Dagsorden
Folkeoplysningsudvalget mandag den 12. maj 2025 kl. 17.00

Besigtigelse på Skovbanen (Vejlebrovej 190). Møde afholdes efterfølgende i idrætscenter

Sagsfremstilling

Folkeoplysningsudvalget får en status på projektet "Fritid for alle børn og unge", som indeholder 5 overordnede indsatser (fritidsvejledning, fritidspas, udvikling af tilbud, kommunikation og styrket tværgående samarbejde). Projektet er støttet af Nordea Fonden og løber 2025-2028.

Deruodver har Ishøj Kommune indgået en tillægsaftale til "Fritid for alle" med DGI, som præsenteres. Hovedformålet med aftalen er, at understøtte foreninger med foreningsudvikling, som på sigt kan engagere flere børn og unge i Ishøjs foreningsliv. Der afholdes et KICK-OFF arrangement den 7. maj, hvor DGI vil undersøge deltagende foreningernes behov, lyst og udviklingspotentiale.

Under punktet deltager Ishøj Kommunes nye fritidsvejleder Mathias Sihvonen og Jeanet Flørnæss fra Center for Kultur og Fritid.

Lovgrundlag

Projektet er en del af strategien "Stærke Fællesskaber" og arbejdet med implementering af Byrådets Vision 2035 - "Sammen om mulighedernes Ishøj".
Projektbeskrivelse "Fritid for alle".

Økonomi

"Fritid for alle" har en samlet projektøkonomi på 7.370.000 kr. over de 4 år. til bl.a. fritidspas, fritidsvejledning, udvikling af nye tilbud samt udvikling af muligheden for at kommunikere fritids mulighederne.

Hertil kommer tillægsaftale med DGI.

Indstilling

Folkeoplsyningsudvalget godkender status på "Fritid for alle".

Beslutningskompetence

Folkeoplysningsudvalget

Beslutningstema

Folkeoplysningsudvalget får en status på projektet "Fritid for alle børn og unge", som er støttet af Nordea Fonden. Derudover præsenteres tillægsaftale med DGI.

Bilag

Sagsfremstilling

Dagens sang vælges af Merete Larsen.
Næste gang vælger Brian Pirmo dagens sang.

Sagsfremstilling

  1. DIF og DGI har offentliggjort medlemstal for 2024. Den nye opgørelse viser at foreningerne i DGI og DIF har fået yderligere 56.905 medlemmer på landsplan og det samlede medlemstal er nu oppe over 2.48 millioner medlemmer. I Ishøj Kommune er der en mindre tilbagegang i idrætsforeningernes samlede medlemstal. En tilbagegang på 63 medlemmer i forhold til 2023, så der nu er 8.388 medlemmer i kommunens 40 idrætsforeninger. Det er værd at bemærke, at der er en stigning i aldersgruppen 0-12 år, men desværre et fald i aldersgruppen 13-18 år. Ud fra Ishøj Kommunes medlemstal ses der i denne aldersgruppe en nedgang hos FC Ishøj og Ishøj Volley og Beachvolleyklub. De udgør ikke hele nedgangen, men idet ikke alle foreninger har søgt medlemstilskud, kan der på nuværende tidspunkt ikke gives den fulde oversigt over nedgang i denne aldersgruppe. Center for Kultur og Fritid har været i dialog med Ishøj Sejlklib, idet foreningen i opgørelsen har en stor medlemsnedgang på 121 medlemmer. Dette skyldes, at Ishøj Sejlklub udelukkende har oplyst de medlemsskaber, der kvalificerer til en bådplads. Det samlet medlemstal for foreningen er stabilt og på niveau med seneste år. Mere info om medlemstal findes på https://www.dif.dk/idraetten-i-tal/medlemstal-for-dif-dgi
  2. Idrætsforeninger er blevet kriminelle svindleres nye yndlingsofre. Antallet af henvendelser til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om tilfælde er stigende. I dagspressen har der været artikler om foreninger som er blevet svindlet for store beløb og hele deres formue. Vedhæftet er gode råd til at opdage og undgå svindel.
  3. Pokalfest 2025 afholdes tirsdag 20. maj kl. 19. Der er sendt invitationer ud til Byrådet, KFU, FOLU, CKF ledere og 16 Pokalpris nominerede og indstillere. Derudover er der indstillet 111 personer til erindringsgaver, som har ydet en ekstraordinær idrætspræstation. Foreningsfrivillige inviteres med pårørende.
  4. Idrættens Analyseinstitut har udgivet rapport om danskernes motions- og sportsvaner 2024, hvor hovedresultaterne fra undersøgelsen præsenteres med fokus på udviklingen i de overordnede tendenser i forhold til tidligere undersøgelser.
    Rapporten ser på den overordnede deltagelse i sport og motion blandt børn og unge (7-15 år) og voksne (16+ år) blandt andet med fokus på, hvilke aktiviteter der dyrkes, hvordan de er organiseret, og hvor de foregår. Rapporten ser også nærmere på forskellige baggrundsforhold og børn og voksnes trivsel i forhold til deltagelse i sport og motion. Endelig har rapporten fokus på frivilligt arbejde inden for sport og motion for både børn og unge samt voksne.
    Rapporten er vedhæftet dagsordenen.
  5. Orientering om henvendelse til Center for Kultur og Fritid.

Bilag

Sagsfremstilling

Der er indkommet ansøgninger fra fire foreninger til eliteidrætspuljen 2025. Ansøgningerne er fra Budo Sportskarate Ishøj, Ishøj Cricket Club, Ishøj Karate Klub og Ishøj Svømmeklub.

Ishøj Svømmeklub har ikke tidligere modtaget støtte fra eliteidrætspuljen. Ishøj Svømmeklub søger på vegne af Startfællesskabet GTI, som er en sammenslutning af Greve, Tune og Ishøj, der dyrker konkurrencesvømning.

I 2025 udgør eliteidrætspuljen i alt 240.000 kr og der er i alt ansøgt om 836.874 kr.
Tilskuddet udbetales én gang årligt til foreningerne.

Eliteidrætspuljen er målrettet idrætsforeninger der dyrker idræt med et særligt resultatperspektiv og på højeste nationale niveau. Puljen har til formål at forbedre forholdene for eliteforeningerne ved at yde økonomisk støtte. Puljen henvender sig til ikke-kommercielle idrætsforeninger, som har hjemsted i Ishøj Kommune og som er anerkendt af Danmarks Idræts Forbund.

I kriterierne tages højde for foreningens sportslige niveau og antal eliteudøvere samt vilje og evne til at udvikle organisationen, herunder udvikle leder- og trænerkvalifikationer samt foretage den nødvendige økonomiske prioritering. Derudover lægges der vægt på, at foreningen formår at arbejde seriøst med børne- og ungdomsudøvere, for at sikre en rød tråd i foreningen og en fødekæde til eliteholdene. Nedenstående oversigt viser foreningernes sportslige niveau, antal eliteudøvere samt økonomi, som også fremgår i ansøgningerne, der er vedhæftet dagsordenen.

Ishøj Kommunes retningslinjer for tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde er vedhæftet dagsordenen og heri fremgår kriterier for eliteidrætspuljen.

Ansøger

Niveau

Ansøgning

Ansøgt beløb

Budo Sportskarate Ishøj

I alt 6 eliteatleter:
6 atleter på WIKF landshold

Der søges hovedsageligt om tilskud til rejse- og stævneudgifter, men også til mentaltræning, fysioterapeut, udstyr og talentarbejde.

Ansøgt beløb i 2025:
226.449 kr.

Forventet udgift til eliteområdet i 2025:
395.000 kr.

Ishøj Karate Klub

I alt 4 eliteatleter:
1 eliteatlet (Dansk Karate Forbund landshold - senior)
3 eliteatleter (Dansk Karate Forbund landshold - U18)

6 Talentcenterudøvere (Dansk Karate Forbund)
Udøverne medtages i den samlede vurdering om klubbens elitearbejde.

Der søges hovedsageligt om tilskud til rejse- og stævneudgifter, men også til trænerhonorar og konkurrence-simuleringer.

Ansøgt beløb i 2025:
368.000 kr.

Forventet udgift til eliteområdet i 2025:
368.000 kr.

Ishøj Cricket Club

Elitedivisionen, herrer, spillertrup på 24 spillere

Der søges til trænerhonorar, dommergebyr, turnerings-udgifter, rejseudgifter, talentarbejde, udstyr mv.

Ansøgt beløb i 2025:
130.000 kr.

Forventet udgift til eliteområdet i 2025:
191.000 kr.





Ishøj Svømmeklub – Startfællesskabet Greve-Tune-Ishøj

I alt 6 eliteatleter:
2 under krav til EM-kortbane
1 junior landshold
1 tidl. EMu23 deltager
1 dansk mester og under World Aquatics A-krav i fly
1 DM-titler

GTI er på den danske klubrangliste rangeret som nr. 9 i DK og konkurrerer i 1. div.

Der søges til rejse- og stævneudgifter, udstyr og styrketræner, testning, diætist mv.

Ansøgt beløb i 2025:
112.425 kr.

Forventet udgift til eliteområdet i 2025:
976.250 kr.

GTI modtager elitestøtte fra Greve Kommune.







Ansøgningsskemaer med begrundelse for ansøgning og beskrivelse af det sportslige set-up samt elitebudget er vedhæftet dagsordenen. Vedhæftet er også oversigt over foreningernes medlemstal og hovedtal for regnskab 2024.

Ud fra gældende kriterier og en samlet vurdering vedtager Folkeoplysningsudvalget en uddeling af elitestøtte til eliteidrætsforeningerne.
Eliteidrætspuljen er en pulje, der adskiller sig fra andre tilskudspuljer administreret af Center for Kultur og Fritid, da tilskuddet både beregnes ud fra en faktuel og kvalitativ vurdering. Den faktuelle vurdering bygger på et beregningsskema, som primært tager udgangspunkt i antal eliteudøvere samt ansøgt beløb iht. kriterier for tilskud. I vedhæftet oversigt fremgår foreningsdata for medlemmer og økonomi. Den kvalitative vurdering bygger på ansøgningen og foreningen som helhed ud fra blandt andet opmærksomhedspunkter, der fremgår af kriterierne.

I Ishøj Svømmeklub er én ud af de 6 elitesvømmere fra Ishøj Svømmeklub. Fordeling af svømmere i GTI fremgår i bilag 9. Ishøj Karate Klub er den absolut største forening med kampsport, og da foreningen har en stor egenkapital på 587.183 kr., tages der højde for dette i fordeling af tilskud. Budo Sportskarate er en lille forening, dog med et højt antal af eliteatleter, som imødekommes i tilskuddet. Ishøj Cricket Club vækster igen i antal medlemmer, men antal eliteatleter er på samme niveau og det samme er udgiftsniveauet. Ishøj Cricket Club har en lav egenkapital og derfor lægges der op til samme tilskudsbeløb som i 2024, som muliggør at opretholde foreningens setup. Det betyder dermed et lavere tilskud til de to kampsportsforeninger i forhold til i 2024, idet der også afsættes støtte til Ishøj Svømmeklub/GTI.
Ud fra dette og med afsæt i kriterierne lægger administrationen op til følgende fordeling af eliteidrætspuljen for 2024:


Ishøj Cricket Club: 60.000 kr.
Budo Sportskarate Ishøj: 75.000 kr.
Ishøj Karate Klub: 70.000 kr.
Ishøj Svømmeklub - Startfællesskabet GTI: 35.000 kr.

Lovgrundlag

Ishøj Kommunes retningslinjer for tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde (2024)

Økonomi

Eliteidrætspuljen udgør i 2025 i alt 240.000 kr.

Indstilling

forslag til fordeling med et tilskud på 60.000 kr. til Ishøj Cricket Club, 70.000 kr. til Ishøj Karate Klub, 75.000 kr. til Budo Sportskarate og 35.000 kr. til Ishøj Svømmeklub/GTI godkendes

Beslutningskompetence

Folkeoplysningsudvalget

Beslutningstema

Folkeoplysningsudvalget skal behandle indkomne ansøgninger fra idrætsforeninger til eliteidrætspuljen 2025.

Bilag

Sagsfremstilling

Foreningen Diamond Football Academy (DFA) er stiftet den 1. januar 2025 og har 14 betalende medlemmer, der alle er bosiddende i Ishøj Kommune.
Medlemmerne er i følgende aldersgrupper: 0-12 år: 7 medlemmer, 12-25 år: 3 medlemmer og +25: 4 medlemmer.

Af vedtægternes § 3 fremgår foreningens formål:

DFAs formål er at tilbyde lokalområdets børn, unge og øvrige fodbold- og futsalspillere mulighed for udviklende træning inden for fodbold og futsal. Alle ressourcer skal specielt fokuseres på de yngste spillere og sikre et højt aktivitetsniveau for herigennem at fremme den enkeltes sundhed og trivsel gennem godt fællesskab og positivt samvær. Foreningen har yderligere til formål at fremme og være førende inden for udbydelse og udvikling af såvel traditionel fodboldtræning som moderne futsaltræning.

Foreningens formål er yderligere udfoldet i vedtægterne, som er vedhæftet dagsordenen.

Administrations dialog med foreningen
Der har været afholdt møde med DFA omkring opstart af foreningen. DFA er ikke en traditionel fodboldklub og er fx ikke medlem af DBU lokalunion. DFA ønsker at samarbejde med fodboldklubber og tilbyde specifik træning for den enkelte spiller samt futsaltræning. På mødet fremlagde adminstrationen, at der jf. retningslinjerne ikke må være kommercielle interesser involveret, aktiviteterne skal være kontinuerlige (dvs. fast ugentlig/månedlig aktivitet, sæsonbetonet aktivitet eller lignende), foreningen skal være hjemmehørende i Ishøj og medlemmer skal betale kontingent.

Erfaringer fra andre kommuner
Da DFA ikke er en traditionel fodboldklub har administrationen undersøgt, hvordan lignende foreninger er organiseret i andre kommuner.

Her er både eksempler på, at en lignende forening er godkendt som folkeoplysende, hvor en lignende forening i en anden kommune ikke er, idet hjemmehørsprincippet blev udfordret, men dog stilles lokaler til rådighed.

Medlemsskab
Jævnfør DFAs vedtægter skal alle medlemmer betale fast kontingent. DFA oplyser, at alle, der tilmelder sig en aktivitet, automatisk bliver medlem af foreningen. Betalende medlemmer får adgang til faste månedlige træninger og aktiviteter, mens ikke-medlemmer kan tilmelde sig og deltage i enkeltstående aktiviteter mod betaling. Der er tale om enkeltstående og åbne aktiviteter, såsom camps, fodboldskoler, stævner eller særlige træninger.

Aktiviteter
DFA ønsker at tilbyde futsaltræninger 1-2 gange om måneden i vinterhalvåret samt futsalstævner. Derudover udbydes løbende træninger, camps og stævner. Aktivitetsplan er vedlagt i bilag i DFA – præsentation. Derudover ønsker DFA at udbrede deres aktiviteter til andre kommuner, idet de allerede oplever efterspørgsel. Det vil ske samtidigt med at DFA er aktive i Ishøj.
DFA oplyser, at der er 40-50 spillere pr. træning. På drengesiden er der 3 trænere og 36 spillere, på pigesiden er der 1 pigetræner og 12 spillere, samt en keepertræner med op til 6 keepere.

Ønske om brug af kommunale lokaler
DFA ønsker at benytte idrætsfaciliteter i kommunen, herunder kunstgræsbaner, indendørsbaner til futsal samt have opbevaringsplads. Tider i kommunens faciliteter tildeles ud fra en beregning af medlemmer og fordeles én gang årligt. Sæsonfordeling for 2025/2026 er godkendt og det er derfor kun muligt at tildele evt. ledige tider til DFA.

Administrationen har gennemgået vedtægterne og har følgende bemærkninger:

Administrationen har i dialogen gjort opmærksom på, at foreningen som folkeoplysende  ikke må have kommercielle interesser, ligesom at alle medlemmer skal betale kontingent. Det vil sige, at Ishøj Kommunens faciliteter stilles til rådighed for foreningens medlemmer og ikke til udefrakommende, der tilkøber sig adgang til foreningens aktiviteter uden medlemskab.

Såfremt DFA ønsker at udvide til andre kommuner og tage betalende kunder ind, kan det ikke ske i regi af den folkeoplysende forening og må køre i andet regi. Ishøj Kommune yder alene tilskud til folkeoplysende aktiviteter.

Administrationen vurderer, at foreningens vedtægter lever op til kravene i Folkeoplysningsloven og Ishøj Kommunes gældende retningslinjer, i det denne praksis med udefrakommende betalende deltagere ikke er beskrevet i vedtægter, men fremkommet i dialogen.

En godkendelse af DFA som folkeoplysende forening forudsætter, at det kommercielle adskilles fra den folkeoplysende forening. Foreningen har afgivet en tro og love erklæring på, at medlemmerne har betalt kontingent i henhold til vedtægterne samt afgivet erklæring på indhentelse af børneattester jf. loven. Der er fremsendt dokumentation for dette.

Folkeoplysningsudvalget afgør ud fra en samlet vurdering, om foreningen kan godkendes som folkeoplysende og tilskudsberettiget i forhold til kravene i Folkeoplysningsloven. Folkeoplysningsudvalget lægger vægt på, at foreningens formål, aktivitet og tilhørsforhold ses i en sammenhæng og afgør endvidere, om foreningen har en sådan tilknytning til Ishøj Kommune, at den opfylder kravet om at være lokalt forankret.

Vedtægterne er vedhæftet dagsordenen.

Lovgrundlag

Folkeoplysningsloven og Ishøj Kommunes retningslinjer for godkendelse af nye folkeoplysende foreninger.

Økonomi

Forudsat at Diamond Football Academy godkendes som folkeoplysende forening, kan foreningen søges puljemidler i henhold til Ishøj Kommunes retningslinjer for tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde.

Indstilling

1. at det tages til efterretning, at kommunale faciliteter ikke stilles gratis til rådighed for kommercielle aktiviteter.

2. at Diamond Football Academy godkendes som folkeoplysende forening i Ishøj Kommune.

Beslutningskompetence

Folkeoplysningsudvalget

Beslutningstema

Foreningen Diamond Football Academy ved formand Mustafa Baskaya søger om at blive godkendt som folkeoplysende tilskudsberettiget forening i Ishøj Kommune.

Bilag

Sagsfremstilling

I efteråret 2023 fik voksenundervisningsområdet bevilget et rammebeløb til at etablere folkeoplysende voksenundervisning i Ishøj Kommune i 2024.
Ifølge retningslinjerne for tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning er frist for at indsende regnskab d. 1. april 2025.
Regnskaberne fra FOF Køge Bugt og AOF Storkøbenhavn er indkommet rettidigt og er revisionspåtegnede. Center for Kultur og Fritid har gennemgået regnskaberne og har ingen bemærkninger.

Administrationen har udarbejdet en oversigt (vedhæftet dagsordenen) på baggrund af aftenskolernes fremsendte regnskaber. I henhold til regnskaberne, og som det fremgår af oversigten, så skal der ske en samlet tilbagebetaling af udbetalt tilskud på i alt 19.465 kr. FOF Køge Bugt skal tilbagebetale 12.580 kr. og AOF Storkøbenhavn skal tilbagebetale 6.885 kr.
Aftenskolerne opkræves restbeløbet af Center for Kultur og Fritid.

Vedlagt i bilag er oversigt over tilskud og afregningen vedrørende den folkeoplysende voksenundervisning for perioden 1998-2024.

Jævnfør retningslinjerne kan aftenskolerne sammen med regnskabsaflæggelse søge om tilskud til nye initiativer og samarbejder på voksenundervisningsområdet fra restpuljen med de tilbagebetalte tilskudsmidler.

Foreningen skal beskrive aktiviteten/initiativet og oplyse det ansøgte tilskudsbeløb.
Der er ikke indkommet ansøgninger og Center for Kultur og Fritid anbefaler derfor, at Folkeoplysningsudvalget forlænger tidsfristen til den 1. juni 2025, så ansøgninger kan behandles på Folkeoplysningsudvalgets møde i august. Center for Kultur og Fritid vil opfordre de folkeoplysende foreninger til at ansøge.

Lovgrundlag

Retningslinjer for tilskud til folkeoplysende voksenundervisning i Ishøj Kommune i henhold til folkeoplysningsloven.

Økonomi

Uforbrugte tilskudsmidler fra 2024 på ialt 19.465 kr. fra de folkeoplysende foreninger tilbagebetales Ishøj Kommune. Derefter kan midler søges af aftenskolerne jf. ovenstående tidsfrist.

Indstilling

- AOF Storkøbenhavn og FOF Køge Bugts regnskaber for 2024 godkendes.

- frist for at ansøge restmidler i henhold til retningslinjerne forlænges til 1. juni 2025.

Beslutningskompetence

Folkeoplysningsudvalget

Beslutningstema


Center for Kultur og Fritid fremlægger oversigt over regnskab for den folkeoplysende voksenundervisning for 2024 til godkendelse.

Bilag