). Det betyder, at budgettet allerede er 700.000 kr. lavere end regnskabet for 2024. Dertil kommer, at vi har været i udbud, og at vi gennem udbuddet forventer at kunne reducere vores udgifter til beskæftigelsesindsatser med 405.000 kr., og endelig har vi genforhandlet partnerskabsaftalen med Code of Care, som betyder, at vi fremover har reduceret udgiften med 220.000 kr. årligt.


Disse tre forhold betyder tilsammen, at det er muligt at gennemføre besparelser på 1.325.000 kr., uden at det medfører færre eller ringere indsatser for borgerne. Tilbage står at finde besparelser for yderligere 541.000 kr. Dette vil kunne realiseres ved at henvise færre ledige til tilbud hos vores eksterne leverandører. Det vil betyde færre tilbud til de ledige, med mindre de i stedet kan henvises til interne tilbud.


Udfordringen bliver dog større i 2027, hvor der skal findes nye besparelser for 2,6 mio. kr., og derefter skal der findes yderligere 1 mio. frem mod 2030. Så fra 2027 vil det gå voldsomt ud over tilbuddene til de ledige.


Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget kan bede administrationen udarbejde et oplæg til politisk drøftelse, der forholder sig til sparekravene uden for servicerammen, deres konsekvenser og hvilke muligheder der er for at sikre, at de ledige borgere fortsat støttes bedst muligt på deres vej tilbage til job eller uddannelse.


Lovgrundlag

Lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser er nævnt i sagsfremstillingen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget beder administrationen udarbejde et oplæg til politisk drøftelse, der forholder sig til sparekravene inden for servicerammen, deres konsekvenser og hvilke prioriteringsmuligheder der er politisk inden for reformens rammer.

at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget beder administrationen udarbejde et oplæg til politisk drøftelse, der forholder sig til sparekravene uden for servicerammen, deres konsekvenser og hvilke muligheder der er for at sikre, at de ledige borgere fortsat støttes bedst muligt på deres vej tilbage til job eller uddannelse.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om det fremsatte lovforslag, og om de besparelser der skal realiseres i 2026 ifølge den nye beskæftigelsesreform.

Bilag

Sagsfremstilling

Der er 2 fokusmål, der er vigtige at holde for øje:

- Rettidigheden på samtaler skal være mindst 80 %

- Mindst 70 % skal være i et beskæftigelsesrettet tilbud


Med hensyn til overholdelse af fokusmålet på 80 % for samtaler ser det p.t. således ud for 2025:


Januar: 94,5 %

Februar: 94,5 %

Marts: 93,8 %

April: 93,2 %

Maj: 91,3 %

Samlet 93,4 %


Det betyder, at vi samlet set ligger over de 80 % i rettidighed på samtaler, og at vi dermed opfylder fokusmålet på samtaledelen, ligesom vi også gjorde for 2024.


Målopfyldelsen for fokusmålet for beskæftigelsestilbud ser således ud for perioden fra juli 2024 - marts 2025:


2024:

Januar: 76,9 %

Februar: 74,9 %

Marts: 72,7 %

April: 68,6 %

Maj: 62,7 %

Juni: 60,5 %

Juli: 59,5 %

August: 59,5 %

September: 59,6 %

Oktober: 60,8 %

November: 61,4 %

December: 64,3 %

Samlet 2024: 65,1 %


2025:

Januar: 66,0 %

Februar: 67,2 %

Marts: 66,8 %

April: 67,0 %

Maj: 67,7 %

Samlet 2025: 67,0 %


Det viser, at vi fortsat ikke de første måneder af 2025 har opfyldt fokusmålet om 70 %. Dog har der været en fremgang siden juli 2024, og det er realistisk med en målrettet indsats at nå målopfyldelsen i løbet af 2025. Det vil dog kræve at der er 72,2 % målopfyldelse i årets resterende 7 måneder.


Center for Beskæftigelse og Erhverv har iværksat en række initiativer for at komme i mål, herunder etablering af nytteindsats, holdbaseret jobfokus forløb, fokus på praktikker, udbud og intensivt samarbejde med eksterne aktører, målrettet indsats fra virksomhedskonsulenterne, fremskudt jobklub hos AAB i Vejleåparken m.v.


Udvalget vil fortsat blive holdt løbende orienteret om udviklingen i de to fokusmål.


Skærpet tilsyn afskaffes fra 1. februar 2026 som led i den nye beskæftigelsesreform, og fremover vil der i stedet måles på effekter og resultater af beskæftigelsesindsatsen, herunder antallet af ydelsesmodtagere.

Lovgrundlag

Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på skærpet tilsyn.

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over den aktuelle ledighed i Ishøj Kommune sammenlignet med det landsgennemsnitlige niveau. Nøgletallene består også af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned. Se bilag 1.

Lovgrundlag

Intet.

Økonomi

Intet.

Indstilling

at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om nøgletal for beskæftigelsesområdet.

Bilag

Sagsfremstilling

  1. Administrationen orienterer om Code of Care arrangement afholdt den 13. august 2025.


  1. Administrationen giver status på, hvordan overgang til nye satser på kontanthjælpsområdet er forløbet.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Sagsfremstilling

Mødedeltagere

Uffe Andersen (C)

Selcuk Mehmet Özcan (A)

Sami Deniz (F)

Betina Havmand Demir (L)

Steen Skovhus (Løsgænger)


Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenspunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenspunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.