Referat
Folkeoplysningsudvalget torsdag den 27. februar 2025 kl. 18.00
Ishøj Idræts- og Fritidscenter - kursuslokale 1 og 2 Aftentelefon Sümeyye Kütük 20823270
Sagsfremstilling
Rasmus Ørvad Boné vælger dagens sang.
Næste gang vælger Jørn Højmark dagens sang.
Beslutning
Brian Pirmo valgte i stedet for Rasmus sang nr. 273 'Spurven sidder stum bag kvist'.
Beslutning
Pkt. 1 - 10 til efterretning.
Sagsfremstilling
- Medlemmer af Ishøj Karate Klub har været udtaget og deltaget i NM, EM og U21VM i 2024. Ud fra retningslinjerne i udviklingspuljen er der ydet et samlet tilskud til foreningen på 6.350 kr.
- Medlemmer af Torslunde-Ishøj Rottweilerklub har været udtaget og deltaget i FCI-IGP VM, og der er ydet et tilskud på12.000 kr.
- Pokalfesten afholdes i år d. 20. maj. Ud fra ønsket om at få flere borgere og foreninger til at indstille kandidater til pokalfestpriserne 2025, er der gjort en række tiltag, som bl.a.: folie på kommunes varebiler som kører rundt i kommunen samt ved indgangen i idrætscenteret, reklame i KULTURIUM biograf, Bilka, nyhedsbrev og video, som kan ses på YouTube og Facebook, og deles i forskellige fb-grupper, bl.a. Ishøj Ungdomsskole. Videoerne kan ses her - Indstil din kandidat til Pokalfest priserne 2025 og https://www.facebook.com/share/v/18C7UMCX5T/ Allerede nu er der kommet flere indstillinger end sidste år.
- Postkort med vinterferieaktiviteter for børn og unge i uge 8 er i januar sendt ud via Aula til samtlige skoleelever. Detaljeret program findes på Vinteraktiviteter - Detskeriishoj.Dk. Postkort er vedhæftet dagsordenen.
- Ny cafeforpagter er startet i Ishøj Idræts & Fritidscenter den 1. februar 2025.
- Ishøj Kommune har ansøgt Dansk Boldspil-Union (DBU) om at blive værtsby for en nation ved afvikling af Women's EURO 2029 og dermed stille faciliteter til rådighed. Europamesterskabet i kvindefodbold afvikles over 26 dage i juni og juli i 2029. Danmark byder sammen med Sverige på mesterskabet. UEFA udpeger værter i december 2025. Women’s EURO er et event, der bliver mere og mere populært, med stor betydning for fodbold og lokalsamfund i de afviklende lande og indebærer besøg af landsholdsstjerner, aktivering af lokalsamfund og et forhåbentligt ekstra boost til den lokale fodbold i Ishøj Kommune. Det forventes, at Ishøj Kommune får svar fra DBU i marts, og udvælges Ishøj er det stadigvæk forudsat at UEFA upeger Danmark og Sverig som værter for slutrunden.
- Den kommende udvikling og omdannelse af idrætsområdet er i planlægningsfasen og i den sammenhæng skal der udarbejdes en trafikplan for området. Det indebærer blandt andet interviews med brugere, og derfor vil en række udvalgte foreninger med aktiviteter i Ishøj Idræts & Fritidscenter samt Ishøj Idrætsråd blive inviteret til at deltage med en repræsentant.
- Stærke ungefællesskaber i idrætslivet; Nordea-fonden øremærker 40 mio. kr. til foreninger og organisationer fra Danmark, Grønland og Færøerne, der vil skabe sociale mødesteder for børn og unge, som de kan benytte før eller efter træning. Et sted, hvor de kan få fælles oplevelser og hygge sig gennem aktiviteter. Midlerne kan gå til alt fra ny indretning, grej, bedre faciliteter og fællesskabsskabende aktiviteter for børn og unge. Alt sammen noget, der understøtter det sociale mødested. Mere info findes her: https://nordeafonden.dk/ung-puls-puljen
- Ishøj Kommune afholder i år to budgetseminarer samt et temamøde omkring økonomiaftalen mellem regeringen og KL. Som repræsentanter for råd og nævn inviteres Folkeoplysningsudvalget til disse arrangementer. Deltagerkredsen er byrådet, HovedMED, koncernledelsen, direktionen samt råd og nævn. Af vedhæftede bilag fremgår dato, tid og sted for arrangementerne.
- Center for Kultur og Fritid har lanceret et nyhedsbrev, der sendes ud til alle folkeoplysende foreninger i Ishøj Kommune. Nyhedsbrevet udsendes ca. kvartalsmæssigt og orienterer om vigtige begivenheder, frister for indberetninger og puljer på området m.m. Folkeoplysningsudvalgets medlemmer kan også fremover modtage nyhedsbrevet, hvis udvalgsmedlemmerne ønsker det. Ved ønske om tilmelding til nyhedsbrevet skal udvalgsmedlemmer give besked til Center for Kultur og Fritid via mail kultur@ishoj.dk.
Bilag
Sagsfremstilling
I 2023 blev der foretaget en omfattende revidering af retningslinjer på det folkeoplysende område. Ved godkendelsen af retningslinjerne blev det også besluttet, at der efter ca. et år skal ske et genbesøg af retningslinjerne.
De nuværende retningslinjer har været i høring hos paraplyorganisationerne, aftenskolerne samt arbejdsgrupper nedsat af Folkeoplysningsudvalget.
På baggrund af det har Folkeoplysningsudvalget drøftet retningslinjerne i november 2024, som primært vedrører tilskud til særlige målgrupper, udviklingspuljen, lån af lokaler ifm. ferietræning, samt retningslinjer for folkeoplysende voksenundervisning.
Administrationen har udarbejdet et notat, hvor ændringsforslagene fremgår.
- For retningslinjer for uddeling af priser og hyldest af idrætspræstationer på det folkeoplysende område foretages ingen ændringer.
- For retningslinjerne for godkendelse af folkeoplysende foreninger, lægger administrationen op til at indføre krav om minimum 3 bestyrelsesmedlemmer i en forening.
- For retningslinjer vedrørende tilskud til folkeoplysende foreninger udgår tekst om rådighedspligt af indkøbt foreningsudstyr i forbindelse med udviklingspuljen. Derudover er der for udviklingspuljen tilføjet, at foreninger der opstarter tilbud for deltagere med særlige behov eller funktionsnedsættelse kan modtage et opstartstilskud. Der er foretaget mindre præciseringer - fx definition af en aktivitetstime i forbindelse med lokaletilskud. Der er desuden tilføjet en note om, at kommunens revision også kan foretage tilsyn i forbindelse med udbetalte tilskud til foreninger.
- For lokaleregulativet har administrationen flere ændringsforslag, som fremgår af vedhæftede notat 'Ændringer i forslag til reviderede retningslinjer'.
- For retningslinjer om godkendelse, tilskud og lokaleudlån er der indarbejdet tidligere byrådsbeslutning vedrørende holdfællesskaber.
- For retningslinjer vedrørende folkeoplysende voksenundervisning behandles særskilt sag i 2025.
De nuværende retningslinjer, forslag til reviderede retningslinjer samt notat med ændringer i revideringen er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
forslag til reviderede retningslinjer på det folkeoplysende område godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Forslag til reviderede retningslinjer på det folkeoplysende område fremlægges for Folkeoplysningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ishøj Harmonikaklub ansøger puljen Udviklingsarbejder, nye initiativer og ekstraordinære tilskud om et tilskud på 20.000 kr. til indsatsen ”Harmonikamusik og fællessang”, hvor foreningen tager ud og underholder beboere på Kærbo og Torsbo plejecentre.
Ishøj Harmonikaklub skriver i deres ansøgning, at de ved at tage ud og underholde beboerne med musik og fællessang på Kærbo og Torsbo, kan være med til at understøtte og styrke de eksisterende fællesskaber.
Ishøj Harmonikaklub har lagt op til at spille 30 minutter på hver af Kærbo og Torsbos 13 afdelinger for plejeboliger og skriver, at programmet primært vil bestå af fællessange, så beboerne får følelsen af at tage del i et værdifuldt og relationelt fællesskab. Der er mulighed for at tilpasse harmonikagruppens besætning alt efter antallet af beboere, og hvor meget plads der er på de enkelte afdelinger.
Foreningens erfaring er, at musik kan være med til at skabe trivsel, inspirere os som mennesker og skabe nye og stærke fællesskaber. Foreningen ønsker at støtte op om den samfundstendens, hvor musik bliver brugt til at skabe trivsel og øger den mentale sundhed og samtidig tilgodese en målgruppe, der kan have svært ved selv at komme til orde.
Ansøgningen er vedhæftet dagsordenen.
Formålet med udviklingspuljen er at sikre en rummelighed, der giver mulighed for, at forskellige organisationsformer kan påvirke og udfordre hinanden og forandre sig i dynamisk samspil med et folkeoplysende sigte. Formålet med puljen er endvidere at give mulighed for, at det organiserede foreningsliv kan udvikle organisationsformer, der kan involvere nye grupper i foreningslivet, ligesom aktiviteter arrangeret af selvorganiserede grupper kan tilgodeses. Jf. punkt 6.3 i retningslinjerne, kan der blandt andet søges tilskud til understøttelse og udvikling af aktuelle samfundstendenser, fx sundhed/trivsel, medborgerskab, bæredygtighed. Retningslinjerne er vedhæftet dagsordenen.
Hovedparten af ansøgninger til Udviklingspuljen har hidtil vedrørt udstyr til foreninger, men puljens lovgivningsmæssige ophæng rummer også initiativer, hvor nye målgrupper indtænkes og hvor der sker en understøttelse og udvikling af aktuelle samfundstendenser. Til sammenligning ydede Folkeoplysningsudvalget i 2021 et tilskud til en idrætsforening, der afviklede et idrætsforløb i samarbejde med en folkeskole. Administrationen vurderer, at ansøgningen og formålet lever op til de krav der stilles i retningslinjerne for udviklingspuljen og anbefaler at ansøgningen imødekommes.
Foreningsunionen har behandlet ansøgningen og fremlægger indstilling på Folkeoplysningsudvalgets møde.
Lovgrundlag
Retningslinjer for tilskud til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde i Ishøj Kommune i henhold til Folkeoplysningsloven.
Økonomi
I Udviklingspuljen for 2025 resterer der i alt 130.420 kr.
Foreningen søger om et tilskud på 20.000 kr. til udgifter forbundet til projektet.
Indstilling
ansøgningen fra Ishøj Harmonikaklub imødekommes og der ydes et tilskud på 20.000 kr.
Beslutning
Folkeoplysningsudvalget besluttede at genoptage sagen på kommende møde med ønske om yderligere oplysninger for at behandle sagen endeligt.
Beslutningskompetence
Folkeoplysningsudvalget
Beslutningstema
Ishøj Harmonikaklub søger om et tilskud på 20.000 kr. fra udviklingspuljen til indsatsen ”Harmonikamusik og fællessang” på kommunens plejehjem.
Bilag
Sagsfremstilling
Foreningen Nepalesisk Kultur Fællesskab er stiftet den 17. november 2024 og har 26 betalende medlemmer, der alle er bosiddende i Ishøj Kommune.
Af vedtægternes § 2 fremgår foreningens formål:
Vores formål er at udbrede kendskabet til dansk kultur, normer og værdier og samtidig vise vores kultur her i Ishøj og Danmark. Vi vil inddrage vores forældre og børn til at være aktive borgere og at være en del af lokalsamfundet.
Vi vil lave arrangementer som musikaftner, madaftner, yoga, højtidsfester, oplæsningsaftner om dansk kultur, institutioner, uddannelses- og fritidsmuligheder, arbejdsmarked osv. Vi vil lave aktiviteter sammen med de eksisterende foreninger og vil integrere vores medlemmer og forening til at være en del af Ishøjs kultur- og fritidsliv.
Foreningen er allerede aktiv i Ishøj og har blandt andet deltaget aktivt i Kulturfestivalen i Brohuset.
Administrations dialog med foreningen vedrørende vedtægter
Administrationen har ved gennemgang af vedtægterne været i dialog med foreningen og fremsat anbefalinger til disse, herunder foreningens opbygning med bestyrelse og antal bestyrelsesmedlemmer. Foreningen har tilpasset det i vedtægterne, således at bestyrelses udgøres af 7 personer.
Ønske om brug af kommunale lokaler
Nepalesisk Kultur Fællesskab ønsker at benytte foreningsfaciliteterne i Brohuset, både til faste foreningsaktiviteter og til events. Administrationen vurderer, at det vil være muligt at finde ledig kapacitet til foreningens aktiviteter i Brohuset. Frem mod sommeren 2025 vil foreningen kunne søge ind på ledige tider, da der allerede foreligger en sæsonfordeling for indeværende sæson.
Administrationens vurdering
Administrationen har gennemgået vedtægterne og har ingen bemærkninger hertil. Administrationen vurderer, at foreningen lever op til kravene i Folkeoplysningsloven og Ishøj Kommunes gældende retningslinjer. Foreningen har afgivet en tro og love erklæring på, at medlemmerne har betalt kontingent i henhold til vedtægterne samt afgivet erklæring på indhentelse af børneattester jf. loven. Der er fremsendt dokumentation for dette.
Folkeoplysningsudvalget afgør ud fra en samlet vurdering, om foreningen kan godkendes som folkeoplysende og tilskudsberettiget i forhold til kravene i Folkeoplysningsloven. Udvalget afgør endvidere, om foreningen har en sådan tilknytning til Ishøj Kommune, at den opfylder kravet om at være lokalt forankret.
Vedtægterne er vedhæftet dagsordenen.
Lovgrundlag
Folkeoplysningsloven og Ishøj Kommunes retningslinjer for godkendelse af nye folkeoplysende foreninger.
Økonomi
Forudsat at Foreningen Nepalesisk Kultur Fællesskab godkendes som folkeoplysende forening, kan foreningen søges puljemidler i henhold til Ishøj Kommunes retningslinjer for tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde.
Indstilling
Foreningen Nepalesisk Kultur Fællesskab godkendes som folkeoplysende forening i Ishøj Kommune.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Folkeoplysningsudvalget
Beslutningstema
Foreningen Nepalesisk Kultur Fællesskab ved formand Ramesh Ghimire søger om at blive godkendt som folkeoplysende tilskudsberettiget forening i Ishøj Kommune.
Bilag
Sagsfremstilling
Forslag til fordeling af banetider i Ishøj Svømmehal for sæson 2025-2026 tager udgangspunkt i foreningernes ønsker til træningstider.
I den godkendte ramme for tider i Ishøj Svømmehal er det prioriteret, at der er offentlig adgang i hele svømmehallens åbningstid. Desuden er det et krav, at der skabes en indtægt til hallens drift gennem udlejning til eksterne brugere.
Administrationen er undervejs blevet opmærksomme på, at den fordeling der ligger til godkendelse for Ishøj Svømmehal, går ud over de godkendte rammetider for foreningsbrug af svømmehallen og på den baggrund lægges der op til en udvidelse af rammen for foreningsbrug i Ishøj Svømmehal. Det betyder samtidig, at den fremlagte fordelingsplan ikke endeligt kan godkendes af Folkeoplysningsudvalget, før der er en godkendelse af udvidelsen i Kultur- og Fritidsudvalget. I bilag 4 fremgår det i hvilke tidsrum fordelingsplanen går ud over rammeplanen.
Fordeling for sæson 2025/2026
Ishøj Svømmehals holdtræning (babysvøm, bevægelse i vand med flere) er reserveret inden fordelingen, idet der er tale om kommunale aktiviteter. I dagtimerne koordineres foreningernes brug af svømmehallen med folkeskolerne. Her er Ældre i Bevægelse tildelt timer onsdage og torsdage i dagtimerne.
Foreningernes ønsker til timer i Ishøj Svømmehal fremgår nedenfor og er udarbejdet på baggrund af ønsker fra Ishøj Svømme Klub (ISK) og Startfællesskabet GTI og ønsker fra Ældre i Bevægelse.
Ishøj Svømmeklub (ISK) har fremsat ønsker om banetid og vandtid i tre bassiner, både til breddesporten og eliteafdelingen GTI. I den kommende sæson forventes det, at alle ønsker imødekommes, og derfor er der tildelt i alt 2 x 1,5 time ekstra tirsdag og torsdag i tidsrummet 19.00-20.30. En undtagelse er to banetimer fredag aften. Disse timer reserveres til udlejning til Køge Svømmeklub for at bidrage til svømmehallens udlejningsbudget.
Ældre i Bevægelse har ønsket samme tid tirs-onsdag som i den nuværende sæson. Dette ønske imødekommes, dog med den detalje, at Ældre i bevægelse, onsdage kun tildeles to baner i stedet for tre, da skoleundervisning har fortrinsret. Skulle skolen ikke benytte tiden, kan Ældre i Bevægelse få den tredje bane på den pågældende dag.
Skolernes planlægning af det kommende skoleår forventes at være på plads inden april-maj. Dette bør ikke påvirke fordelingen af banetider, men efter sommerferien kan der forekomme ændringer skoletider imellem, hvis to skoler bytter tid.
Der er alle dage min. 2 x 50 meter baner til offentlig brug, ligesom der kun benyttes halve bassiner til undervisning i morskabs- og terrapibassin.
Forslag til fordeling af banetider til foreninger samt samlet baneoversigt er vedhæftet dagsordenen.
Fordelingsplanen har været fremlagt i Ishøj Idrætsråd der indstiller, at fordelingsplanen imødekommes og Kultur- og Fritidsudvalget godkender en udvidelse.
Lovgrundlag
Ishøj Kommunes lokaleregulativ
Indstilling
at Folkeoplysningsudvalget godkender fordelingsplan for vandtider i sæson 2025/2026 under forudsætning af, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender en udvidelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Folkeoplysningsudvalget
Beslutningstema
Forslag til sæsonfordeling af banetider i Ishøj Svømmehal for sæson 2025-2026 fremlægges til godkendelse.
Bilag
Beslutning
- Carsten Alberg gjorde opmærksom på, at der er koldt i hallen, hvor Ishøj Karate Klub træner samt orienterde om arbejdet med 'karate for alle', som er et tilbud/hold for børn og unge med særlige behov.
- Spørgsmål om hvornår foreningshusene på Strandvangen skal ryddes.
Pkt 1-2 til efterretning.