Referat
Folkeoplysningsudvalget tirsdag den 19. juni 2018 kl. 19.00
Ishøj Idræts- og Fritidscenter - kursuslokale 1 og 2 Aftentelefon Sümeyye Kütük 20823270
Sagsfremstilling
Kim Herskov vælger dagens sang.
På næste møde vælger Henrik Olsen dagens sang.
Beslutning
Udvalget valgte sang nr. 164 'Midsommervisen'.
Sagsfremstilling
- Hjemmesiden www.detskeriishoj.dk er nu offentlig tilgængelig. Siden giver et indblik i, hvad Ishøj kulturelt har at byde på. Kulturelt forstået på den brede facon, som både indbefatter museerne, biblioteket og teatrene, samt naturen, legepladserne og havnen. I kalenderen kan man finde offentlige arrangementer, som man kan deltage i, og på resten af siderne kan man læse mere om de forskellige kulturaktører, og steder hvor man kan tage hen og opleve Ishøj.
- Der er jvf. sag nr. 44 afholdt møde med Ishøj Idrætsforening og Café Wiuff.
- Folder om sommerferieaktiviteter for børn og unge uddeles på mødet.
- Fritid & Samfunds tidsskrift kultur & fritid, nr.1 / maj 2018, er vedhæftet dagsordenen. I dette nummer er fokus: Det bærende fællesskab.
Indstilling
Pkt. 1 - 4 til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Fritidskonference for foreninger og Folkeoplysningsudvalgets medlemmer holdes i år i Esbjerg fredag den 21. september til lørdag den 22. september.
Arbejdsgruppen, der står for planlægning og gennemførelse af konferencen, har været på besigtigelsestur til Esbjerg.
På turen blev der holdt møde med repræsentanter fra Esbjerg Kommune. Derudover blev potentielle overnatningssteder og besøgssteder besigtiget.
På baggrund af besigtigelsesturen og øvrig drøftelse i arbejdsgruppen fremlægges program for turen.
Det er planlagt at udsende invitation med program til alle tilskudsberettigede foreninger i slutningen af juni måned, og i starten af august måned udsendes en reminder. Der er tilmeldingsfrist søndag den 19. august, og der er plads til i alt 80 personer på turen.
Udkast til program uddeles på mødet.
Indstilling
Folkeoplysningsudvalget vedtager, at godkende udkast til program for Fritidskonference 2018.
Beslutning
Tiltrådt.
Resume
Der er kommet fire ansøgninger til eliteidrætspuljen. Ansøgerne er: Ishøj Volley & Beachvolley Klub, Ishøj Karate Klub, Budo Sportskarate Ishøj og Ishøj Cricket Club.
Sagsfremstilling
Ishøj Byråd har i 2018 afsat 399.900 kr. til eliteidrætspuljen (199.950 kr. pr. halvår). Grundet revidering af kriterierne for tildeling af eliteidrætstilskud er ansøgningsfristen i 2018 den 1. juni og den 1. september med svar henholdsvis i juni og oktober.
Ved forrige ansøgningsrunde i efteråret 2017 blev der bevilget et tilskud på 27.000 kr. hver til Ishøj Volley & Beachvolleyklub, Ishøj Cricket Club, Ishøj Karate Klub og Budo Sportskarate Ishøj.
I år er der kommet ansøgninger fra fireforeninger, der alle ansøger om eliteidrætstilskud.
Til årets første ansøgningsrunde er der ansøgt om følgende beløb:
- Ishøj Volley & Beachvolley søger ikke om et specifikt beløb - samlet elitebudget er 235.000 kr.
- Ishøj Karate Klub søger om et tilskud på 185.000 kr.
- Budo Sports Karate Ishøj søger ikke om et specifikt beløb - samlet elitebudget er 160.000 kr. pr. kæmper.
- Ishøj Cricket Club søger om et tilskud på 100.000 kr.
De fire foreninger har udfyldt det nye ansøgningsskema, hvori der er en begrundelse for ansøgning samt en beskrivelse af det sportslige set-up. Derudover er budgetter for eliteaktiviteterne vedhæftet dagsordenen.
Puljen henvender sig til ikke-kommercielle idrætsforeninger som har hjemsted i Ishøj Kommune og som er anerkendt af Danmarks Idræts Forbund, herunder:
- Foreninger med hold, der er repræsenteret på højeste niveau i Danmark inden for den enkelte sportsgrens konkurrencestruktur.
- Foreninger i individuelle idrætsgrene (f.eks. kampsport og svømning), der har mange medlemmer, som dyrker idræt på højeste plan inden for den enkelte sportsgrens konkurrencestruktur.
Puljen kan ikke ansøges af enkeltpersoner.
Folkeoplysningsudvalget besluttede på møde i marts 2018, at der reserveres midler i puljen, som administreres af Center for Kultur og Fritid, med det formål at planlægge og udbyde fælles kurser til eliteforeningerne inden for temaerne sportsernæring, skadesforebyggelse, mentaltræning samt individuelle klubudviklingsforløb.
Ud fra en samlet vurdering af foreningens eliteaktiviteter beslutter Folkeoplysningsudvalget, om foreningen er berettiget til at modtage støtte fra eliteidrætspuljen. Der lægges vægt på om ydelsesmodtageren udviser vilje og evne til at udvikle organisationen, herunder udvikle leder- og trænerkvalifikationer samt foretage den nødvendige økonomiske prioritering. Derudover lægges der vægt på, at foreningen formår at arbejde seriøst med børne- og ungdomsudøvere, for at sikre en rød tråd i foreningen og en fødekæde til eliteholdene.
Indstilling
Folkeoplysningsudvalget vedtager, at bevilge følgende tilskud til følgende foreninger:
Ishøj Volley & Beachvolleyklub: 49.883,22 kr.
Ishøj Cricket Club: 46.347,47 kr.
Budo SportsKarate Ishøj: 29.231,87 kr.
Ishøj Karate Klub: 44.487,44 kr.
Der afsættes i 2018 30.000 kr. fra puljen til fælles kursus.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Elitepuljen 1. ansøgningsrunde 2018 udgør 199.950 kr.
Bilag
Resume
Ishøj Strand Kajakklub søger om et ekstraordinært tilskud på 10.000 kr. inkl. moms. til leje af bådplads på Ishøj Havn.
Sagsfremstilling
Ishøj Strand Kajakklub er stiftet i 2015 og arbejder på at kunne tiltrække flere medlemmer, som har lyst til at dyrke vandsport.
Ishøj Strand Kajaklub har adgang til delt klubhus med foreningen Neystid. I juni 2017 ansøgte Ishøj Strand Kajakklub om lokaletilskud, således at foreningen kunne leje klublokaler på havnen (Værftet) og dermed have egne klublokaler, som grobund for medlemsvækst. Folkeoplysningsudvalget afslog ansøgningen om lokaletilskud, under henvisning til lovens bestemmelser og kommunens retningslinjer.
Ishøj Strand Kajakklub har indledt et samarbejde med Ishøj Surfklub, hvor foreningerne sammen ser et stort potentiale i fælles medlemsvækst. En af ideerne er deling af de faciliteter som Ishøj Surfklub benytter, både inden- og udendørs. Dette vil kræve en særskilt ansøgning, som skal behandlet i Folkeoplysningsudvalget.
Ishøj Strand Kajakklub har på nuværende tidspunkt 10 medlemmer. For at kunne tiltrække flere medlemmer ønsker Ishøj Strand Kajakklub at bygge et kajakstativ med plads til cirka 15 kajakker, og har ansøgt Ishøj Kommune om byggetilladelse.
Dette stativ vil gøre tilgangen til vandet lettere for medlemmerne og være en hjælp til at skabe et mere aktivt foreningsliv på havnen. Der arbejdes også på at kunne tilbyde udlån af klubkajakker.
I ansøgningen fremgår, at kajakstativet vil optage plads, der svarer til vinteropbevaring af en båd. Denne udgift beløber sig til cirka 10.000 kr. årligt.
Denne udgift kan foreningen ikke selv løfte og ansøger derfor om tilskud, indtil foreningen har haft en medlemsvækst der bevirker, at de selv kan løfte udgiften.
Ansøgningen er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
Folkeoplysningsudvalget vedtager, at bevilge et tilskud på 10.000 kr. i 2018 og anbefaler at forvaltningen afholder møde med foreningen.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Ishøj Strand Kajakklub er blevet oplyst af Havnebestyrelsen, at kajakstativet vil optage en bådplads, og derved koste ca. 10.000 kr. årligt.
Foreningens beholdning af likvid kapital udgjorde pr. 31.12.2017 kr. 2.500 kr.
Der kræves ikke dispensation for formuegrænsen.
Bilag
Resume
Hvert år afholdes Pokalfest, hvor foreningslivets frivillige hyldes ved modtagelse af foreningspriser og erindringsgaver. Foruden erindringsgaver uddeles Idrætslederpris, Foreningslederpris, Ungelederpris og Initiativpris.
Kriterierne for foreningspriserne blev senest revideret i 2015, hvor blandt andet ungdomslederprisen blev erstattes af en ungelederpris med andre og nye kriterier end den gamle ungdomslederpris.
Sagsfremstilling
Under paraplyorganisationernes og Folkeoplysningsudvalgets behandling af indstillinger til priser i 2018, er der udtrykt behov for gennemgang af kriterier for uddeling af foreningspriser.
Der er de seneste år desuden udtrykt ønske om at modtage flere indstillinger fra foreninger, således at det kan afspejle Ishøjs foreningsliv og give flere frivillige ildsjæle muligheden for at blive hædret.
Det foreslås derfor, at der som tidligere nedsættes en arbejdsgruppe med én repræsentant fra hver af de fire prisområder, som får til opgave af gennemgå procedurerne for uddeling af priser og erindringsgaver.
Arbejdsgruppen skal blandt andet drøfte og afklare,:
- om der skal ske en ændring i de nuværende kriterier
- om hvordan man kan modtage flere indstillinger fra foreningerne
- om der skal ske en ændring i godkendelsesprocedurerne
- om der kan foreslås forbedringer til arrangementets forløb, hvor priser og erindringsgaver uddeles
Indstilling
Folkeoplysningsudvalget vedtager, at nedsætte arbejdsgruppen med repræsentanter fra de tre paraplyorganisationer:
- Sengül Deniz, Initiativprisen (Formand for gruppen)
- Brian Pirmo, Idrætslederprisen
- Kristian Pedersen, Foreningslederprisen
- Benny Naamansen, Ungelederlederprisen
- Malene Rasmussen og Sümeyye Kütük, Center for Kultur og Fritid
Beslutning
Tiltrådt.
Sagsfremstilling
- Erik Schlichting uddelte folder om Seniorrådet.
- Brian Pirmo ønskede god sommer.
Indstilling
Pkt. 1 - 2 til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.